Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Interview / Lørdag d. 02-03-2013 kl. 09:00

Mads Langer – Det sene gennembrud

Efter langvarig talentstatus har Langer brudt grænsen og er rykket op i musikkens superliga. En position, han nu forsøger at udbygge med et nyt, mere ”moderne” popalbum i handlen.

GAFFA | Af Henrik Tuxen
Lørdag d. 02-03-2013 kl. 09:00
Foto: Michael Boe Laigaard (www.michaelboe.com)

Det, at ens turné er udsolgt på forhånd, det gi'r sgu noget ro på bagsmækken, det må jeg sige. Hver gang jeg har udgivet et album, har jeg tænkt "gad vide hvor mange der egentlig kommer til at høre det". Denne gang ved jeg i hvert fald, at der er mange, som kommer til at høre sangene live. Men det er næsten ikke til at forstå, jeg er taknemmelig og ydmyg. Jeg føler det som en kulminationen på et uddannelsesforløb, og det at det ikke er noget, der er kommet "overnight", da jeg var helt ung debutant, gør, at jeg meget bedre er i stand til at nyde og sætte pris på det.

Mads Langer har brudt den usynlige grænse, som de fleste drømmer om, men få formår. Nu klar med sit fjerde fuldlængde-album – plus to ep'er og en extended genudgivelse i bagagen – står han på karrierens hidtidige højdepunkt. Han har ikke altid væltet sig i succes, har haft sine kritikere, men genudgivelsen af 2011-albummet Behold – med bonustracks fra skibonittens medvirken i tv-serien Toppen af Poppen – solgte så godt op til julen 2012, at Behold nu samlet har solgt op mod 60.000 eksemplarer.

Den nævnte danmarkstur, der tæller over 30 job, heriblandt tre aftner på Store Vega, er for længst udsolgt. Lidt af en tur for den 29-årige spillemand, der som debutant for omkring syv år siden kunne spille for seks mennesker i Vejle, og som efter bruddet med Copenhagen Records i 2009 drog mod vest, nærmere bestemt London, og på bedste gademusikant-maner optrådte for beskedne skarer på byens caféer og mere ydmyge spillesteder. Inden krokodilletårerne vælter ud af øjenkrogene, skal det tilføjes, at Langers første plader faktisk har solgt ganske pænt, og at Englandsopholdet kickstartede en habil karriere uden for landets grænser.

Alligevel er det et markant ryk, som den sympatiske sanger har taget inden for de seneste par år. En af årsagerne er Langers enorme produktivitet. Han estimerer selv at have skrevet i omegnen af 500 sange, for eksempel blev kun én ud af 35 skrevet i USA i 2012 brugt på den nye plade. Men det, der for alvor satte gang i maskineriet, var en coverversion af Olives 90'er-dance-hit You're Not Alone. En opgave på opfordring fra P3, der blev løst på en eftermiddag. En udpræget venstrehåndsopgave, der endte med at indbringe Langer et markant internationalt hit. Den blev en landeplage herhjemme og lå blandt andet seks uger i træk som nummer 1 på den officielle hitliste i Italien. Næste hit var på dansk.

GAFFA møder en glad og afslappet Mads Langer dagen efter en mindre ferie i Thailand, oven på et hektisk indspilningsforløb, og han ved udmærket godt, hvad Overgi'r Mig Langsomt og relationen til Sanne Salomonsen har betydet for hans status herhjemme.

 

Ind i de danske stuer

– Det var oprindeligt en sang, jeg skrev til Sannes første album efter hendes sygdomsforløb (livstruende blodprop i hjernen i 2006, red.). Jeg snakkede med hende om hendes første møde med sin søn, da hun kom til sig selv på hospitalet efter ulykken, og det er temaet for sangen. Sanne sang den på albummet Unico, og da vi havnede i det samme tv-program, Toppen af Poppen, var jeg ikke i tvivl om, at det var den sang, jeg skulle spille, da opgaven var at fortolke Sannes sange.

