The Streets – reality fra drømmefabrikken

Musik er den hårdeste måde at tjene nemme penge på. Det har Mike Skinner lært af de sidste to år, og det har han skrevet et nyt album om.

Den fulde version af interviewet, der i let forkortet tilstand er at læse i GAFFA april

Billede: Martin Rosenauer

Navnet The Shed kunne ikke være mere passende. Den lille skotøjsæske af en bygning ligner mest et udhus til de velholdte villaer på den modsatte side af vejen. Over husets eneste vindue står der Geoffrey Kemp Insurance, men det er nu hverken regnemaskiner eller forsikringsformularer, der gemmer sig indenfor. Det hvidmalede hus i den sydvestlige London-bydel Gunnersbury rummer derimod det uprætentiøse hovedkvarter for Mike Skinners pladeselskab The Beats Recordings. Men lige så undseligt det tager sig ud udefra, lige så væsentligt har det været – både for det nye The Streets-album og for Skinner selv.

At have ansvaret for sin egen virksomhed var nemlig den faste ramme, hans liv manglede. Efter at 2004-albummet "A Grand Don’t Come For Free "solgte tre millioner eksemplarer, tog den 27-årige rapper og producer et skarpt sving ud i berømmelsens overhalingsbane. Her slingrede han lystigt rundt i en åben sportsvogn med alkohol, stoffer og en tiltagende spillelidenskab på bagsædet. Skinner havde forvildet sig ud på et overdrev af excesser og tabloidsladder, og popstjernelivet begyndte at vise sine bagsider. ”I get back off tour and suddenly it doesn’t seem so much fun to be off my face at a quarter to eleven a.m.”, som de allerførste ord på det nye The Streets-album lyder. Men da han signede duoen The Mitchell Brothers som det første navn til sit nye pladeselskab, skiftede hans liv spor.

– Vendepunktet kom, da jeg fik nogle folk, jeg havde ansvar for. Som kunstner kan man opføre sig som et barn, for alt bliver gjort for én, og man har ikke ansvar for andre end sig selv. Da jeg signede The Mitchell Brothers, blev sagen pludselig anderledes. ”Her er to mennesker, hvis karrierer jeg ødelægger, hvis jeg dummer mig.” Det var et vigtigt øjeblik i mit liv, fortæller Skinner, som da også bestiller en fredsommelig cola, da vi forskyder til hans stamcafé et par hundrede meter fra The Shed.

Skandaler i metermål
De omtumlede to seneste år af Skinners liv er råmaterialet på det nye album "The Hardest Way To Make An Easy Living". En titel, der refererer til hans usikre livtag med både business og berømmelse. Et væld af kunstnere er førhen faret vild i egne navler, når musikken er begyndt at handle om deres nyvundne status. Men ikke i tilfældet Mike Skinner. Med sin velkendte skarpsindige gadeplan-humor fortæller han den ene røverhistorie efter den anden fra celebrity-livets brændpunkt. Som på singleforløberen "When You Wasn’t Famous", der blandt andet beretter om at se den unavngivne kvindelige popstjerne, han har taget kokain med aftenen før, se forbavsende godt ud i et direkte tv-program morgenen efter.

– Jeg vil hellere selv fortælle om skandalerne på mit eget album, end at se nogle andre gøre det i en avis. Hvis man selv lægger alt det værste snavs på bordet, kan de ikke gøre andet end at gentage, hvad man selv har sagt. Og da jeg besluttede, at jeg ville skrive om alle de vanvittige ting, der var sket for mig, gik det ret nemt. Jeg kunne sådan set vælge og vrage. Der var stof nok til at skrive tre plader, da jeg først valgte at gå i den retning, fortæller han.

Det vilde liv i rampelyset var også en reaktion fra Skinner, som mistede sin far i foråret 2004. Kombinationen af et stort personligt savn og en hedonistisk glimmerverden gjorde hans jordforbindelse stadig svagere. Han skabte skandale ved velgørenhedskoncerten Prince’s Trust, fordi han var for fuld til at give interview og fornærmede flere gæster med homofobiske jokes. Han forsvandt fra Brit Awards, lige før han skulle modtage prisen for ”bedste album”. Og under en koncert i Amsterdam flippede han ud over at se publikummer med ”falske” The Streets-hatte – som viste sig at være helt officiel merchandise godkendt af hans hollandske pladeselskab. Livet i manegen havde taget magten over ham, og samtidig havde de anselige indtægter fra "A Grand Don’t Come For Free" fortonet sig i gambling.

– Rock’n’roll-klichéerne vadede ind og overfaldt mig. Man planlægger ikke at blive en kliché, men en morgen vågner man op i et hotelværelse med en pige, man ikke aner, hvem er, og tænker: ”Er det sådan, det er?” På et tidspunkt holdt det simpelthen op med at være sjovt. Tommy Lee fra Mötley Crüe har sagt, at når man træder ind i det her rock’n’roll-univers, vil man bare fucke verden og gøre spændende ting. Men i virkeligheden ender man med at lave de samme ting hele tiden – spille en koncert, checke ind på et hotel, skaffe stoffer, tage stoffer, stige på et fly. Man ender med at være lige så kedelig og forudsigelig som resten af verden. Det er lige så skelsættende at holde op med at tage stoffer som at begynde. For det er noget nyt. Når man har gjort det samme for længe, er alt andet spændende.

Virkelighed på afstand
Skinner fandt tilbage til noget, der mindede om et normalt liv. Han fokuserede på The Mitchell Brothers’ debutalbum, "A Breath Of Fresh Attire", som udkom sidste efterår, og siden begyndte arbejdet på det nye The Streets-album, hvor både op- og nedturene dokumenteres, uden at Skinner lægger fingrene imellem. Fra tourlivets balstyrige afterparties på "Hotel Expressionism" til trængslerne som pladeselskabsdirektør på titelnummeret. Men rapperen er godt klar over, at hvor han på sine to første plader var i øjenhøjde med sit publikum, der levede et liv tæt på hans eget, kommer han nu til at distancere sig fra det.

– Jeg tror, folk respekterer, når man er ærlig. Folk identificerer sig nok ikke så meget med mig på det her album, men jeg tror, de respekterer mig. Og jeg håber, de tænker: ”Jeg ville gøre det samme, hvis jeg var ham.” Hvilket er næsten det samme som at identificere sig, mener han.
"The Hardest Way To Make An Easy Living" byder nu også på samme underholdende hverdagsobservationer, der kendetegnede de to første plader. Ikke mindst War Of The Sexes lyder som et kommende hit med sine barstolstanker om verdens ældste magtkamp. "Can’t Con An Honest John" handler om gode gammeldags snydepelse, mens Two Nations filosoferer satirisk over kulturkløfter mellem USA og Storbritannien – ”I keep having to say I’m only joking in New York, when I have to buy fags on the road”.

Slut med at være hård
Skinners billedrige reality-sangskrivning er begyndt at sprede sig og er for eksempel smittet af på et navn som Arctic Monkeys. Han kan godt forestille sig, at der vil komme flere kunstnere, som på lignende vis baserer teksterne på hverdagsrealisme.

– Da jeg kom med det første album, var argumentet: ”Hvorfor skulle vi have lyst til at høre om vores egne livs almindeligheder? Vi hører musik for at drømme os væk.” Nu lyder spørgsmålet snarere, hvorfor alle ikke skriver om virkeligheden. Der er sket et skift. Nu er den virkelige verden cool, men det vil vende igen på et tidspunkt. Det kommer i bølger. I 80’erne var det cool at være poetisk og lidt intellektuel, og jeg tror, der kommer elementer af det tilbage. Mange navne fra den tid overlevede ikke 90’erne, som var meget påvirket af sort kultur, og hvor det mere drejede sig om at være lidt farlig. Oasis handlede om at være hård, og at sangeren kunne tæve dig, hvornår det skulle være. Men nu er det vendt igen, og det var nok The Strokes, der startede det. Folk blev trætte af vrede hårde mænd, mener Skinner, som måske også satser på, at folk er ved at blive trætte af musikere i træningstøj. I hvert fald har The Streets genoplivet et andet fænomen, der sidst blev set i 80’erne.

– Vi er begyndt at køre Miami Vice-stilen. Tropiske palmer fotograferet i orange solnedgange og ikke mindst blazer-jakker med ærmerne rullet op. Det bliver looket på den her plade, siger han med et skælmsk smil – hvilket da også lyder som en passende påklædning, når virkeligheden nu igen bliver inviteret indenfor i drømmefabrikken. Forhåbentlig får Mike Skinner denne gang lettere ved at finde ud igen i tide.