Da Hans Vinding bragte os hjem til Loppen

Da Hans Vinding bragte os hjem til Loppen

Den har været i støbeskeen længe. Hos guitaristen John Teglgaard har ønsket været så brændende. Nemlig at få vennen og bandkammeraten Hans Vinding ud af glemslens mørke. Det må siges at være sket nu, hvor det gamle mesterværk Glem Det Hele dels blev genudsendt i digital form og blev fejret på selve hjemmebanen, det vidunderlige spillested Loppen på Christiania.

Hans Vinding og Hyldemor var synonyme med fristaden, både rent geografisk og mytologisk. Derude på vores helt egen mælkevej var Hans Vinding en af de helt store kulturbærere fra han lagde ud i orkestret Furekåben via Hyldemors Grønsaligheder og endelig Hyldemor, til tiden som gøgler og endelig til hans alt for tidlige død umiddelbart inden det nye årtusinde.

Du har måske hørt hans stemme på den berømte Christiania-LP fra 1976, hvor han sang om at komme ud af mørket og ind i det skinnende lys? Eller måske var du som undertegnede så heldig at danse sanseløs foran mageløse Hyldemor i storhedstiden mellem 1978 og 1982. For det var et magisk orkester, båret frem af Hans' vidunderlige tekster, tæft for de gode melodier og et orkester, der bestod af en særdeles fantasirig rytmegruppe i form af norskfødte Thor Mathiesen på bas og den dengang allestedsværende trommeslager, Jens Breum, samt dertil et særdeles intenst spændingsfelt mellem den ferme guitarist John Teglgaard og Steen Claësson, som med udgangspunkt i Velvet Underground og John Cale og medlemskab i grupper som Burnin' Red Ivanhoe kørte et violinspil af, som ikke har set sin mage på dansk grund. Samt i forgrunden Hans selv, nærmest undseelig i fremtoningen, men alligevel med en forunderlig evne til at trække opmærksomheden til sig.

For rigtigt mange i de år var det band vores store hemmelighed. Vores Steppeulvene. Orkestret som leverede syregrøn magi hver gang.

Og nu var vi der igen. På Loppen foran orkestret med alle svarene på hånden. Mens Hans Vinding og Thor Mathiesen, som begge har forladt denne jord, nærmest svævede over det hele, opførte de tre tilbageværende medlemmer sammen med solister som Thomas Negrijn, Lorenzo Woodrose, Frede Fup, Helle Vibeke Riiskjær-Steffensen og andre hele pladen og en lang række af de klassiske Hyldemor-numre. Foran en klub fyldt til bristepunktet med et dansende hele, en psykedelisk drøm af en menighed, som vendte tilbage til ønskebrønden og kunne konstatere, at alle svarene endnu engang blev givet.

For det blev en massiv aften på denne lørdag på Loppen.

 

Tung arv fra Hans

I typisk Loppen-stil måtte vi vente en rum tid, før bandet gik på. Jokes fløj gennem luften. Der blev skålet. Ved udgangen og nede foran Loppebygningen samledes rygerne. Det duftede krydret autentisk. Ved et bord foran scenen sad Hans' to brødre og søsteren Karen, som også har været massivt med i det der er blevet til udgivelsen af Glem Det Hele. Ligesom hun for undertegnede – som skrev det essay, der følger med udgivelsen – var uvurderlig med sin indsigt, som hun også var det dengang jeg skrev Hans' nekrolog i Politiken. For selv om jeg kendte Hans og arrangerede en koncert med dem som booker i en klub i Lyngby, var der stadig så mange detaljer i historien, som især Karen Vinding og John Teglgaard var uhyre behjælpelige med. Jeg kan ikke takke de to nok.