Historien er veldokumenteret. Mads røg ud af flippen, gik totalt i stå – hvilket han efterfølgende fortrængte – og blandt tilhørende sad vennen og kollegaen Sanne og kiggede dybt i glasset, Nabiha græd, og generelt var der ikke et øje tørt. Ikke på skærmen og ikke hos store dele af den brede befolkning. Mads kan noget med de store følelser og noget med at få hjerterne til at banke, og effekten af  Sanne-seancen udeblev ikke. Direkte nummer 1 på iTunes, et nummer, der byggede bro over generationer og ganske enkelt et kanonhit for Mads Langer.

– Når jeg ser på, hvor jeg står i dag, ved jeg da godt, at hele forløbet omkring Overgi'r Mig Langsomt har været det, der for alvor har givet mig et ryk op ad stigen. Jeg tror pludselig, jeg var klar til at komme ind i de danske stuer for alvor. Ud over mit venskab med Sanne betyder sangen også noget særligt for mig, da det er første gang, jeg for alvor har skrevet på dansk. Og det giver smag for mere. Jeg kommer til at lave et dansksproget album en dag, det kan jeg mærke.

 

Tretrinsraket

Indtil videre går det dog ganske fint på engelsk, og selvom Mads – som han selv udtrykker det – muligvis til sin managers fortrydelse ser Danmark som sin første prioritet, er der lagt i kakkelovnen til en karriere langt ud over vores beskedne 44.000 kvadratkilometer. Mads' benarbejde på udebane er ikke gået upåagtet hen.

– Det endte med, at jeg fik en international kontrakt med Sony, som i praksis bliver koordineret mellem Stockholm, København og London. Tanken har været at lancere en tretrinsraket, hvor Behold var første skud på affyringsrampen. Først havde jeg en manager, der fulgte mig i tykt og tyndt, vi har sluttet samarbejdet uden konflikt, og nu har jeg fået en ny personlig manager, Kevin Lawrie, bosat i New York, der tidligere har været international chef for Sony i Europa. Det gør, at han har en enorm erfaring og gennemslagskraft, og så forstår han også, hvor vigtigt et territorium Danmark er. Han forstår mig som menneske og som artist og er en helt central spiller i min personlige og professionelle udvikling. Jeg er rigtig glad for det set-up, jeg har, fra manager til afdelinger af pladeselskabet i forskellige lande, bookingbureauer og alle de spændende, kreative mennesker, jeg får lejlighed til at arbejde sammen med. Jeg har det, som om jeg spiller for Real Madrid.

 

På farten

Minutter før disse ord finder vej til skærmen, har "kongeklubben" tabt på selvmål af Ronaldo til bundproppen Granada ("det er genialt, det der"), men det er nok ikke lige det, Langers metafor er møntet på. Næste skud på stammen er nu på vej ud til masserne, og her har set-uppet været fremadrettet og professionelt og har sendt Mads rundt omkring i verden.

– Jeg er altid meget på farten og har vel i snit omkring 200 rejsedage om året. Det er blevet en livsstil, som jeg egentlig befinder mig meget godt med. Jeg bor i København, tæt på venner og familie, og det hjælper mig til at slappe af og finde ro. Men jeg elsker at møde andre kreative personer, at samarbejde på kryds og tværs og alle mulige steder. Denne gang har jeg været længe i USA, hjemme i lejligheden i København, indspillet og komponeret i et sommerhus på den jyske hede og andre studier i Danmark, været i London og specielt meget i Stockholm. Det har været en rigtig god proces, og jeg har brugt lang tid på at komme frem til det endelige resultat og har haft en række gode legekammerater til at hjælpe mig undervejs.

 

In These Waters

Albummet har fået titlen In These Waters og er en naturlig forlængelse af Langers løbebane, men også et album, som på mange måder åbner nye døre. Man tager ikke tvivl af sangerens inderlige, kraftige og følsomme vokal, men albummet er generelt mindre retro end på tidligere udgivelser. Det samlede resultat er mere kompakt og elektronisk end før, og i enkelte sekvenser er det lige før, man tænker på David Guetta (en reference, Langer selv sagtens kan se), men det er også et album, der kommer ud i mange forskellige kroge, strejfer omkring soul, folk og rock og bruger instrumenter som cello, blæsere og banjo undervejs.

– Jeg har selv studeret musikhistorien intenst og er klart rundet af artister som Beatles, Dylan og Joni Mitchell, men der er også en masse andre ting, der interesserer mig. Jeg faldt ret kraftigt for Coldplay, Damon Albarn er lidt af et forbillede, og så er jeg i stigende grad inspireret af der, hvor ikke mindst den elektroniske musik er på vej hen. Artister som Grizzly Bear og James Blake, Frank Ocean, Bon Iver og The Shins har fat i noget virkelig fedt, og soundtracket til Drive har inspireret mig meget. Jeg har ønsket at prøve kræfter med nogle mere elektroniske og "moderne" produktioner, samtidig med at der er flere afstikkere til mere organiske elementer. Her har jeg haft et superfedt samarbejde med den svenske sangskriver- og producer-duo SeventyEight (læs: Svante Halldin og Jakob Hazell, red.). De er mest kendt for elektroniske pop- og danceproduktioner og ligger for tiden nummer to på Billboards dance-hitliste med artisten Kerli. De er et af de helt varme navne lige nu, men det, der gør dem særligt interessante er, at den ene har en baggrund som jazz-trompetist og den anden har spillet og er dybt forankret i rock som Nirvana og Muse. Det giver dem en helt særlig spændvidde, og de er derfor superfede at arbejde sammen med. De har en helt central rolle i forhold til det færdige resultat.

 

Det går ufatteligt godt

Ja, det går jo så godt, at det næsten er kedeligt. Hvad med alt det lort, vi andre går og roder med, preller det bare totalt af på "the boy wonder"?

– Selvfølgelig ikke, jeg oplever livets op- og nedture som alle andre. Jeg tror bare, at jeg er god til at bevæge mig videre og ikke dvæle unødigt længe ved det, der er ubehageligt og deprimerende. Så længe jeg har min guitar, mit klaver og min stemme, behøver jeg ikke så meget mere.

Nå, men at finanskrisen udhuler den i forvejen forpinte musikindustri, plaget af pirateri, digital downloading, hvor specielt det yngre segment af befolkningen ikke kunne drømme om at bruge skillinger på noget så afdanket og gammeldags som en fysisk cd, men nærmere handler ud fra devisen, at musik er et gratis forbrugsgode, kan vi vel blive enige om. Så må musikerne reklamere for TDC, dømme i televiserede talentkonkurrencer, "Spise med Price", eller hvad de nu kan støve op for at få lidt mønt på kistebunden. Men sådan ser (musik)verdenen ikke ud i Langers optik, han er ligefrem noget så opsigtsvækkende som optimist.

– Spotify har kørt i fem år længere i Sverige end i Danmark. Og det kvartalsregnskab, der kommer ud for den svenske musikindustri nu, er det bedste siden år 2000. Hvis du er til en fest i Sverige, er det totalt "yt" at køre en version med reklamer, alle har Spotify Premium, og hvis den samme udvikling for alvor tager fat i Danmark, ser det rigtig godt ud. Desuden befinder vi os i en enormt kreativ tid, hvor behovet for at udtrykke sig musikalsk nærmest er større og mere varieret end nogensinde før. Så betyder den lette tilgang gennem streamingtjenester, YouTube og så videre, at folk har meget lettere ved og har vænnet sig til at være nysgerrige, spontane og tjekke en masse forskellige ting ud. Tidligere skulle mange høre et radiohit 20 gange, før de var overbeviste om at investere i cd'en. Den seneste udvikling gør, at en masse nicher og genrer har langt bedre chancer for at overleve, få et publikum og udvikle sig.

Her på falderebet tager overtegnede ja-hatten på og satser på, at Mads har ret. God vind for Langer og musikken i det hele taget fremover.

