Morrissey – Den Romerske Renæssance

Forlænget version af artiklen, der bliver bragt i apriludgaven af GAFFA.

DEN ROMERSKE RENÆSSANCE

Det er ikke kun på grund af håret, at Morrissey regnes for den mest karismatiske nulevende figur i engelsk rock. Selvom de barberbladsskarpe meninger er ramsaltede, og tekstuniverset er ramt af humørsyge, har den tidligere The Smiths-sanger altid bevæget sig på grænsen mellem selvironi og selvhøjtidelighed. Og det er da heller ikke uden glimt i øjet, at det italiensk bosatte ikon langer ud efter børn, Madonna og sine egne smagsløg.

Helikopterne sværmer i luften, og hundredvis af bevæbnede betjente har taget opstilling omkring Londons Hyde Park.
Nej, det er ikke, fordi landets, for en kort bemærkning, hjemvendte søn Morrissey har brug for ekstra sikkerhedsbemanding på det prangende Dorchester Hotel, hvor den tidligere The Smiths-sanger har indlogeret sig på et værelse til 15.000 kroner per nat. Grunden til den skærpede bevågenhed er derimod en kæmpemæssig demonstration, hvor 10.000 muslimer protesterer mod … Ja, du har vel gættet det: Muhammed-tegningerne.
Da Morrissey tager imod på sit værelse, spørger han, om GAFFAs udsendte bemærkede demonstrationen. – Ja, det var ligesom svært at undgå, svarer jeg.
– Ja, og det er alt sammen på grund af jer, smiler sangeren skælmsk og beder om en forklaring på hele miseren. Efter at have udlagt sagen beklager jeg alt postyret.
– Nej, nej, I skal endelig ikke undskylde, og jeg håber heller ikke, avisen undskylder. I har ret til at sige, hvad I vil.
Det havde jeg faktisk også forventet var din holdning, du er ikke ligefrem bange for at støde nogen på manchetterne.
– Jeg prøver mit bedste, lyder det prompte fra sangeren, der i 1986 udsendte det kontroversielt betitlede mesterværk ”The Queen Is Dead”, som blandt andet indeholdt singlen med det sigende navn ”Bigmouth Strikes Again”.

Det har aldrig skadet en sanger at være åbenmundet, og Steven Patrick Morrissey, som han blev døbt for 46 år siden, har for længst indtaget en af sangskrivningens fineste troner. Selvom Manchester-bandet The Smiths kun eksisterede fra 1982-87, nåede de at udsende en håndfuld album og en perlerække af legendariske singler, hvis overordnede mismodige tema lige siden har indtaget teenageværelser kloden over. Moz, Mozito, Mozarella, Mozalini eller slet og ret Morrissey søsatte solokarrieren i slutningen af 80’erne, og siden da er det blevet til otte studiealbum inklusive den nye ”Ringleader Of The Tormentors”, der følger op på sangernes hidtil største solosucces ”You Are The Quarry”, som i 2004 lancerede et tiltrængt comeback efter syv års pause.
I anledning af det nye album, produceret af Tony Visconti, der før har arbejdet med David Bowie, T. Rex og Kashmir på deres ”No Balance Palace”, er GAFFA blevet benådet eksklusiv audiens med den stilige crooner, der har ry for at være umedgørlig og ironisk distanceret i interviewsituationer. Han i årevis er blevet fremstillet som en kronisk deprimeret intellektuel ener, men denne dag virker det dog som om, han har sænket paraderne en del, og helt uventet griner og smiler han flere gange. Måske er det alderen, der har blødgjort sangeren, eller måske er det de to store vodka tonics, som indtages i løbet af den næste time, der hjælper på humøret.

Rom vs. Los Angeles
Nå, men hej, går det godt?
– Dyb vejrtrækning følger, og Morrissey ser med ironisk håbløshed op i loftet og siger opgivende: ”Det er et meget kompliceret spørgsmål.”
Jeg prøvede bare at starte samtalen på en høflig måde.
– Tak, men jeg tror, vi skal haste videre.
Jeg læste et sted, at Madame Tussauds voksmuseum er i gang med at modellere en figur af dig. Er det en skræmmende tanke eller en pæn gestus?
– Det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har hørt, og jeg håber, der snart er nogen, der hærger stedet. Jeg vil gerne hjælpe med at arrangere en modaktion. Hvor vover de at forvandle mig til voks; jeg kan forestille mig, at det bliver en udgave, hvor jeg ser ud som den mest uflatterende, væmmelige, useriøse, håbløse, perverterede … Du nikker med hovedet og griner, så jeg behøver ikke at forsætte.
Har klima og beliggenhed en effekt på dit arbejde?
- Jeg tror at solen får mig til at udvide min horisont. Jeg levede i en grå verden i så mange år af mit liv, og selvom det lyder trist så var det ret brugbart, for det betød at jeg ikke var ud at surfe og spilde min tid, jeg var fanget i mit soveværelse og jeg var nød til at lave noget der.
Hvorfor valgte du at indspille i Rom, i stedet for Los Angeles som sidste gang?
– Jeg forelskede mig i byen og blev helt blød i knæene. Jeg kan ikke sige noget specielt originalt om Rom, men alle de smukke klichéer indfangede mig. Hele stilen, menneskernes fysiske skønhed og de gamle gader synger til mig.
Havde Rom også et greb i dig alle de gange, du tidligere har spillet koncert dér?
– Nej, det kom bare lige pludselig. De tidligere gange, jeg har været i Rom, har jeg været så kritisk deprimeret, at jeg ikke kunne se skønheden. Engang troede jeg, at England var overlegen kunstnerisk og kulturelt, men jeg tog faktisk fejl.
Men du bor stadig i Los Angeles?
– Nej, jeg solgte mit hus i sommer og fik alle mine ting opmagasineret, og nu er jeg i gang med at prøve at finde et sted i Rom. Men det er meget svært, for ejendommene bliver i familierne i generation efter generation, så det er næsten umuligt.
Jamen, så er du vel bare nødt til at gifte dig med én dernede.
– Det er en mulighed.

La dolce vita
Ud over musikken er der tre ord, der gang på gang hæftes på Morrissey: Vegetar. Pandehår. Cølibat. Diæten følges stadig punktligt (mere om den senere), håret bølger stadig stoisk, og livet i cølibat, ja, noget tyder på, at der er noget nyt i gære, og at det vist er ved at være lidt af en skrøne. På det nye album finder man den til dato mest kønsdriftsfikserede sang fra Morrisseys pen i ”Dear God, Please Help Me”, hvor der blandt andet synges “He motions to me with his hand on my knee” og ”Now I’m spreading your legs with mine in between”. Så er de non-eksisterende seksuelle drifter pludseligt blevet erstattet med det søde liv?
– Det er årevis siden, jeg hævdede at leve et liv i cølibat, det gør jeg ikke mere, i hvert fald ikke hele tiden, svarer sangeren og følger op med et blik, der insisterende beder om, at vi bevæger os hastigt videre.
Du har rejst en del i dit liv. Ud over Rom, har du så et favoritsted i verden?
– Jeg har altid været fascineret af København. Altid. Igen så synes jeg, at menneskene er fysisk smukke, har du lagt mærke til det?
Det gør man aldrig, når man står midt i det, men er det ikke bare en kliché, altså: musikere skal vel smigre publikum i det land, de har foran sig?
– Det står ikke i min kontrakt, men jeg kan ikke sætte en finger på, hvad der gør København så fascinerende, for I er ret blege, men alligevel er I smukke, uanset om man kan lide en mand eller en kvinde. Uheldigvis ser man skræmmende meget pels i København, især blandt de helt unge og de meget ældre kvinder, og det er et mysterium for mig. Jeg går ud fra, at en del af deres hjerne ikke virker, og jeg prøver ikke på at være sjov. Jeg forstår ikke, at folk kan ignorere den tragedie, som den pels, de bærer, er blevet skabt under.
Er der så et sted her på jorden, som du holder mindst af?
– Ja, men er det klogt at dvæle ved det?
Næ, egentlig ikke … Så lad os da tale om noget helt uskadeligt. Laver du selv mad, når du er hjemme?
– Ja, men det er latterlig enkel mad, jeg laver. Jeg har nogle ret primitive smagsløg, og jeg kan ikke fordrage mad med krydderier og smag. Jeg spiser næsten kun brød, tomater og pasta, det er ret fjollet. Men jeg er faktisk bange for krydderier.
Du tager pis på mig, ikke?
– Oh no, jeg kan ikke forestille mig at spise thai, indisk eller mexicansk mad. Det virker bare så spændende og ophidsende, og jeg er alt for ensformig og trist.
Det er noget yin og yang over violinen på coverfotografiet på det nye album og tommygun-geværet på ”You Are The Quarry”-albummet. Var det en bevidst modvægt?
– Ja, og det er også et spørgsmål om modvægt til titlen. Det ville måske have været mere passende med et aggressivt billede til dette album, men jeg fandt det mere rammende med noget blidhed. Og variation skader aldrig.

Langhåret trommespil
Hvordan kom samarbejdet med den legendariske filmkomponist Ennio Morricone (på ”Dear God, Please Help Me”) i stand?
– Han arbejdede i et af de andre lokaler i studiet, mens vi også var der, og vi besluttede os for at give ham en sang og spørge, om han ville arbejde på den, ligesom så mange andre har prøvet før uden held (blandt andet U2 og David Bowie, red) Vi fik at vide, at det var håbløst, for han siger altid nej, men han sagde med det samme ja, og han skrev et meget detaljeret stykke, der desværre var for langt, så vi endte med kun at bruge de bedste stykker. Det var fortryllende, at han sagde ja og medbragte sit 37 mand store orkester. Det var ligesom den sidste fascinerende brik i det italienske eventyr.
Hvad karakteriserer dine favorit tekster?
- Dyb truende katolsk skyldfølelse og intet andet, bortset fra tvistede bitterhed. Det er svært for mig at sige, for jeg er mig og alt strømmer ud af mig selvom jeg ikke ved hvorfor. Jeg ved ikke hvorfor min såkaldte karriere forsætter, det er et mysterium for mig, men når folk snakker med mig så forventer de at jeg har et blændende svar, men jeg er ligeså forvirret som en der aldrig har hørt mine sange.
Har du nogle favorit sange?
- Ja de fleste af dem.
Kan du uddybe det svar med et par eksempler?
- Nej for det er unfair overfor de andre sange.
Hvordan opnår du en så gennemgående og genkendelig lyd på dine album, især når man tager med i betragtningen at du ikke spiller selv?
- Det er det fjerde mysterium, jeg har ingen ide. Traditionelt er jeg ikke musiker, men stemmen er også et instrument der kræver noget eftertanke, måske endda mere end det kræver at spille et instrument. Der er så mange musikere der er håbløse og skrækkelige. Fra en tidlig alder har jeg forstået alle instrumenter, men jeg har aldrig haft lyst til at spille, jeg har altid ville være forrest på scenen uden at jeg føler mig bundet af et instrument.
Spiller du derhjemme?
- Ja og jeg stinker en hel del.
Jeg har hørt at du spiller lidt trommer, stinker du også til det?
- Nej, der er jeg faktisk ret god til, men hvem gider gemmes væk bagerst på scenen med langt hår ned i ansigtet.
Du behøver ikke at have langt hår, din trommeslager er korthåret.
- Ja, men jeg prøver på at forværre scenariet.

Nuttede dyr og overvurderede børn
Komikeren W.C. Fields fraråder i et kendt citat folk mod at arbejde sammen med børn og dyr. Du har lige arbejdet med et børnekor på et par af de nye sange, gik det smertefrit?
– Jeg tror, de så på mig, som var jeg W.C. Fields; de var meget små, og de kunne kun tale italiensk, og jeg tror, at de så mig som et gammelt fjols. Men det gør ikke noget, for de sang præcis, som de fik besked på. Børn er et mysterium; heldigvis lever de i en verden for sig selv, en verden, som man nogle gange kan misunde, men jeg er nu alligevel glad for, at jeg er ude af den verden.
Har mange af dine venner børn?
– Ja, men jeg er ikke synderligt interesserede i dem. Jeg løber ikke imod dem og klapper dem på hovedet og klør dem under hagen. Jeg venter altid forgæves på, at børn skal imponere mig, og jeg synes ærligt talt, de er overvurderede. Når børn er i nærheden, er det meningen, at man skal være imponeret, og man skal bevæge sig ned på deres plan og være interesseret i deres ubærlige nuttethed, men det er jeg bare ikke. Jeg tænker altid: ”Kom nu, barn, imponér mig, begynd at stepdanse eller spil fløjte.”
Finder du dyr nuttede?
– Ja, altid, i alle tilfælde. Jeg har ikke længere hunde, for jeg rejser så meget, og jeg kan ikke få mig til at efterlade dyr ved nogle venner. En dag vil jeg gerne åbne en kennel … For trætte musikere.

Morrissey, Dylan og…
Din yndlingskoncert på din forrige turné var åbenbart den, du spillede på Roskilde Festival i 2004. Hvad gjorde den så speciel?
– Publikum var fantastisk til den koncert, og de løftede mig. Selvom de var meget unge, kendte de alle teksterne. Og som en mindre detalje satte de mere pris på solosangene frem for The Smiths-sangene. Jeg får altid at vide, at jeg har et publikum udelukkende på grund af The Smiths, og i England har de altid ignoreret, at jeg har haft en solokarriere i nu 18 år. Roskilde Festival føltes som en fejring af den, jeg er nu, og ikke fortiden.
Jeg tror faktisk, at du er mere kendt for dit soloarbejde i Danmark, for da The Smiths var fremme, var der ikke særlig mange danske medier, der beskæftigede sig med den slags musik.
– Det tror jeg er meget, meget sandt.
Så kommer du tilbage til Roskilde Festival i år?
– Ja, jeg er på plakaten sammen med blandt andet Bob Dylan og Queens Of The Stone Age. Er du ikke spændt på at se Bob Dylan?
Ikke rigtig, jeg har set ham så mange gange, og han er sgu blevet lidt … øh ...
– Kedelig, hvisker Morrissey nikkende og tilføjer med en hvislende latter: ”Men det har jeg ikke noget med at gøre.”

Ældes med ynde?
Nogle artister bliver bare bedre og bedre med årene, det er du selv et perfekt eksempel på.
– Det er du vist den eneste, der synes.
Det vil jeg vædde på. at jeg ikke er. Nå, men ser du nogle artister, som burde have lagt mikrofonen på hylden, da de fyldte 30?
– Jeg synes, at de fleste af dem aldrig skulle have samlet mikrofonen op i det hele taget. Jeg synes, at de fleste er skrækkelige, Rolling Stones, for eksempel, eksisterer kun, fordi de nægter at stoppe. Det er ikke ligefrem, fordi de laver vigtig spirituel musik, som hele verden har brug for. Døden skal nok få fat i dem en dag.
Hvad synes du om Madonna, der er jævnaldrende med dig, men forsat optræder i teenage-mundering?
– Jeg tror, at historien med Madonna er den samme, som den altid har været: hun laver musik for sig selv, hun synger for sig selv, og på scenen danser hun for sig selv.
Men er det ikke meningen, at man skal gøre det for sin egen skyld?
– Jo, men hun har ingen kontakt med publikum, hun ser dem ikke. Det eneste, hun kan se, er fotograferne, der tager billeder af hende. Hun er som en otte-årig pige, der optræder foran spejlet på sit værelse. Hun kunne synge for en horde af køer, og hun ville være ligeglad.
Er din færden i den celebre verden mere nobel?
- Jeg tror aldrig jeg har levet det liv og jeg kommer heller aldrig til det. Det fleste af de dekadente kredse er demoraliserende. Jeg kan for eksempel ikke udstå prisuddelinger og den slags svækkende hurlumhej.
Hvad nu hvis at Brit Awards vil give dig en speciel hæderspris for dit enestående og ekseptionelle bidrag til britisk musikhistorie?
- Jeg vil aldrig dukke op. Og hvorfor skal jeg takke dem? For at have taget så lang tid for at indse at jeg eksistere?
Hvad hvis de også undskylder for at det først sker nu?
- Undskyld hjælper ikke, ikke efter at jeg er gået igennem 30 års lidelse.
Er du bitter over den behandling du har fået af den britiske presse?
- Jeg syntes det har været meget fjendtligt og ekstremt. Jeg er aldrig blevet fejret så jeg er helt åbenlyst blevet overset af branchen. Måske kan de ikke lide mig.
Eller måske ved de at du ikke ville fanges død med den hæder de vil tilsmile dig med, så du er bare automatisk streget af listen.
- Jamen så håber jeg mere at det er grunden.

Tilgivelsens pris
På det forrige album tilgav du Jesus (på singlen ”I Have Forgiven Jesus”, red). Er der nogen, du aldrig vil kunne tilgive?
– Oh yes, mange, mange mennesker, listen er uendelig. Og de fleste regeringer står på den. For de er korrupte og umoralske, kolde, taktløse og uden barmhjertighed, men det tror jeg er en nødvendighed for at kunne klare sig i politik. Jeg kender ikke nogen uskyldige og rene mennesker i politik, gør du?
Ikke succesfulde. Du har for nylig udtalt, at du ikke ser nogen forskel på Tony Blair, George Bush og Saddam Hussein, du kalder dem alle egoistiske diktatorer. Kan du uddybe det synspunkt?
– Når folk får magt, så stopper de med at høre på folket, der valgte dem, og de bliver i stedet glade for krig og for at dræbe. Det er så nemt at gå i krig og se på mord, men det er ikke modigt, og Blair lytter ikke til det britiske folk, ligesom Bush ikke lytter til det amerikanske folk. Jeg håber på, at folk i Mellemøsten ikke tror, at alle i England deler mening med Blair, og at folk i USA deler mening med Bush. I Amerika er de faktisk grotesk flove over Bush.
I hvert fald halvdelen.
– Ja, den intelligente halvdel. Jeg kan ikke forestille mig, at der er en lille dreng i Amerika, der drømmer om at vokse op og blive Bush. Og det samme med Blair. De er patetiske.
Stemmer du?
– Nej.
Er det så ikke nemt at kæfte op om alle de ting, der ikke passer dig?
– Der har aldrig været en politiker, jeg har delt meninger med, så jeg kan ikke stemme, i hvert fald ikke før man decideret kan stemme imod en politiker.
Skal jeg ende vores snak med at spørge dig, om det går godt?
– Som jeg sagde i starten, så er det virkelig et svært spørgsmål. Hvem er i virkeligheden glade? Jeg tvivler på, at du er glad.
GAFFAs udsendte slipper for den store selvransagelse, idet der pludselig kan høres lyden af legende og løbende børn ude fra hotelgangen. Der går et komisk sæt igennem sangeren, der dramatisk udbryder: ”Åh nej, børnene kommer, gem dig!”