epo-555-turnédagbog del 7

Den pladeaktuelle danske gruppe er på turné til USA og skriver dagbog til GAFFA.dk – nu er de på vej hjem, med problemer

Billede: epo-555-bassist Hans Emil, træt, men glad, skudt af epo-555-sanger og guitarist Mikkel Max Hansen

Update200306
Med maven forberedende badutspring et sted langt oppe i halsen på et fly i kraftig turbulens over Midtvesten skriver jeg første del af syvende kapitel i epos tur til hinsidan.

Fordi vi er sådan nogle sparetanter, hvad angår vores flybilletter, havde vi fået dem med afgang fra Austin kl. nissehat med flødeskum om morgenen. Efter en nat med regulært vandfald fra den texanske lyn-oplyste himmel og ingen søvn gik turen mod det Europa, vi var begyndt at savne. Man bliver let mæt i USA. Mæt af musik, mad og
minder for livet.

Imidlertid havde djævlen i egen høje person valgt at drive gæk medretfærdigheden, da det viste sig, at flyet var overbooket på det groveste. Idet Ebbe og Jessi (fra Crunchy Frog) var kommet om bord, blev dørene resolut lukket i næsen på de øvrige og temmeligt forbløffede epo-medlemmer med lydmand. Uden Kubi-mor og Yebo-far! Hvor ensom kan man ikke blive? Alene i Austin. Glemt af hele verden.

Nogen måtte betale for denne vanskæbne. Og det blev Richard fra Delta Airlines, der gennem 12 stride timer forsøgte at finde et barmhjertigt fly til os. 4 gange blev vi beordret om bord på en maskine og dernæst venligt, men bestemt ledt ud igen. Sådan nogle narrefly på futmælk.

Endelig måtte den hårdtarbejdende mand ved skranken resignere og give op. I stedet for at tage hjem, tager vi nu til New York, dagen efter bliver det Boston, og om to dage går turen til København. Jøsses. Det lyder måske en lille smule eksotisk...? og sådan er det jo også.

Charmen ved at rejse er til tider at fare vild, så man selv må finde udveje.

Vores bagage ligger og ruller rundt i klodset vals på et transportbånd i New York, og vi skal på hotel og slås med puder og drikke hele minibaren. For midt i det hele ringede Yebo fra London og fortalte os noget meget, meget fint...

Update 210306
Trætte, på grænsen til udmattede ankom vi til JFK. Sultne, fordi Delta kun serverer en kiks pr. person. Men der var ikke tid til at spise ... sådan starter anden del af syvende kapitel. Al vores gear – guitarer, keyboards, pedaler osv. var fløjet fra os med det fly, der ikke ville have os med. Egentlig skulle det hele til København, men fordi vi ikke nåede flyet til Island, ville vores habengut blive taget fra og lagt i en snedig hule, der er snedig, fordi den er så hemmelig, at ingen – ikke engang lufthavnspersonalet – aner, hvor den er. Grunden til, at vi ikke havde tid til at spise var altså, at vi skulle have vores uerstattelige gear udleveret. Og det fik vi ikke. For det var i den hemmelige hule. Som ingen viste, hvor var. Jøsses. Min guitar ... men den næste morgen skulle det hele nok være der, blev vi lovet.

Fælt skuffede og med bange anelser tog vi til vores hotel i Queens, der lovede godt, idet det lå ved siden af en fabrik og et 50 meter højt bjerg af vejsalt. Hotellet syntes at overleve på folk som os, der fik deres ophold betalt af flyselskabet, for de havde en speciel buffet til kun 3 dollars inkl. drikkevarer til de stakkels forsinkede, fortumlede og fortvivlede antipassagerer. Hurra! Al maden så godt ud, smagte underligt af mug og gav en regning på 107 dollars. Maden var billig, men desserten var dyr. Sådan er det jo. Ved I nok. Pudekamp og minibar aflyst. Godnat.

Morgenen kom uden penge til morgenmad og uden tid til at se nærmere på saltbjerget eller fabrikken. Vi måtte have vores instrumenter og kufferter. Eller ... nårh nej. De var jo gemt i den hemmelige hule, som ingen aner, hvor er.

Videre til Boston, hvor Mikkels Visa-kort bliver snuppet, Hans Emils pas bliver væk, og tålmodigheden med verden så småt rinder ud.

Men det er altså stadigvæk meget, meget fint, det dér, som Yebo ringede og fortalte...

Dronning Ronny m. band

...

Ja, jeg synes, ovenstående hører med til turen. Billledet er en træt, men sej Hans Emil. Jeg laver afsluttende kommentarer, når vi er kommet hjem. En lille opsummering. Nu kan jeg ikke mere, er træt og har ikke mere strøm.

epo-555's hjemmeside