Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S

Rasmus Walter: Jeg er først lige begyndt

Rasmus Walter er i gang med den svære toer for anden gang. Hvor Grand Avenue måske aldrig helt fik forløst potentialet, fik han en flyvende start som dansksproget solist. Et spor, den nybagte far nu fortsætter ud ad.

GAFFA | Af Henrik Tuxen
Søndag d. 03-03-2013 kl. 09:00

Det engelsksprogede, melankolske poporkester Grand Avenue, der tidligere skulle erobre verden, ligger for tiden på vågeblus. Frontmand og komponist Rasmus Walther har fundet andre græsgange.   

– Jeg er et helt andet sted i dag. Synger på dansk, er blevet solist, klar med mit andet soloalbum, i nyt parforhold og nybagt far til en søn på fire uger.

GAFFA møder Walter i hans nye lokalområde, Vesterbro, får nappet lidt kaffe og danskvand, får taget et billede i den trendy tøjbutik Emmalu på Istedgade og får gjort status over nu mere end et årti i musikbranchen på godt og ondt. Han virker glad og tilfreds, der er kommet lidt sølvstænk her og der i de 34-årige lokker, men ingen tvivl om at han stadig er en flot fyr – og "hey", når ens yndlingsfilm er The Big Lebowski, kan man sgu ikke være en helt skidt fyr.

Forfra

Da Grand Avenue kørte på sit højeste, så det – i hvert fald for omverdenen – ud som, at de helt store internationale kanoner var kørt i stilling. Rasmus stod med ikonisk, international model-kæreste og i front for et band, der blev bakket op af popambassadører fra den absolutte verdenselite, men da han nogle år senere sprang ud som dansksproget solist, var det under anderledes ydmyge forhold.

– Min tvillingebror Anders overtalte mig til at skrive en sang på dansk til en tegneserie, han havde gang i. Det blev til "Det Stille Angreb", og det var Anders, der efterfølgende sendte den ind til mit pladeselskab, der sagde: "Hvorfor fanden har du ikke fortalt os, at du havde det i dig før? Kan du lave 10 sange på det niveau, så er vi klar på at udsende debuten". Jeg kom så småt i gang live og sad ene mand på scenen med min guitar som support for Søren Huss, vi sprang lidt ud på dansk samtidigt. Grand Avenue har tidligere supportet Saybia i udlandet, så vi har noget historik sammen. Det var helt anderledes, men det var fedt, jeg følte, at jeg havde fat i noget.

Hul igennem

Og den holdning var han ikke ene om. Det selvtitulerede album så dagens lys i 2011. Rasmus var ved udgivelsen glad, hvis der blev langet 500 eksemplarer over disken. Et tal der bevæger sig hen mod de 10.000 i dag, og udover godt med airplay og generel succes, kunne  den nyudklækkede solist afslutte året med den fjer i hatten at kunne melde udsolgt i december i Store Vega.

Og hvis optakten på anden ombæring fortsætter, som den er startet, ikke kun fastholder, men øger Rasmus Walter den succes, som debutalbummet mere end indfriede. Første single, Endeløst, fra album nummer to, der har fået titlen "Lige Her, Lige Nu", var ikke kun Ugens Uundgåelige i november, men blev sammen med Turboweekend stemt ind som Årets Uundgåelige 2012 af P3's lyttere. Ikke helt uden opfordringer til fans på Facebook indrømmer Walter med et smil, men alligevel et pejlemærke, der tegner godt for det videre forløb. Som solist forfølger han en tone, der er mere poppet i lyden end de seneste udspil med Grand Avenue.

– Det er nok der mit snit ligger. Jeg havde også skrevet det meste materiale til den første Grand Avenue-plade, der var mere poppet end de senere, som mere var et fælles projekt. Det er så kommet mere til udtryk igen, nu hvor jeg synger på dansk, men jeg tilstræber, at det ikke skal være banale hjerte/smerte sange, men noget der både er relativt let tilgængeligt musikalsk og så har en vis tekstmæssig dybde. Så kommer jeg nok ikke uden om, at der altid er vis portion melankoli i min stemme og i mit udtryk i det hele taget.

No teens

Har du fornemmelsen af at have et stampublikum?

– Det er meget svært at sige, men det, jeg laver, er ikke rettet mod teenagere. Jeg er ikke purung længere, og det afspejler også, hvad jeg skriver om. Jeg prøver at lave sangene rimeligt åbne, så man kan læse sine egne historier ind i dem. Teksterne reflekterer, hvad jeg selv har oplevet, hvor jeg står i mit liv i dag, og hvad jeg ser og oplever, at folk og venner på min egen alder – plus, minus – er oppe imod. Det er tanker og refleksioner omkring tvivl, frustrationer, og mange af de svære valg og følelser, der hører voksenlivet til. Det føles meget mere personligt at skrive på dansk, folk lægger mærke til og relaterer til ordene på en helt anden måde end på engelsk. Du kan se det med en fyr som Rasmus Seebach. Man kan mene om ham, hvad man vil, men der er ingen tvivl om, at han kommunikerer 100 procent med sit publikum, og at det er hudløst ærligt. Selv har jeg haft det som om, der har været meget mere på spil. I starten føltes det, som om jeg lige så godt kunne have gået nøgen ned ad gaden. Men det er som, det hele tiden har ligget og ulmet, der var bare en eller anden, der skulle komme og give mig et skub.

