Nephew – Arkitekten og totalentreprenørerne

Nephew – Arkitekten og totalentreprenørerne

Se flere helt nye og eksklusive Nephew-fotos i GAFFAs gallerisektion

Efter en længere pause har de fem medlemmer af Nephew fundet sammen under samme tag igen, hvor kravet har været at bygge en følelsesbåret hjertestarter. Simon Kvamm taler ud om frygten for døden, forholdet til Gud og behovet for at være ham, der er chefarkitekten.

Det Nephew, man kender, er en stor folkelig fest, men når jeg lytter til Hjertestarter, tænker jeg ikke umiddelbart fest, men derimod ord som dyster, tænksom, tungsindig, pessimistisk, voldsom og alvorlig. Er det meningen, at det er det, man skal have ud af pladen?

– Nej, ikke alle de ord, du nævner, for jeg er ikke enig i dem alle sammen. Tekstmæssigt er der rigtig nok mere dysterhed og eftertænksomhed, så jeg vil give dig ret i, at det gør lidt mere ondt, når det skal gøre ondt, men samtidig synes jeg også, der er masser af håb. For mig er det faktisk blevet lidt en kærlighedsplade, så når der bliver sunget om kærligheden til Vesterhavet i titelnummeret, så er der masser af håb og lys og ikke pessimisme.

Men i netop Hjertestarter synger du jo "Kan ikke se noget, kan ikke høre noget, kan ikke bruge nogen, kan ikke være nogen, kan ikke li' nogen, kan ikke gi' nogen noget."

– Ja, men det er også helt klart en slukket sjæl, der synger det, og det er fordi, det er følelser, jeg går og roder med. Der er tidspunkter, hvor jeg ikke føler mig til stede og føler mig slukket og går igennem livet uskærpet. Men for mig er der en vigtig pointe i, at der i den sang præsenteres en vej ud af de følelser, så det ikke bliver en lang klagesang. For når jeg har mistet tændingen, så kan jeg godt finde den igen, så jeg ikke er efterladt druknende midt ude på havet.

På scenen har man altid set dig udstråle en skudsikker selvtillid, men tekstmæssigt virker du mere inderlig og selvransagende på denne plade – et modspil, der vel lidt svarer til den stærke jetjager, du har tatoveret på din ene arm og den sårbare fjer, du har på den anden arm. Kan de nye sange fremføres med samme selvtillid på scenen?

– Nej, det tror jeg ikke, de kan. De kan godt fremføres med samme lederskab, for jeg føler ingen trang til at smide megafonen. Jeg vil stadig gerne føre an. Men jeg føler ikke, at jeg hverken kan eller vil kommandere, som jeg før har haft tendens til. Jeg føler mere, at jeg vil vise mig selv mere nøgent frem. Jeg fik allerede en fornemmelse af, at det er den eneste måde at gøre det på, da vi spillede et par enkelte af de nye sange under sommerens Grøn Koncert-turné. Det handler nok mere om at ae med fjeren, frem for at blæse med jetjageren.

Kan man tale om, at du før var Satire-Simon, der spiddede samtiden og nu er Simon Sortsyn, som du kalder dig selv i Alt Er Hårdt, der spidder dig selv?

– Ja, det tror jeg egentlig er meget rigtigt set. Det har i hvert fald været lidt et credo for den her plade, at sangene er nødt til at være baseret på følelser. Før kunne en sang godt udspringe af en tanke som "det her er da en interessant observation eller en spændende tanke." Denne gang var det et krav, at sangene skulle baseres på følelser. Der har været sange, der var nok så gode, men er blevet sorteret fra denne gang, fordi de handlede om noget ydre.

På et tidspunkt havde du en sang i spil til denne plade, der hed Knausgård og handlede om Karl Ove Knausgård og dennes store autofiktionværk Min Kamp. Vil du sige, at tekstuniverset på denne plade er blevet din Min Kamp?

– Ja, det synes jeg faktisk godt, man kan, uden på nogen måde at sammenligne de litterære kvaliteter med Knausgård, som jeg synes er fuldstændig rystende god. Det, der er med Knausgårds værk, er måden, han folder et ganske almindeligt og på papiret småt liv ud, så det føles som det mest sindssyge drama med kæmpe opture og nedture. Også selvom man ikke bliver skilt, ryger på heroin eller gør ting, som ser vilde ud, så kan der godt være en voldsom og dramatisk kamp i det. Jeg har ikke tænkt det som, at jeg også ville lave min Min Kamp, men det er sgu nok det, jeg på nogle måder har gjort. For jeg har på alle måder følt mig meget ramt som modtager af bøgerne, og når sådan noget er bedst, har jeg følt mig meget set, af en, der også har det som mig, og det synes jeg altid er smukt, når kunst formår at ramme én på den måde. Så som læser er jeg blevet berørt, og som en, der selv prøver at skabe noget, har jeg garanteret også ubevidst taget den kæmpe inspiration med ind i mit eget virke.

