Anmeldelse: Sweden Rock Festival – retro i det grønne

Veltilrettelagt og gennemført festival i den klassiske hardrocks tegn – fra Doro over W.A.S.P., Alice Cooper og Deep Purple til Venom

Sweden Rock 090606

Billeder: Henrik Hildebrandt

”We came to rock” skreg Doro ud over festpladsen, da dette års rockfestival åbnede i det skønneste sommervejr. I sit karakteristiske læderoutfit hentet frem fra 80'erne var der lagt op til en 3. dages retrofest af dimensioner. Og det var ikke kedeligt. Faktisk leverede Doro den perfekte bund til en festival præget af veletablerede navne i spektret mellem det heavy og mere melodiske på den internationale rockscene.

21.000 mennesker havde fundet vej til de idylliske omgivelser ved Sölvesborg i Sydsverige. Publikum var stadset ud til lejligheden. Faktisk skulle man tro, at leopard-bukser, glamhår og sort neglelak til både drenge og piger for længst er gået af mode. Men NEJ, for vi er i Sverige, hvor rocken fra 80’erne åbenbart lever i bedste velgående.

Hovednavnet den første dag var Deep Purple. Et hæderkronet navn, der altid leverer godt håndværk efter snart 40 år i branchen. Bandet var faldet i festivalrollen, så i stedet for at spille et friskt varieret set med nyt og gammelt fik vi en sætlist, der mest af alt mindede om sangvalget fra en greatest hits cd. Der var ikke meget af det, der har gjort Deep Purple til The Godfathers of Rock, nemlig impulsive jam-sessioner og interessante mellemspil. Vi fik ”Smoke on the Water”, ”Highway Star”, ”Lazy”, ”Black Night” mv. Alt I alt fik vi alligevel spillet en ordentlig gang luftguitar.

De amerikanske rock-millionærer Journey leverede dagens bedste oplevelse. Bandet var åbenlyst beæret over, at publikum kendte teksterne til deres numre. Det var Journeys første live-optræden i Europa siden 1978, så de havde nok ikke regnet med helt den respons, de fik. Der blev skrålet med i en grad, som undertegnede ikke mindes på disse kanter. Det er ikke hver dag, man ser store drenge i Motörhead-T-shirt synge med på ”Open Arms”, den ultimative love song.

Udover de mere traditionelle hard rock-navne byder dette års festival også på interessante navne fra den mere eksperimenterede og progressive del af rocken. Engelske Porcupine Tree leverede et atypisk festivalsæt med overvejende eksperimenterende psykedelika-rock. Et forfriskende pust i rækken af navne, der på førstedagen talte bl.a. ”Bad to the bone” George Thorogood, blues-ikonet Jeff Healy, AC/DC-rockalike Krokus og meget mere.

Anden dagen havde multi-sællerten Def Leppard øverst på plakaten. De leverede en tight og flot koncert med alle de kendte hits. De virkede en anelse nervøse i starten, da det var over 10 år siden, de sidst var på vores breddegrader. Som forsangeren sagde ”vi vidste ikke, hvordan det skulle gå med bl.a. Venom på plakaten”.

Netop Venom med Satan – Cronos – himself i spidsen stod for dagens absolutte kuriøse indslag. Disse opfindere af Black Metal levede til fulde op til renommeet som rockens sorte får. Med 42 marshall-forstærkere i ryggen leverede de et grotesk lydniveau, der gav folk sportsvognsfrisure på de forreste rækker … og de er kun 3 mand. Men en oplevelse var det alligevel at opleve en metal-opvisning i det okkulte.

Festivalen bød desuden på et meget ventet show fra Seattle-drengene Queensrÿche, bygget op omkring deres koncept ”Operation: Mindcrime”. En historie om narko, kirken og den kriminelle underverden. Måske på grund af de høje forventninger efterladte Queensrÿche publikum i vildrede. Skulle man le eller græde? På trods af, at bandets set virkede en anelse forceret, rokker det dog ikke ved, at koncerten var sammensat af en perlerække af numre fra henholdsvis den legendariske ”Operation: Mindcrime” samt den pladeaktuelle opfølger ”Operation: Mindcrime II”.

Derudover leverede anden dagen en fin blanding af koncerter med bl.a. LA-rockerne W.A.S.P. (billedet), de progressive power-metal-drenge Kamelot samt schweiziske Gotthard, der startede dagen i fin stil.

Sidste dagen var festivalens store RETRO-dag. Whitesnake, Alice Cooper, Ted Nugent, Sweet, MSG samt flere andre velkendte navne. En god dag med mange musikalske højdepunkter. Måske en anelse mere forudsigeligt end de øvrige 2 dage. Men i 25 graders varme var det også blevet tid til at læne sig tilbage og nyde alle de gamle klassikere.

Fremhæves skal speed-snakkeren, den spøgefulde redneck Ted Nugent, der i den grad fik sat gang i festen på den store scene. Det var guitarlir af første klasse. Han fik desuden presset lidt ”attitude” (et af hans favorit-ord) ind, da han bekendtgjorde, at hvis man ikke var med på at slagte terrorister, så var det sådan set bare ”Fuck You”.

Endelig fik Andy Scott og sine Sweet-drenge sig en overraskelse, da 7.000 – 8.000 headbangere gik helt amok over de gamle Sweet-hits. De ønskede helt vildt at høre bubble-gum hittet ”Poppa Joe”. Først bekendtgjorde forsangeren, at det var en rock-festival, og at de altså ikke havde tænkt sig at spille det lort. De måtte overgi’ sig til sidst og leverede i øvrigt en af festivalens absolut bedste koncerter. Bandet er ikke set bedre i mange år.

Endnu engang leverede Sweden Rock Festival et meget interessant og velorganiseret program. Tak for den store storskærm, der gjorde det muligt at følge med på afstand på den store scene. Heja Sverige … og på gensyn i 2007. De kan bare det pis!