Du er lige blevet far, er det afspejlet i dine nye tekster?

– Nej, sangene er skrevet, inden han blev født. Men det er nok helt sikkert noget, der kommer til at influere, hvad jeg kommer til at lave fremadrettet.

Så der kommer mere fra dig?

– Ja, det regner jeg helt sikkert med. Jeg synes, jeg er kommet ind et sted, hvor der er mere at tage fat på. Jeg har det som om, jeg først lige er begyndt. Så oplever jeg det som et kæmpe privilegium at få lov til at starte forfra en ekstra gang til. Jeg udsender nu den svære toer for anden gang, det er en fantastisk følelse. Jeg må sige, at jeg generelt har det ret godt, og føler at jeg har fundet min musikalske plads. Jeg har altid fornemmet, at jeg havde et soloalbum i mig, men havde troet at det ville have blevet mere rendyrket singer-songwriter. Sådan lidt Teitur-agtigt end det er blevet. Den 1. december 2012 var det 10 år siden, jeg sagde mit vuggestue job op. Siden har det været musikken, og det føles sgu godt.

Men Grand Avenue anno 2013 er en død sild?

– Vi er stadig rigtig gode venner og ses privat. Professionelt holder vi pause på ubestemt tid, men det bliver i hvert fald aldrig fire knægte, der skal ud og erobre verden igen.

Rullesten

Walter bekender kulør som popdreng med kant, men når den helt store inspirationskilde skal kåres, er det hverken Michael Jackson eller Madonna, der tager prisen.

– Stones er de største for mig, det er der ingen tvivl om. Ingen over og ingen ved siden af. Jeg var hos min far hver anden weekend som knægt, og jeg faldt over dem i hans pladesamling. Det er specielt Jimmy Miller (producer, red.) perioden fra ca. 68-74, hvor Mick Taylor var med som guitarist, og de udsendte plader som Beggars Banquet, Let It Bleed, Exhile On Main Street og Sticky Fingers. Det er rygraden og fundamentet, dem slipper jeg aldrig. De har hele pakken, drengerøvsattituden, mytologien, sangene og pladerne.


Jeg ville ønske for alle, at de havde en tvillingebror

Er der to, der holder sammen her i verden, er det tvillingebrødrene Rasmus og Anders Walter. Sådan har det været, siden de unge lømler lavede rav i den i boligkomplekset i Højbjerg.

– Det var nok lidt hårdt for min mor at være enlig forælder til to unge knægte, der lavede ballade og begyndte at ryge den fede som 12-årige. Mange, som ser mig i dag, kan ikke rigtig forstå, at jeg var lidt af en rod dengang. Men vi fik måske løbet hornene af os tidligt, og så var vi nok altid i besiddelse af en vis portion fornuft, så vi aldrig for alvor var i fare for at ryge ud over kanten. Men det har altid været, og er fortsat, fantastisk at have en tvillingebror. Vi ved altid, hvor vi har hinanden, forstår hinanden, har den samme åndssvage humor og har altid holdt sammen. For udenforstående ser vi nok ret ens ud, men folk, der kender os, kan godt se forskel. Vi har aldrig rigtig lavet numre som at prøve at snyde kærester eller skolelærere, men bliver tit slået i hartkorn. Hvis Anders har gjort et eller andet, kan jeg let få skæld ud fra anden side, ud fra tanken at "så kunne du helt sikkert sagtens finde på at gøre det samme". Professionelt har han stået bag alle mine videoer, og det at han blev far i 2011, har da helt sikkert inspireret mig i forhold til selv at stifte familie. Jeg ville ønske for alle, at de havde en tvillingebror.

Følg Rasmus Walter tryk på hjertet

Hvem topper den danske hitliste?
I dag, kl. 10:46 (nyhed)

Følg Grand Avenue tryk på hjertet

Walter nomineret til Oscar
16-01-2014 (nyhed)
Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.

GAFFA Shop

Walter, Rasmus: Lige Her Lige Nu
TILBUD: 139,00 kr. 49,00
Køb på GAFFA Shop
Walter, Rasmus: Lige Her Lige Nu (Vinyl)
Kr. 169,00
Køb på GAFFA Shop
Walter, Rasmus: Lige Her Lige Nu Dlx.
TILBUD: 139,00 kr. 99,00
Køb på GAFFA Shop
Walter, Rasmus: Rasmus Walter
TILBUD: 139,00 kr. 49,00
Køb på GAFFA Shop
Walter, Rasmus: Rasmus Walter (Vinyl)
Kr. 169,00
Køb på GAFFA Shop
Grand Avenue: Place To Fall
TILBUD: 139,00 kr. 49,00
Køb på GAFFA Shop
Grand Avenue: Place To Fall (Vinyl)
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop