Daniel Kragh-Jacobsen - succesfuld ung musikvideoinstruktør

Daniel Kragh-Jacobsen - succesfuld ung musikvideoinstruktør

Danmark oplever for tiden et boom i forhold til nye, unge instruktører, der står bag videoer med både store nationale og internationale artister. En bølge, der efter manges mening blev sparket i gang med Martin de Thurahs video til Carpark Norths "Human" fra 2005. Mød tre af de mest fremtrædende nye instruktører på GAFFA.dk i august, september og oktober.

Daniel insisterer på, at musikvideoerne ikke kun er et nødvendigt skridt på vejen til at leve hoveddrømmen som spillefilmsinstruktør ud, men et selvstændigt medie, der har sin helt egen agenda og tiltrækningskraft. Ikke at drømmene stopper her, Daniel er i positiv dialog med Det Danske Filminstitut om en spillefilm, men indtil videre er det musikvideoer, der for alvor er ved at sikre den energiske og sympatiske unge dansker et  internationalt gennembrud. Og at det er evnen til at fortælle historier der er fundamentet i hans arbejde fremgår med al ønskelig tydelighed. Der er ikke mange bare patter, vuggende underliv, og close-ups af forsangere, der krænger deres indre ud i hovedet på seerne. På nær (i visse tilfælde) hans tætte samarbejde med Coco O (Quadron, red.) ser man ikke skyggen af artisten selv i hans videoer, men der imod skuespillere – professionelle såvel som amatører – der uden ord udspiller handlinger, der både er tilgængelige og gådefulde. Kvaliteter han har udfoldet i de prisbelønnede "The Fall" af Rhye og hans personlige favorit "Parix" med When Saints Go Machine.

GAFFA mødte den 26-årige dansker, der lige var hjemme for en kort bemærkning i hovedstaden, inden turen gik tilbage for at afslutte studierne på det prestigefyldte filminstitut, American Film Institute, i Los Angeles, hvor blandt andre David Lynch har slået sine folder. Daniel er ydmyg over for sin metier og sit fag, og ved, at der skal arbejdes benhårdt for at klare sig i det hjørne af showbizz, han befinder sig i. Det har han lært hjemmefra, og han forfølger stålsat sine drømme.

– Jeg var 13 år, da min onkel fik en Sølvbjørn i Berlin for "Mifunes Sidste Sang", og jeg gik rundt og legede, at det var mig selv, der fik den. Da jeg var seks år gammel, skulle han caste til en engelsk udgave af "Øen I Fuglegaden". Jeg gik rundt og talte engelsk i to måneder, men fik ikke rollen. Min far (Hans, red.) er dokumentarist og instruktør, og har arbejdet meget med ungdomssegmentet, og er ophavsmand til Bullerfnis, og min mor Rhea Leman er teaterinstruktør og forfatter. En meget inspirerende familie. Jeg har været med på sættet, siden jeg var lille, og må nok siges at være totalt miljøskadet. At fortælle historier set fra et kamera, har været min drøm så langt tilbage, som jeg kan huske.

I David Lynchs fodspor

Det er ikke den letteste sag i verden at komme ind på Den Danske Filmskole, hvilket selv en ung mand med efternavnet Kragh-Jacobsen måtte erkende, til gengæld var der bid i USA.

– Efter at have søgt ind herhjemme et par gange uden held, lykkedes det til min store glæde at komme ind på American Film Institute i L.A. Og via legater og god støtte fra kulturministeriet er det også lykkedes at betale den to-årige uddannelse, der koster ikke mindre end en halv million kroner. Det samme som Den Danske Filmskole. Bare to år kortere. Det har været utroligt lærerigt, og har virkelig gjort mig dygtigere på alle måder, vil jeg mene.

Krage søger mage, som ordsproget lyder. I hvert fald er der mange unge danske kunstnere i den sagnomspundne by på den amerikanske vestkyst, der holder sammen. Det gælder i særlig grad  Daniel og Quadron-duoen bestående af Coco O og Robin Hannibal, hvis veje har krydset hinanden ved flere lejligheder.

– Jeg er faktisk roommate med Coco, og jeg har nu lavet videoer for såvel Rhye, Boom Clap Bachelors og Quadron.

En relation, der om noget har været med til at udvikle Daniel som instruktør, et ganske krævende og ofte hudløst erhverv, fortæller han.

– Man skal kunne bruge sig selv – og på et eller andet plan være lidt af en narcissistisk egoist. Det er simpelthen en nødvendighed for at overleve i faget. Bag rigtig mange af mine videoer ligger der paralleller til mit eget liv. Både i relation til hvor jeg er i dag, og i forhold til hvad jeg har set og oplevet i min opvækst. Og så er det nok nødvendigt at være arbejdsnarkoman for at klare sig i længden.

Show it – don't tell it

Hvad adskiller musikvideoen som medie fra kortfilmen?

– Musikvideoen er et fag i sig selv. Og i forhold til den måde, jeg foretrækker at gå til mediet på, er der mange lighedspunkter med kortfilmen, men den væsentligste forskel er selvfølgelig, at musikvideoen er uden dialog, hvilket stiller nogle andre krav for mig som instruktør, og skuespillerne som medvirker, i forhold til at formidle en fortælling og en stemning. Det bliver mere "show it – don't tell it".

Hvad startede din løbebane som musikvideo-instruktør?

– Jeg har altid været sindssygt vild med den måde på hvilken, Spike Jonze og Michel Gondry har gået fra at være video- til spillefilmsinstruktører. Selv kom jeg i gang ved lidt af et tilfælde, da jeg lavede en video til Turboweekends første single "Wash Out" i 2006 for et lavt budget på 25.000 kroner. Faktisk skulle jeg lave seks stykker, før jeg med When Saints Go Machine "Parix" – for samme budget som "Wash Out" – lavede noget, jeg selv syntes var rigtig godt. Det har været nødvendigt at klare sig igennem på små budgetter, men sådan er virkeligheden, og det lærer man også en masse af. Det er langt fra altid jo dyrere jo bedre. Mange lagde mærke til "Parix", og det skaffede mig en kontrakt med agenturet RSA (Ridley Scott Associates) i London, hvilket er en kæmpe fordel i forhold til at skaffe nye jobs.

Beslutsomme kunstnere

De fleste af dine videoer er små film uden artisternes medvirken. Har du ikke et pladeselskab i røret, der kræver, at publikum får forsangerens fjæs klasket i ansigtet?

– Jeg har primært arbejdet med meget beslutsomme kunstnere, der selv er i stand til at sætte deres egne krav. I forhold til Rhye var de i forvejen helt klare på, at det var skuespillere og ikke bandmedlemmer, der skulle bære historien, hvor When Saints var åbne, og lod mig lave nærmest, hvad jeg ville.

I dag sender MTV primært tv-serier, og tv-stationernes video-programmer er så godt som ikke-eksisterende. Er musikvideoen ved at uddø?

– Nej, langt fra, den eksisterer bare på andre platforme, hvor YouTube i dag er langt den vigtigste. Det grafiske og visuelle udtryk for artister er stadig helt essentielt, og her er internettet et vanvittigt effektivt medie. Videoer bliver set hurtigt og tidligt, og har i visse tilfælde helt ekstremt store seertal (Gangnam Style er i skrivende stund set astronomiske 1,73 milliarder gange, red.) Men det stiller også store krav til at fange folks opmærksomhed og få dem til at blive hængende. MTV kørte måske i sin tid fast i baggrunden, hvor det er meget let at klikke væk fra en video på YouTube i dag, hvis ikke den fænger. Til gengæld er man 100 gange så tilgængelig i dag, men faren er, at folk hurtigere hopper videre, hvilket er en realitet, man altid har i tankerne som instruktør.

Daniel Kragh-Jacobsen – udvalgt CV

Musikvideoer:
Rhye Open
Rhye The Fall
When Saints Go Machine  Parix
Boom Clap Bachelors  Løb, stop, stå.
Quadron  Pressure
Quadron Hey Love
Fiktion:
The Song
Robin Färdig trailer

Reklamer:
FRND — Before It's too late
BMW — Secrets

Tre personlige favoritter:
    •    Den, jeg syntes er blevet allermest vellykket, er "Parix" med When Saints Go Machine. Jeg synes, at det er lykkedes at bygge et univers op, der er både jordnært og drømmende, og så leverer Elliott Hove er fremragende skuespilspræstation, der svæver perfekt mellem at være barn og voksen  En fortælling om at blive far, om både ansvar og frygt på en poetisk måde (videoen vandt Best low budget indie video ved britiske Music Video Award i 2012, red.).


    •    Nummer to for mig er "The Fall" med Rhye (som vandt andenpladsen i Young Director Awards 2013 under Cannes Festivalen, red.). Det var første gang, jeg arbejdede med så etablerede skuespillere (Carsten Bjørnlund, Marie Boda og Marijanna Jankovic, red.) og Carsten fandt på nogle spontane ting, der virkelig løftede resultatet. Jeg er meget tilfreds med den gådefulde måde, den beskriver kærligheden på, og den måde som den slutter i reallyd, hvor Carsten stiller bilen og tager cyklen.

 
   •    Skal jeg nævne en tredje må det være "Hey Love" med Quadron. Det var meget anderledes, end hvad jeg tidligere har prøvet. Mit udgangspunkt har været, at alle der ser videoen, både mænd og kvinder, skal blive forelsket i Coco (som Daniel i øvrigt ret konsekvent omtaler som Cocs, red.), og så er meget af inspirationen taget fra dansefilm-klassikerne "Strictly Ballroom" og "Last Tango In Paris" (fra '72 med Marlon Brando, red.).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA