Kris Kristofferson – En følelse af dødelighed

Countrylegenden Kris Kristofferson er i denne måned aktuel med sit 28. album og en koncert i Falconer Salen. GAFFA har talt med den garvede sanger og sangskriver.

Der er lidt forvirring i Kristofferson-hjemmet, da GAFFA ringer til Hawaii, for at få en snak med den koncert- og albumaktuelle countrylegende, Kris Kristofferson. Den hårdføre bad ass, der efterhånden har rundet de 76 år, har nemlig i vanlig uprætentiøs stil givet os sit privatnummer, og som følge af et strømsvigt, er uret i stuen gået i stå, og han havde egentlig først regnet med, at interviewet var om et par timer, men da jeg foreslår at ringe igen senere, vil han ikke gøre tale derom:

– Nej, nej, endelig ikke! Uret var gået i stå, men det er helt fint. Lad os endelig tage en snak.

Det lyder godt. Hvordan har du det for tiden?

– Well, heh heh! Jeg …ehm, nyder livets efterår (Kristofferson betegner det selv som "the twilight years", red.). Jeg er 76 år gammel, men jeg har det utroligt godt.

Det er godt at høre. Du kommer selv ind på livets efterår, og din nye plade hedder Feeling Mortal, hvor du i titelnummeret beskæftiger dig med din egen dødelighed…

– Det er rigtigt. Jeg udgiver et nyt album, gør jeg ikke?

Jo, og jeg haft mulighed for at smuglytte lidt til det. Det er virkelig godt!

– Mange tak, det er jeg glad for, at du synes!

Forundret over at have overlevet 60'erne

Hvad dødelighed angår, så har du jo levet et ret hårdt liv, og du har tidligere udtalt, at du er forundret over at have overlevet 60'erne. Hvorfor var det så hårdt et årti for dig?

– Hehe, ja, det var som om, der ikke rigtig var noget, der kunne slå mig ihjel dengang. Det var primært hårdt, fordi jeg levede et ret hårdt liv. Da jeg forlod hæren efter at have fløjet helikoptere i tre år, hoppet ud af fly og været i ranger school, flyttede jeg til Nasville, hvor jeg smadrede en motocykel eller to, haha! Jeg fik også ødelagt et par biler og drak utroligt meget. Det var på mange måder et studie i, hvor dårlig en livsstil, man overhovedet kan føre. Hold op, jeg opførte mig dårligt dengang! Men hvis jeg prøvede at slå mig selv ihjel, virkede det ikke…

Nej, heldigvis. Du har aldrig været bange for at udlevere din vilde livsstil i dine sange, og på den nye plade er numrene også utroligt ærlige. Er det ikke hårdt at være så hudløs i sin musik, når man ved, der er så mange, der lytter?

– For mig er det den eneste måde, jeg kan gøre det, jeg gør på som sangskriver. Jeg er nødt til at være så ærlig som muligt i de ting, jeg gerne vil sige i min musik. Hvis ikke jeg var det, kunne jeg lige så godt lave noget andet. Noget der var ligegyldigt for mig. Men jeg føler mig meget heldig og føler, jeg har haft et velsignet liv, for da jeg tog til Nashville var det egentlig meningen, at det kun skulle have været et kort stop, for jeg var på vej videre til militærakademiet på West Point for at undervise der, men de to ugers orlov, jeg havde i Nashville, påvirkede mig så stærkt, at mit liv simpelthen var nødt til at tage en anden drejning.

Hvad var det, der påvirkede dig så meget?

– Det var at hænge ud med en masse sangskrivere og få lov at trykke Johnny Cash' hånd, haha! Jeg fandt ud af, at det var der, jeg hører til.

Så det var der, du fandt ud af, at du selv ville satse på en karriere som sangskriver? Det er noget af et spring fra militærmand til country-sanger…

– Det må du nok sige. Min familie troede i hvert fald helt sikkert, at jeg var blevet sindssyg. Og det blev de ved med i fire-fem år, hvor jeg arbejdede som pedel i Columbia Recording Studios og fløj helikopter for at have til dagen og vejen, mens jeg arbejdede på sangskrivningen. Jeg fløj i en uge ad gangen og boede rundt omkring på olieplatforme, for så at vende tilbage til Nashville i en uge, og så ellers tilbage igen.

Fremmedgjort fra familien

Det er noget med, at du i den periode også arbejdede som pedel i Columbias studier, mens Bob Dylan indspillede Blonde On Blonde?

– Ja, det er rigtigt. Det var en stor oplevelse at følge det albums tilblivelse, men jeg holdt mig i baggrunden. Jeg ville ikke forstyrre.

Hvad var vendepunktet for dig?

– Well, det var da jeg for alvor fik hul på sangskrivningen og tilmed lærte folk som Willie Nelson og Roger Miller at kende, og det folk, der respekterede dem, var de folk, jeg hang ud med, da jeg kom til Nashville i første omgang. Jeg havde ikke på et eneste tidspunkt fornemmelsen af, at jeg spildte min tid eller var ved at ødelægge mit liv ved at satse på musikken. Det var meget hårdere for min familie; min kone, mit barn og mine forældre. De følte sig alle sammen fremmedgjort fra mig. Der gik flere år, før jeg kunne genoprette det forhold, jeg havde til dem, men af en eller anden grund var jeg bare så forelsket i den livsstil, man fører som sangskriver og udøvende kunstner, at jeg aldrig følte, at jeg var på forkert spor.

– Og da tingene endelig begyndte at gå den rigtige vej for mig, var det bare helt fantastisk. Lige pludselig havde Roger Miller indspillet en udgave af Me And Bobby McGee i 1969, og før jeg vidste af det, blev jeg tilbudt en rolle i en film med Dennis Hopper (The Last Movie fra 1971, skrevet og instrueret af Hopper, red), hvor jeg også lavede noget af musikken til, og pludselig skrev de om mig i Rolling Stone Magazine, haha! Det førte så til, at jeg fik en support-tjans for Linda Ronstadt, og det ene førte til det andet, og tingene tog rigtig fart.

Der er en ret legendarisk historie, om at du lander en helikopter i Johnny Cashs baghave for at give ham nogle af dine sange. Har den noget på sig?

– Haha, ja den er god nok. Det gjorde jeg, mens jeg stadig var i The National Guard, og historien er blevet fortalt på mange forskellige måder gennem tiden, men sagen var, at John ikke var hjemme, da jeg landede på hans ejendom – nærmest på taget af hans hus. Jeg efterlod ganske rigtigt en sang til ham, men det var ikke en, han nogensinde indspillede. Han har selv fortalt, at det var Sunday Morning Coming Down, jeg gav ham den dag, men det var det ikke. Han ville nok bare være sød ved mig.

Men efter at have haft en rigtig succesfuld karriere, begyndte det pludselig at gå den anden vej for dig. Hvad var grunden til det?

– Ja, jeg gik fra at have været med i nogle af de bedste film, der udkom dengang og fra at spille en masse koncerter til at ingen rigtig ville have noget med mig at gøre. Pludselig var det hele forbi efter, at jeg havde medvirket i filmen Heaven's Gate, der blev …haha, snigmydet fra flere forskellige sider. Derefter var det meget svært for mig at få noget at lave i en lang periode. Men jeg gav aldrig op, og med tiden kom jeg ovenpå igen.

Hvad tror du, der gik galt med Heaven's Gate dengang? Siden er den jo blevet rost, og flere nutidige anmeldere har kaldt den et mesterværk og betegnet dens grumme skæbne som en af de største uretfærdigheder i filmhistorien.

– Det, der gik galt, var at instruktøren Michael Cimino ikke adlød filmstudiet og brugte mange flere penge, end han måtte på filmen. Faktisk gik det studie, der lavede filmen, bankerot. Der var mange økonomiske faktorer i det. I dag ville det ikke være en særlig dyr produktion, men det var det dengang.

Ovenpå igen med Nelson og Cash

Hvad gjorde du i perioden efter nedturen?

– Det var jo lidt en stille periode, må man sige – rent arbejdsmæssigt. Mit ægteskab var faldet fra hinanden, men jeg brugte meget tid sammen med min datter. Filmindustrien holdt sig på behørig afstand af mig, og den karrierevej var blevet hevet væk under fødderne på mig, men jeg kom lige så stille ind i kampen igen gennem musikken, og jeg lavede Highwaymen-gruppen sammen med Johnny (Cash. red.), Willie (Nelson, red.) og Waylon (Jennings, red.), og så begyndte det lige så stille at komme tilbage. Har du i øvrigt hørt Willies nye plade, Heroes?

Ja, det har jeg. Den hører vi rigtig tit på GAFFA-redaktionen, når vi sætter bladet sammen. Den er fremragende. Særligt hans version af Pearl Jams Just Breathe.

– Den virkelig god! Måske den bedste plade han har lavet. Jeg er selv rigtig glad for sangen A Horse Called Music. Han har faktisk en ny plade på vej inden længe.

Allerede? Han udgiver virkelig plader hele tiden?

– Ja, det gør han. Det er meget imponerende. Han udgiver også en ny bog snart.

En selvbiografi?

– Ja, lige præcis. Han har allerede skrevet én, men nu har han lavet en ny. Jeg har ikke læst noget af den endnu.

Han er virkelig en produktiv fyr!

– Ja, hen er så. Og han er præcis den samme, han altid har været. Han er en virkelig sjov og kreativ person!

Men hvad med din egen selvbiografi. Sidst vi talte sammen, fortalte du, at du skulle til at i gang med at skrive den.

– Ja, det er rigtigt. Jeg er også så småt kommet i gang. Jeg har fået skrevet en del sider, men jeg har ikke rigtig fundet den form, jeg gerne vil have endnu. Det skrider fremad, og jeg kan godt mærke, at jeg er nødt til at få den skrevet i en fart, ellers ender det bare med, at jeg ikke kan huske noget, haha! Min hukommelse er, hvad navne angår, røget ud af vinduet, og jeg kan sagtens huske ting, der er sket for mange år siden, men jeg har tit svært ved at genkalde mig, hvad der skete i går, he he. Men indtil videre kan jeg stadig huske teksterne til mine sange, og jeg kan stadig spille gode koncerter, og jeg ser virkelig frem til Europa-touren.

Det er vi mange, der gør. Kommer vi til at høre nogle af de nye sange?   

– Ja, helt sikkert. Det europæiske publikum har altid været gode ved mig – næsten i hvert fald. Så jeg har også tænkt mig at gøre mit bedste.

Hvordan har livet på landevejen ændret sig for dig. Det er næppe det samme som for tyve år siden?

– For det meste har jeg min kone med og et par af mine børn, og så stiger vi på en bus og kører rundt gennem Europa sammen fra koncert til koncert. Det er en rigtig god måde at gøre det på.

Det lyder også hyggeligt. Og på scenen er det stadig kun dig, din guitar og din mundharmonika, ikke?

– Jo, og det er sgu lidt skørt, når man tænker på min stemme og mit guitarspil, haha! Men på en eller anden måde fungerer det rigtig godt.

Janis Joplin er favorit

Dine sange er blevet indspillet af over 500 kunstnere. Er der en udgave af et nummer, der betyder mere for dig end de andre?

– Det er svært at sige, netop fordi der er så mange, men det er også en af velsignelserne ved at være sangskriver; at man får lov til at høre dygtige kunstneres fortolkninger af sine værker. Hvis jeg endelig skulle vælge én, ville det nok være Janis' (Joplin, red.) udgave af Me And Bobby McGee, men der er virkelig mange, der har indspillet rigtig gode versioner af det nummer. Jeg er ikke nogen stor sanger, så det er virkelig fantastisk at høre mine sange sunget af folk, der kan noget specielt med deres stemmer.

Så du foretrækker andre kunstneres udgaver af dine sange?

– Ja, helt bestemt. Jeg kan altid høre mine egne versioner, men det er virkelig en fornøjelse at høre alle mulige fantastiske sangere synge mine sange, og det håber jeg da, at de bliver ved med.

Den levende legende giver koncert i Falconer Salen lørdag den 17. november. Køb billetter via GAFFA Live.