 

Det er jo Gud for helvede

Du har de seneste år vedkendt dig til den kristne tro. Hvorfor har du haft behov for at finde Gud?

– Jeg ved ikke, om jeg har haft behov for at finde Gud, men jeg føler bare, at der er en Gud, og det har jeg altid troet på. Det, jeg har haft behov for at sige, og som folk er så bange for at sige, er ja, jeg tror på Gud. Og det er da en overvindelse at sige, for hver gang jeg siger det, er det som at sætte sig selv ud på en planke, hvor man er til fare for at blive set på som en, der er lidt barnlig og uselvstændig. For rationelt set kan du godt se, at der ikke er en Gud, for hvorfor var der så et holocaust, og er Gud så sådan en mand med hvidt skæg, der sidder oppe i himlen? Men jo mere jeg tænker over det, jo mere barnligt synes jeg, det er at spørge på den måde. For hvis en ikke troende forestiller sig, at det at tro på noget er lig med at tro på en julemand oppe i himlen, så kan man lige så godt stoppe med at snakke der.

– Der er rigtig mange, der siger, at de tror på noget større mellem himmel og jord, men det synes jeg er noget fis, for det er jo Gud for helvede altså, hold nu op! Det er ikke, fordi jeg lever et liv, hvor Gud eller kirken spiller en rolle, som er anderledes i forhold til mange. Det er juleaften, til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, jeg kommer i kirke, men det er også hjørnestenene i det at være kristen. For i min og vores form for kristendom er det ok, at nøjes ned at folde hænderne, når de store ting i livet sker. Det handler om at fatte, at vi som mennesker ikke er øverste autoritet og at vi hverken kan eller skal fatte alting. Er du egentlig på Twitter?

Nej.

– Okay, men på Twitter er der rigtig mange millioner mennesker, der følger Ricky Gervais (engelsk komiker, red.), for hvem det åbenbart er sindsygt vigtigt at tweete om, hvor stupide troende mennesker er. Og det er jeg sgu virkelig skuffet over, for alt hvad han har lavet er fyldt med rummelighed og dybde, men på Twitter er han godt igang med at blamere sig som et meget lille og nærmest bittert menneske, der i hvert fald ikke sprutter af fantasi og inspiration.

Men han er jo også bare en komiker, der godt kan lide at provokere, og det er blevet hans korstog at provokere nogle, der bliver meget nemt provokeret, nemlig de kristne fanatikere i USA. Han går efter chokeffekten, ligesom punkerne gjorde.

– Ja, det kan man så sige ja, men jeg synes bare ikke, der er så meget punk over at provokere indskrænkede mennesker og så samtidig inddrage alle os lidt mere reflekterede troende. Jeg synes da det er urimeligt, at jeg også skal rammes, når han kaster en spand lort i hovedet på en fundamentalistisk kristen i Texas. Det skuffende er jo, at han ender med selv at fremstå som en fundamentalist, og de er de værste, om de så står på den troende eller den ateistiske side.

Tit ser man behovet for religion opstå hos folk, der pludselig opnår alt det, de har drømt om, og i det øjeblik de har det hele, indser de, at den følelse egentlig er ret tom og derfor søger noget dybere eller rettere højere. Er det det, der skete for dig?

– Nej, det synes jeg ikke. Det handler ikke om, at nu er der ikke mere at søge efter, så nu søger jeg opefter. For mig handler det mere om tvivl, som altid har været der. Kristendommen er også den eneste religion, der levner det at tvivle en plads inde i religionen. Men jeg har altid haft tvivlen, usikkerheden, og dybest set er jeg bange for at dø. Så det er jo for fanden det, det hele handler om. Der er for eksempel en sang på albummet, der omhandler det emne, det er den, der hedder Åh Gud (Jeg Håber Du Holder Øje Med Mig), og som handler om, at jeg håber, at der er en, der holder øje med mig. For jeg har ikke lyst til det, der skal ske, når jeg bliver gammel, og jeg håber, at der er nogen, efter jeg ender i kisten.

Buddhisterne siger, at den, der frygter døden, ikke kan leve livet.

– Ja, det er da helt klart noget, der står i vejen for det at være til stede. Den nye sang Søndagsbange handler om dødsangst, for den utrygge følelse, der er om søndagen, minder om den evige nat, hvor man aldrig vågner. Og den følelse står da helt klart i vejen for at leve. Men så sker der ofte det, at så kommer mandagen, og lige så irriterende, som den kan være, lige så meget bliver man fyldt med en ny energi, og så kører man igen. Jeg har også tænkt over, hvorfor DR Drama er så stort. Meget af det er jo selvfølgelig, fordi det er så godt, men jeg tror også, en del af det kan tilskrives, at det giver en samling på lige præcis søndagen. Det er som et søm, som alle danskere holder fast i om søndagen, for ikke at ryge helt ned i depressionen.  

 

Den interne kamp om ideerne

I har fået fremstillet en videoportrætserie kaldet Fem Rum, og i filmen om dig fortæller du, at du har været i andre kunstneriske sammenhænge, hvor der blev kæmpet om magtfordelingen, og du nævner, at du ikke fungerede i det, og at resultatet ikke blev lige så godt, som hvis du selv havde bestemt. Hvilke projekter taler du om her?

– Der taler jeg om Angora, sådan som vi fungerede til sidst. I Angora havde vi en flad struktur hvor vi deltes om ansvaret for det kreative, og i starten var det mega frugtbart sådan at hive og slide i ideerne. Den her kamp for at få sine ideer igennem slog virkelig gnister og var på mange måder skyld i, at det der endte i fjernsynet blev så godt, som det blev. For det blev det! Men senere hen blev kampen mindre konstruktiv og mere noget der bare sled på os. Især Rune og jeg boksede med hinanden om at få kasketten som det man kunne kalde hovedforfatter.

Så til sidst var det ikke sjovt at lave noget, der var sjovt?

– Nej, til sidst var det fandme ikke. Vores venskab var sgu ved at ryge på det, men gjorde det heldigvis ikke. Mit problem var, at jeg syntes vi snakkede for meget og lavede for lidt. Rune var mere til at vende og dreje ideerne i skriveværkstedet, og han syntes jeg var for utålmodig. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det hele ville gå bedre, hvis bare vi gjorde som jeg sagde. Og sådan havde han det nok også. Men sådan fungerede Drengene Fra Angora bare ikke.

I filmen siger du også, at du gerne vil have ansvaret i Nephew. Er det ansvar noget, som de andre fire uden videre giver dig, fordi det i bund og grund er dit band?

– Nej, det er det ikke. Jeg vil gerne have ansvaret for sangskrivningen, det kreative ansvar.

Men så bliver det jo også dit udtryk.

– Ja det bliver det i forhold til sangene som arkitekttegninger, man kan bygge ud fra. Men det er vigtigt at understrege, at det er Nephews udtryk musikalsk. Når det ryger igennem Nephew... ja, nu vil jeg ikke sige maskinen, for vi har bevæget os væk fra at tænke det som en maskine, men når det ryger igennem Nephew-laboratoriet og får Kristians signaturmåde at spille guitar på, Sørens fuldstændigt no-bullshit-beat, Kaspers guldalder-bas, som René kalder det og Renés eget karakteristiske lydunivers – det bliver det først Nephew. Man kan sige, at jeg er arkitekten, men det er Nephew, der er totalentreprenørerne.

 

Banker i takt, som et hjerte

I pausen fra den sidste Nephew-plade har Simon Kvamm blandt andet haft travlt med De Eneste To, at være far, lave radio, indspille en film, drive Bremen Teater og være vært på P3 Guld. Har alt det gjort det sværere at vende tilbage til enheden Nephew igen?

– Nej, det synes jeg ikke, for det er ikke noget nyt, at jeg har haft andre ting at lave, og det har de andre i bandet jo også. Og når vi finder sammen, så vil vi gerne begrave os i musikken, instrumenterne og hinandens selskab. Nu er vi tre, der har familier, og det tager bare meget af ens tid. Og det gør da, at de bliver sværere at finde det hus, som de fem rum, som jeg ser os, gerne skulle være en del af. Men det lykkedes da at samles igen og banke i samme takt, ligesom et hjerte.

Har du nogensinde dårlig samvittighed over, at de andre fire skal gå og vente på, at du er klar til at hellige dig dem igen?

– Nej, jeg får ikke dårlig samvittighed, men jeg noterer mig da, at der er en sult hos de andre. Men under det hele ligger der for os alle en nødvendighed om, at der skal være nogle nye sange. For de er nødt til at være der, for at vi har noget at bygge på. Det er ikke noget, der kan skyndes på. Så jeg har ikke dårlig samvittighed, men jeg ved da godt, at vi er en mekanisme, der er speciel i forhold til, at vi er en gruppe, men det er mig, der skriver sangene.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA