Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Turnédagbøger / Tirsdag d. 05-03-2013 kl. 16:33

Sylvester Larsen – studiedagbog del 2

Singer-songwriterens producer Johnny Stage skriver dagbog fra studiet

GAFFA | Af Johnny Stage
Tirsdag d. 05-03-2013 kl. 16:33
Foto: Johnny Stage

Se flere fotos fra indspilningerne i GAFFAs gallerisektion

GAFFA-dagbog i 4 afsnit om indspilninger af Sylvester Larsens 4. soloalbum
Musikere : Sylvester Larsen (vokal,keys) Kenni Andy Jørgensen (trommer) & Jon Pold (bas) Johnny Stage (producer)
GAFFA-dagbog og fotos: Johnny Stage.

Nu går våren gennem Nyhavn:

Mandag d. 4.3. Fantastisk forårsdag, og så skal man oven i købet sidde ikke bare inden døre, men også dybt under jorden i et studie klos op ad Nyhavn, hvor det om ganske få timer vrimler med kåde pigebørn og turister i lårtykke stråler. Jeg møder Sylvester og Jon på en fancy café i Store Strandstræde, hvor vi lige skyller hals i et par glas Cava, før vi skal lave kunst. Trommeslageren Kenni ankommer i sin ex-pejlevogn med sine "over size" trommer. Det skal nævnes, at han havde en særdeles god opvækst på Ærø og fik rigeligt at spise. De fleste raske knægte på den ø vokser op og bliver enten sømænd eller fiskere, men denne "Barberens søn" skulle altså spille på tromme. Da Kenni som ganske ung i grunge-rockens stygge indtog i start-90'erne drog mod København for at slå på trommer, var det ikke muligt at få trommer store nok, og han har siden hen nedslidt adskillige specieltbyggede "over size" trommesæt.

Det var Nyhavn, han slog sig ned i, og kvarteret er stadig så meget hans, at han har regning på samtlige beværtninger og fri adgang til Linse Kesslers "Redlight Copenhagen".

Two-two, one two.... :

Det er altid spændende at være på udebane i andres studier. Her skal virkelig balanceres på know-how og gear-snak. Lidt ligesom når to mænd står og sparker dæk, kører der lidt "min er større end din, nååå?" og "så se den her!!!", indtil studieejeren skal indfri mine sære ønsker.

Sværest var det at få bakset bassisten Jon Polds sammenklappelige scene og lyssætning ind i studiets indspilningsrum. Jon har over ganske få år opbygget et kæmpe ego og fået konstrueret sin egen scene, komplet med lysbro og hele pisset, udelukkende til studiebrug. Til gengæld har han medbragt et minimalistisk "killer bass" anlæg, der lyder som en ond drøm. Er nu ganske sikker på, at han alligevel ville lyde fed, om han så spillede gennem en defekt vaskemaskine.

Efter hele fem timers opstilling og lydtjek er vi mere end utålmodige. Teknikken har spillet den stakkels studieejer et pus op til flere gange, og vi har holdt os sikkert i baggrunden, indtil den værste storm har lagt sig. I dette tilfælde er det klogest at spille novice for at få det bedste ud af den tårnhøje pris, studiet immervæk koster, for derpå aldrig at vende tilbage.

Ready to rock:

Var egentlig blevet lovet en mindre Neve-mixerpult, kun 10 kanaler, men det viser sig, at en i øvrigt god kollega – har lånt den af studiet, så jeg må nøjes med en klassisk SSL 4000, og da jeg får fucket lyden op, og samtlige lamper lyser i det røde, lyder det efterhånden ganske fornuftigt. Efter syv "takes" er dagens første nummer i kassen. Vi havde udråbt det til at være det sværeste nummer at starte med og derfor naturligt netop at tage det som det første. Næste nummer er lige så hård en nød at knække, på trods af at det var udråbt til at være det nemmeste???? Sgu aldrig til at regne ud – det lort.

I en hårdt tiltrængt pause efter disse to nysere hygger bandet sig med at spille dårlige udgaver af henholdsvis "Midt om Natten" og "Jutlandia".

Pizza med kartoffel og Linse K:

Vi falder til patten og bestiller klassisk "studie-æde": pizza. Da vi trods alt er i en lidt finere ende af byen, er det nærmeste og bedste "Pizza Lagano", der flere år i træk har vundet priser for deres lækre "pidder". Det specielle ved disse er, at de har mange forskellige med kartofler på, hvilket Sylvester protesterer kraftigt imod som værende ligefrem naturstridigt. Det ender med tre stk. Luciano Pavarotti med hestekødspølser og en "fire stationer" med hestemix til mig. Hest er det nye sort, og bedst, hvis man får en med tilstrækkeligt meget medicin i.

Med fyldte maver vil bandet efterfølgende kun spille stille sange i "maj 7", en stygt hippie-lydende toneart, der får en til at få krampagtige tanker om batik, kassebukser og alt for kærlige pædagoger i børnehaven i de glade 70'ere. Det lykkes dog heldigvis ret hurtigt for det mætte orkester at nagle "Træthedsvisen", og efterfølgende spørger de til endnu en af samme skuffe, hvorefter svaret er klart: NEJ!

Dagen skal sluttes af med smadr, hvor alt forvrænger. Efter lidt "tweak" på pulten og vælten med mikrofoner tæsker drengene dagens sidste nummer ind i løbet af to takes. Alt lyser rødt, og pulten er "Hotter than Georgia asphalt", vi er fede og klar til at slutte af med et par glas ovre hos søde Linse Kessler på Copenhagen Redlight.

Fortsættelse følger.....

Følg Sylvester Larsen tryk på hjertet

Sylvester Larsen: The End Of Dancing
12-10-2013 (anmeldelse)
Sylvester: Shadows
12-03-2011 (anmeldelse)
Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.