Og så gik orkestret på. Anført af en gråsprængt John Teglgaard samledes de, og i stil med The Band opførte de den første sang, "Alt For Meget At Gøre" på en måde, hvor hvert medlem sang sit vers. Det var omgående flot, som ærede de den stemme vi kender, og som evigt er forstummet. Blandt dem var Jens Thorning Hansen, oprindelig guitarist fra Hyldemors Grønsaligheder, som skulle vise sig at på vanligt lavmælte vis at være særdeles driftsikker gennem hele nattens udskejelser. Og så var det tid til første solist, eller mikrofonsanger, som Jens Breum – der aldrig har været bange for at ytre sig – sagde med vanlig humor. Hvorefter Thomas Negrijn – kendt fra blandt andet Simcess – gik på og gik i kast med selve titelsangen. Han ville synge de næste sange også, men endnu var bandet ikke helt på plads, selv om det for alvor blev flot på 8 + 8 = 16, som Thomas sang flot og hvor hans tydelige fortolkning sad lige i skabet.

Derefter gik det derudad. Nu kørte sangene og mange i publikum sang med, ikke mindst da Helle Vibeke Riiskjær-Steffensen gik på og sang Lysene Tændes. Helle Vibeke var sanger og violinist i Hyldemors Grønsaligheder, og kendte Vinding særdeles godt, blandt andet var de to på turné i Irland. Og med hendes foredrag indtog magien for alvor scenen. Ligesom vi ude ved scenekanten så Ida Klemann stå. Denne gamle Bifrost-sangerinde sang med på nummeret på "Glem Det Hele", og hun lovede efterfølgende undertegnede, at ved fremtidige koncerter med Hyldemor ville hun træde til. Men Helle Vibekes version var lavmælt og meditativt magisk. Derefter var der åbnet op for boksen med tryllestøv og kom en særdeles spændende fortolker på i form af Lorenzo Woodrose.

Lorenzo Woodrose har i adskillige år sunget en mestersangen "Den Gennemsigtige Mand" med sit orkester, Spids Nøgenhat, og det fik han altså også gjort så det forslog på denne aften. Han har respekten og musikken helt inde under huden, og jeg nød hans version af sange som En Mand Er Landet og WauWauPedalens Fodtur Gennem Universet, som begge var fra kassettebåndet Lysene Tændes med Hyldemors Grønsaligheder. En raritet som der i øvrigt arbejdes på en genudgivelse af.

Det blev et første sæt af de helt sjældne, hvor orkestret fyrede alle esserne af. Men som det er indenfor magien, var der flere oppe i ærmet, og de kom i det lange andet sæt.

 

Christianshavnerfest

Hvor første sæt var dedikeret pladen Glem Det Hele, var det det enorme bagkatalog af sange, vi også kender fra de to liveplader, der er blevet udsendt med det oprindelige orkester. Ligesom vi fik nogle af de sange, som andre kunstnere fik fra Hans eller som han skrev med andre. Eksempelvis gik Christianshavnerdrengen Frede Fup på og gav en vidunderligt svajende udgave af Lone Kellermann-hittet Spring Ud, og vi fik også den prægtige En Solløs Morgen, som Hans i sin tid skrev sammen med vennen Tom Lundén fra Bifrost.

Hele vejen igennem spillede orkestret, så det ikke var til at se, at nogle af dem havde taget en lang pause fra scenen. Ligesom det var en fornøjelse at se, at lokale folk såsom Hans' nære venner. Niels "Pind"Pedersen på sax og det gamle Furekåben-medlem, Mikkel Bayer, gik på og supplerede Steen Claësson på violin. Til en musikalsk rejse tilbage i tiden, der var lige så relevant i nuet som den var dengang musikken blev til. Og som meget passende sluttede med perlen, som altid fik de forklarede blikke frem i øjnene på os fans, når vi skrålede med på de legendariske linjer: "Vejen frem er åbenbar / intet ondt fordrives med magt / alle kanter slibes runde / i pagt med livets takt / ingen er bedre end dig nu / nej ingen er bedre end dig nu / hallo, hallo frøken, kan De give mig nummeret på jorden/ er der frost på ledningen eller hvad er der galt?".

Man må håbe, at denne koncert er en ny begyndelse. At orkestret ser, at så mange havde savnet dem så længe. Og at de er det, vi siger, de er. Nemlig et magisk orkester, som bærer på en arv, der på en gang er tung og let. Og som på denne aften fløj over det hele. Arven fra mageløse Hans Vinding.

Vi glæder os til næste gang.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA