Interview: Stone Gossard og Mike McCready, Pearl Jam

På ganske slap line med de to Pearl Jam-guitarister i Seattle

Et af Pearl Jams mange ’trade marks’ er bandets unikke blend af guitarer, med den udprægede leadguitarist, Mike McCready, som gerne ’flasher’ i front, og rytmeguitaristen, og komponisten, Stone Gossard, som er kendt for altid at finde nye veje. ’Så meget at det ind imellem gør mig vanvittig’ udtaler Eddie Vedder – der også selv spiller guitar på ca. halvdelen af bandets numre - i øvrigt i det nye nummer af Rolling Stone. I samme blad giver bladet senior-redaktør, David Fricke, det nye album "Pearl Jam" en forrygende anmeldelse (4/5) og kommer i samme med en lille indrømmelse i sin hyldest til bandets guitarister:

”It reminds me that Gossard and McCready deserved to be on our 2003 "Greatest Guitarists" list. Permit me to admit it here: I screwed up”.

Den 1. marts tilbragte overtegnede det meste af dagen i Pearl Jams fabriksbygning. Det kom der blandt andet et interview med Eddie Vedder (læs den trykte udgave af GAFFA maj) - og følgende løsslupne samtale med Gossard og McCready – ud af.

Robert Plant
Snakken starter omkring klassiske rock-T-shirts, hvor Stone blandt andet fortæller om sin hjemmelavede Led Zeppelin T-shirt, hvor han efter et år opdagede, at han havde stavet bandnavnet forkert, ’Zepplin’.

Når vi taler om Zeppelin, eller Zepplin, så har I spillet med Robert Plant for nylig på House of Blues i Chicago, hvordan gik det?
Stone: Det gik rigtig godt, Ed og ham improviserede sammen på scenen. Vi spillede “Little Sister” og Zeppelin-numrene ”Thank You” og ”Fool in the Rain” (Mike begynder at synge).

Hvilke Pearl Jam-numre spillede i?
Mike: Vi spillede "Given to Fly" og kørte "Going to California" ind over (kendere vil vide, at der er en vis lighed mellem Pearl Jams sang og den gamle klassiker fra "Led Zeppelin IV", red.) Så fik vi styr på den situation. Vi spillede den live.

Hvad sagde Plant, hvordan havde han det med det?
Mike: Fint, det var hans forslag. (Mike og Stone griner begge og kommer med ironiske kommentarer, som at ”Given to Fly” og ”Going to California” overhovedet ikke minder om hinanden, red.) Vi havde det rigtigt sjovt. Jeg gik over til ham på scenen, og han gav mig en af de ’fingernail Planties’ (Mike har rejst sig op og illustrerer Plants bevægelser, red.).

Er han en flink fyr?
Mike: Fuldstændigt, han er en den fuldendte gentleman.

Jeg interviewede engang ham og Jimmy Page, da jeg var ret ny i ’gamet’. Jeg sagde noget i stil med, ’jeg har ventet på dette i 25 år’ og Plant sagde ’lad os se, om vi kan få det overstået på 25 minutter. Kort forinden havde han lige råbt ’bring in the Dane!'
Stone: På samme måde som i Monthy Python (’Bring out the dead’, fra the ”The Holy Grail”, red.)

Ja, faktisk. Det har jeg aldrig tænkt over før, ‘silly bunt’.
Stone: Det er sjovt
Mike: Plant er virkelig sjov, og så ved han vildt meget om musik. Jeg talte med ham om blues i omkring 15 minutter efter vores soundcheck, og han havde en nærmest encyklopædisk viden.
Stone: Og så turnerer han de mærkeligste steder
Mike: Han kører gerne 10 timer i bus, et eller andet sted ud i ørkenen i Afrika
Stone: Han elsker virkelig musik stadigvæk, og vi var utroligt glade for at han havde lyst til at spille et show med os.

Tilgængeligt album
Mike, du har skrevet virkelig mange af numrene på den nye plade?