 

Mads og damerne

Mange kvinder, høj som lav, har ikke været helt upåvirkede af Langers inderlige vokal, velkomponerede sange, sympatiske udstråling og drengede charme. To af dem har spillet en særlig rolle i Mads' kreative virke. Den ene er 18, den anden 57. Den første har vundet landets mest omtalte sangkonkurrence, den anden er det tætteste, man kan komme på en institution i dansk musikliv. Vi tager ungdommen først.

Ida

Langer lægger ikke skjul på, at det ultimative drømmescenarium ville være en duet med Adele, men det må i givet fald blive ud i fremtiden. Men der er bestemt også gode damer i Danmark. Mads ved ikke engang, hvad hun hedder til efternavn, men X Factor eller ej ser han vinderen af konkurrencen anno 2012 som et talent, der ikke er til at komme uden om. Interessen har ført til et samarbejde og en duet, der er endt som titelnummer på hans nye album. GAFFA fangede Ida på telefonen midt i en travl tid, hvor hun er ved at lægge sidste hånd på sit eget debutalbum.

– Samarbejdet med Mads var rigtigt spændende og meget produktivt. Vi mødtes i et studie i Aarhus, og dybest set satte vi os ned og skrev og færdiggjorde arrangementet på sangen på en dag. Senere indspillede vi den ret hurtigt i København. Mads var rigtig sød og rigtig let at arbejde sammen med, det hele gik meget smertefrit.

Blev du nervøs?

– Nej, jeg bliver ikke så let nervøs, jeg tager tingene meget afslappet, om det så er X Factor, færdiggøre gymnasiet, lave soloplade eller arbejde med en fyr som Mads. Det var en rigtig god oplevelse, og vi har snakket om, at jeg skal med på nogle koncerter og synge duet med ham. Det glæder jeg mig til.

 

Sanne

Der er tætte bånd mellem 29-årige Mads Langer og den 28 år ældre legende Sanne Salomonsen. Ud over stor respekt for hendes kunstneriske virke – han var kæmpe Sneakers-fan som barn – er Langer ikke bleg for at kalde hende en ven for livet. GAFFA fangede hende midt i prøverne på genopsætningen af Hair på Østre Gasværk. Det var den forestilling, der kickstartede hendes karriere som 15-årig, og nu står hun som stjernen på sættet igen mere end fire årtier senere. En forestilling, der bunder i hippieværdier, som hun tror fuldt og fast på, dengang som nu, og der er også masser af "peace, love and understanding" mellem hende og Mads Langer. En relation, der som nævnt startede i perioden efter den blodprop i hjernen, der satte nationalikonets liv på "stand by" for efterhånden syv år siden.

– Mads var en af dem, der forstod min situation bedst dengang. Overgi'r Mig Langsomt betyder utroligt meget for mig, og jeg synes, at det er fantastisk, at en sang, som jeg oprindeligt har sunget, er den, der for alvor har "breaket" ham i Danmark. Ingen fortjener det mere end ham, han har hele pakken. Han kan synge, han kan spille, han kan komponere, han kan performe. Han er en stjerne og en, som pigerne falder for. Vi er lidt som storesøster og lillebror, jeg er jo en gammel ræv, og Mads ved, at han altid kan komme til mig, hvis der er noget, han er i tvivl om, selvom han er typen, der kan det hele selv. Han har en smuk form for melankoli, og så rammer han folk i hjertet. Jeg synes, han er det største talent, vi har haft herhjemme i mange år, og det er godt at se, at når man har med sådan et talent at gøre, så opdager danskerne det, så er der et publikum. Overgi'r Mig Langsomt ramte mig så stærkt, at jeg ikke selv kunne synge den live, jeg tudede hele tiden, men nu glæder jeg mig til at integrere den i min live-optræden fremover. Jeg har Mads i hjertet, kommer til at se ham resten af mit liv, og vi kommer helt sikkert til at lave noget sammen igen en dag.

 

 

Tip en ven
2 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Arh, ligefrem superliga??

Mon ikke mere det er noget i retning af Danmarksserien?!
0
#1: Woooow, hvor er du bare edgy

Log ind for at kommentere.