Mike: Ja, jeg var glad for, at de andre tillod mig at gøre det, Ed kunne lide det, og det kunne de andre også. Men det var helt sikkert ikke noget, som var planlagt. Jeg tænkte bare ’jeg håber, jeg kan få et par numre med på pladen, og det skete så. Alle hjalp mig med idéer, og at det gik, som det gik, har virkelig styrket min selvtillid (McCready er for første gang krediteret som tekstforfatter på ”Inside Job”, red.). I årevis følte jeg mig intimideret, da Stone og Jeff (Ament, bassist) altid har bidraget med stærke sange, så det hjalp at mærke at ’det kan jeg også’.

Jeg kan virkelig godt lide den nye plade?
Stone: Godt at høre, jeg er glad for at den virker for dig.

Ud fra mit førstehåndsindtryk virker den lettere tilgængelig end ”Riot Act”
Mike: Jeg er enig. Der er meget energi på pladen, som minder mig om noget af det, vi lavede på vores anden plade (”Vs”, red). Der er noget umiddelbart over mange af sangene, mange temposkift, og så synger Eddie på en måde, som jeg aldrig tidligere har hørt ham gøre, med alle disse ’crazy’ anden- og tredjestemmer. Meget passioneret, som han altid er, men endnu mere denne gang i mine ører. Pladen virker på en eller anden måde mere sammenhængende, der sker noget. Måske hænger det sammen med, at vi nu har et nyt pladeselskab; vi er her stadig.

Stone: Vi er her stadig. Du er kommet herover, så ved vi at ’the writing is still on the wall’. Det er sådan' vi finder ud af' at vi stadig eksisterer, den internationale presse kommer rent faktisk herover. Det er ikke sådan' at den internationale presse ikke gider. Det er ikke sådan, at vi er nødt til at rejse for at møde dem, og ikke tale med den samme fyr som normalt, men et B-squad eller lignende.
Mike: Det er den nye unge dansker, vi skal tale med. Den nye Henrik!
Stone: Den 17-årige udgave af ham (der grines heftigt, red.).

Det er måske på tide?
Stone: Nej, nej, det er bare os gamle firben.
Mike: Vi har været sammen meget, meget længe (sagt med imiteret fuldemandsstemme, red.)

Thin Lizzy-tricket
Der er virkelig bygget en atmosfære af store forventninger op til udgivelsen, og der er flere sange med stort kommercielt potentiale, som fx ”World Wide Suicide”?
Stone: Det er rigtigt, vokalerne er virkelig stærke på det nummer. Glad for, at du kan lide den. Jeg tror, det er vores første single, eller det er vores første single (den har i skrivende stund ikke været ude af top 3 på Billboards rocklister, red.). Ville du også have valgt den som første single?

Jeg synes, det er et oplagt valg. I det hele taget virker det som om, at I har arbejdet mere med harmonier på pladen end nogensinde før. Vokalt, men også guitarmæssigt?
Mike: – Jeg har hørt en masse Thin Lizzy og er virkelig blevet hooked på måden, de harmoniserer deres guitarer.

Tid for nogle ’double leads’?
Mike: Præcis. Det er noget, jeg altid gerne har villet lave med Stone. Jeg har indspillet noget selv tidligere, men denne gang har vi faktisk lavet én (Mike tænker nok på ”Comatose”, red.).
Stone: Faktisk har vi to, som kører.
Mike: Vi har joket om det i årevis, og nu gør vi det i praksis!
Stone: Og du vil se os, når vi gør det, vi råber ’We fucking did this’ (skreget med falsetstemme, red.) og vi vil være lige så stolte af os selv som første års guitarstuderende.

Tænk ”Cowboy Song” (Lizzy-klassiker, red.)?
Mike: Lige præcis. Der er guitarharmonier og også vokaler, som følger. På ”Unemployable” er Ed helt oppe i registeret. Første gang jeg hørte det tænkte jeg "det er et hook", meget let at huske.

Vedder på arbejde
Det er en tilgængelig plade og lyder ikke, som den har været svær at lave, men det må den have været, siden I har brugt 14 måneder på den?
Stone: Den var ikke svær, rent tidsmæssigt handler det mere om vores tilgang til numrene. Det foregik over 1 ½ år, men typisk har vi indspillet i 15-20 dage og har så taget noget tid fri. I perioder har vi været enormt produktive, i andre har vi ikke. Efter en pause på fx en måned har vi gået tilbage og hørt på det sidste, vi lavede, med friske ører. Måske ville Ed arbejde på nogle tekster, måske begyndte vi på en ny sang. Så på den måde har vi ikke oplevet det som en svær plade; bortset fra for Ed til sidst, da han virkelig arbejdede hårdt med at få teksterne, som han ville have dem. Til sidst var det ham, som sad med det hele i hænderne alene. Flere af sangene er indspillet meget hurtigt og har øjeblikkets spontanitet, men i forhold til teksterne har han virkelig brugt lang tid på at sikre sig, at de var, som han ville have dem. Det har sikkert været hårdt arbejde for ham, men det var ikke noget, som trak tænder ud på os andre, det var mere at ruste sig med tålmodighed og sige ting som ’lad os bare tage en ny session og se, hvad der sker’ osv. Fx er en sang som ”Gone” kommet på i absolut sidste øjeblik.

Den har en meget episk stemning, og så står der "tak til pt" på tekstarket. Det er vel Pete Townsend?
Mike: Det må det være, det er Eds mand!
Stone: Du er sikker på, at det ikke er for Peter Tosh?!
Mike: Peter Tampton!
Stone: Hvem kan det ellers være?
Mike: Paul Taft.
(latteren og de kreative forslag vil ingen ende tage, red.)

Så meget, at presset har ligget på vokalen. Ed sagde også til mig, at når I nu havde brugt så lang tid på at få musikken på plads, ville han ikke haste teksterne igennem?
Stone: Ja. Ed kan li’ at musikken er rå men vil gerne bruge lang tid på at få teksterne helt rigtige
Mike: Ja, der har da også været tidspunkter, hvor man har tænkt, ’wow, gad vide, om der nogen sinde kommer en plade ud af det her?’
Stone: Et forløb kan være: vi har brugt 20 minutter på denne her sang og den virker, hvor Ed ad lib'er (gentager tekstpassager igen og igen, red). Men når du så får de endelige tekster, er det som ’fuck, det her nummer kommer til at blive fedt at spille live', i flere år fremover, for det føles så umiddelbart, med noget meget substantielt som følger, på grund af Eds utrolige evne som sanger og tekstforfatter.

Computer-analfabeter
Der er denne unge fyr, som kører en dansk Pearl Jam-side (pearl-jam.dk) hvor der har været et par smagsprøver på de meget få nye sange, I har spillet live?
Mike: Ja, det har været meget lidt. ”Comatose” med andre tekster, og Ed har spillet en akustisk version af ”Gone”.
Stone: Godt med unge fyre, som er gode med deres computer. Mike og jeg ved nu næsten, hvordan vi tjekker vores e-mails!
Mike: Jeg er så tæt på. Jeg slår ikke min computer mere nu som før, men jeg er stadig computer-analfabet.

Live-succes
I har fået de vildeste liveanmeldelser fra turnéerne i Canada og Sydamerika (efterår 2005, red.). Er der er svar på, hvorfor I har været i stand til at ’vokse’ som liveband?

Stone: En ting er at vi har så mange sange, vi kan spille nu, fra en hel masse forskellige plader, som folk ’connecter’ til ud fra alle mulige forskellige grunde. Men i forhold til koncerterne i Canada og Sydeuropa var det vores fans skyld, at koncerterne kom op på det niveau, de gjorde. Vi har aldrig spillet ordentlige turnéer i nogle af de områder før. Vi spillede, og folk gik amok i en grad, som ikke var til at fatte, og det gjorde det så let at spille. Men det går i det hele taget fint for os nu, jeg synes, at vi spiller godt. Det handler om måden på, hvilken Matt (Cameron, trommeslager, red.) passer ind i bandet nu (har været med siden '98, red.), og måden, vi alle spiller sammen på, er ved at samle sig til noget, som virkelig føles komfortabelt, og jeg synes, at vi er ved at finde en god balance mellem nyt og gammelt materiale. Vi befinder os i en rigtig god periode, og den energi skinner nok igennem live; jeg tror, at folk kan se og mærke, at vi har det godt sammen og elsker at spille sammen. Det at vores venskab og glæde ved at spille sammen er intakt, er vigtige elementer, men det vigtigste er vores fans. Når du spiller, vil de simpelthen ikke lade dig slippe. De synger sangene for dig.
Mike: Og de synger også guitar-stykkerne, hvilket jeg aldrig har oplevet tidligere. Nogen aftener er der 40.000 mennesker, som hopper op og ned. Vi tænker ’vent lige et øjeblik, det går hele vejen ned til bagerste række'. Det har jeg aldrig set tidligere.

Hvordan kan det være? I sælger ikke ligeså mange plader som tidligere?
Stone: Jeg spurgte en fyr i Sydamerika, hvordan det kunne hænge sammen, og han sagde, at grunden til, at vi var så populære, var, at vi aldrig havde spillet der før. Som om vi havde spillet ’hard to get’, og når vi så endelig kom, så kom folk også til koncerterne, hvilket vil sige, at hvis vi kommer tilbage igen…
Mike: Hvad skete der med de 40.000 mennesker (Mike begynder at klappe som i en koncertsal, hvor der er én person til stede, red.)
Stone: Den fantastiske lyd af en person som klapper.

Fleksibilitet
Tror I det har hjulpet, at I har brudt den traditionelle ’indspilning – udgivelse – turné’-cyklus?
Stone: Jeg tror bare gerne, at vi vil være mere fleksible i det hele taget. Vi vil kunne spille små klubber, og vi vil kunne turnere. Vi vil ikke altid have denne gigantiske opbygning til en to år lang turné og så vente fire år igen osv. Du kan gøre det på en anden måde, hvis du er i stand til at finde ud af, hvordan det skal gøres. Som da vi tog til Canada og turnerede en måned; det krævede ikke meget. Hvis det sker midt i en indspilningsproces, så kan vi bare gå tilbage og indspille videre, når turnéen er slut. Sådan har det været denne gang; har vi haft sange, som ikke har været færdige inden koncerterne, så må vi bare færdiggøre dem senere. Vi har bare ønsket at være så fleksible som muligt, og heldigvis har vi muligheden for at være det. Vi kan gå ud og turnere en måned i Canada og senere i Sydamerika uden at have en ny plade ude, hvilket er et totalt trip.

Men I er nødt til at være i form, da i aldrig spiller det samme sæt. Hvordan kan I huske så mange sange udenad?
Stone: Hvis du lytter efter på cd’erne (de officielle live-bootlegs, red.), vil du opdage, at vi ikke nødvendigvis kan spille alle disse sange (der grines, red.). Som regel spiller vi dem lige før turen, så vi har dem friske i erindringen. Vi kan sidde backstage og sige ’lad os spille denne sang i aften' og lige tjekke, hvordan var det lige, at akkorderne gik i b-stykket? Nå, ja, sådan var det, og lidt efter går du ud i spotlightet og kan ikke huske en fucking skid alligevel!! Det sker så ofte, at vores fans har valgt at acceptere, at det sker, og ofte bliver det en af deres favorit-ting ved koncerten. Som ’lagde du mærke til det stykke, hvor Stone ikke kunne huske den anden eller tredje akkord … alligevel blev han ved med at spille den forkerte akkord, i håb om at bandet på et eller andet tidspunkt ville komme tilbage til den…

Nu skal I så endelig spille i Europa igen?
Mike: Ja, jeg håber, at der bliver en god respons; det er længe siden sidst. Jeg er klar til at spille i Europa igen, specielt at spille de nye sange. Jeg aner aldrig, om en turné kommer til at gå godt eller ej. Jeg håber, at det her bliver en af de gode, vi får at se.