Lørdag på Lollapalooza

Også lørdag var der store musikalske oplevelser på festivalen

Lørdag på Lollapalooza (05-08-2006)

(Foto: Lars Rønn Olsen)

Skribent Henry Rasmussen fortsætter sin beretning fra andendagen af den amerikanske Lollapalooza-festival.

The Go! Team - Lollapalooza - Q101, Chicago

Gang i Go! Team

Engang i 80'erne blev alverdens rockscener hærget af et amerikansk setup med navnet Mother’s Finest. De havde en sort funksangerinde med rockattitude i front foran et klassisk rockband, suppleret med blæsere. Og de væltede stadions på stribe med en uhørt energi.

The Go! Team ligner en nutidig, britisk udgave af Mother’s Finest, bare med flere musikalske strenge at spille på. Den danseglade rock og funk trækker på alt fra girl power pop ala Spice Girls og Go-Gos over blæsertung funk a la Tower of Power til støjrock og traditionel folk og enkel skønsang i et nummer som "Happy Go Lucky"

Uanset genre, så er der gang i fødderne, når Go! Team er på. Der bliver leget og eksperimenteret med musik og attituder, suppleret af et underholdende visuelt sceneshow, under kyndig ledelse af masterminden Ian Parton. Det er måske ikke ligefrem sublim musikalsk avantgarde, men det funker, bogstaveligt talt.

(Fire stjerner)

Built to Spill - Lollapalooza - Bud Light Scene, Chicago

Gedigen folk-blues fra solide Built to Spill

Man aner ånden af Neil Young i forsanger Doug Martsch. I den høje, kantede stemme, i fraseringen og i den afslappet/distancerede hippieattitude. Og Built to Spills materiale kan i visse øjeblikke også give mindelser om Crazy Horse.

Men Built to Spill er en del mere en blot et hippie revival band. Fra 1997-udgivelsen "Perfect From Now On", 1999-opfølgeren "Keep It Like a Secret" og dette års "You In Reverse" har bandet taget den klassiske amerikanske rocktradition, især folkrocken og 70'er blues'en, og ført den op til nutiden.

De lange svævende guitarpassager låner en del fra moderne emorock, og der et engagement og et nutidigt nærvær i musikken. Og her på festivalen blev det afleveret med en intensitet, der overbeviste. Built to Spill vælter ikke Neil Young af tronen, men de har erobret deres eget lille musikalske land, der er nok så interessant at udforske.

(Fire stjerner)

Calexico - Adidas-Champs Scene, Grant Park, Chicago

Texana i ufrivilligt hiphop-battle

Det var desværre svært at koncentrere sig fuldt om Calexicos musik, for på en nærliggende lille scene havde rapperen Lyrics Borns lydfolk valgt at skrue bassen op på terrorniveau, så vi selv tæt på Calexicos scenekant i perioder fik mariachi med hiphop-rytme.

Joey Burns og hans håndgangne mænd lod sig dog ikke slå ud, og de kløede ufortrødent på med et repertoire, der ved denne koncert primært var tilbage ved bandets texmex-udgangspunkt, fremfor rocklyden fra det seneste album "Garden Ruin". Med en mexikansk gæstesanger, ledsaget af inciterende harmonika og mariachi-blæsere kæmpede Calexico det bedste, de havde lært.

Men nogen perfekt nydelse blev det aldrig. Dertil var lydforureningen for irriterende. Det var ikke Calexicos skyld, at det gik, som det gik. Og jeg ville meget gerne have nydt Calexico i denne udgave i et mere uforstyrret lydmiljø, for det er musik med et uforligneligt groove af texmex, americana og mange andre inspirationer. Det må blive en anden gang.

(Tre stjerner)

Sonic Youth - Bud Light Scene, Grant Park, Chicago

Sonic Youth i det pæne hjørne

Jeg gik midt undervejs i koncerten, for at se popgirafferne fra Gnarls Barkley. En beslutning jeg bitterligt fortrød, for GB betød her "great bore", mens Sonic Youth var i gang med endnu en interessant koncert.

Sonic Youth har eksisteret i 25 år. Så det er måske tiden at skifte navnet ud til Sonic Middleage. Og det er ikke skrevet nedladende, for dels er jeg selv midaldrende, og dels har Sonic Youth om nogen formået at gå foran med nye grænsebrydende udviklinger gennem hele deres karriere, som et af de mest indflydelsesrige bands i nyere tid. Den seneste udvikling i bandet er dog måske et skridt tilbage til en mere traditionel rockapproach.

I hvert fald var støjen dæmpet kraftigt i forhold til for eksempel de seneste optrædener på Roskilde, til fordel for en mere straight rocklyd, en naturlig konsekvens af det nye album "Rather Ripped". Det er måske ikke denne ende af Sonic Youths spændvidde, der vil gå ind i rockhistorien, men det var tydeligt, at bandet egentlig nød at give melodierne plads, og de hyggede sig med musikken. Så det var ikke nogen legendarisk Sonic Youth koncert, men en ganske god lytteoplevelse.

(Fire stjerner)

Gnarls Barkley - Lollapalooza - AT&T Scene, Chicago

Gnarls Barkleys tunge nedtur

Måske er Gnarls Barkley ikke et "one-hit-wonder". De har i hvert fald allerede haft to hits. Men deres gumpetunge performance på Lollapalooza overbeviste absolut ikke om, at det er et navn med en længere levetid. I hvert fald ikke på livescenen.

De havde ellers trukket et meget stort publikum. Mere end 50.000 ville åbenbart se girafferne. Men allerede midtvejs i koncerten begyndte en modløs masseflugt af folk, der havde fået nok af skabelonen "kraftfuld soul/gospel stemme foran elektronisk dancepop". Det er i øvrigt en skabelon, Moby har udviklet og samplet sig til for år tilbage, og væsentligt mere originalt og opfindsomt end kunstproduktet Gnarls Barkley.

Hittet "Crazy" fik nogle til at stoppe op, og en del af publikum fik ligefrem gang i danseskoene. Men så dykkede man igen tilbage i monotonien, inden det obligatoriske sluthit i "Smiley Faces". Det havde måske været populært til en Grøn Koncert. Men her bragede det lige ned mellem stolene, lige så tungt som forsanger Cee-Los korpus.

(To stjerner)

Smoking Popes - Q101 Scene, Grant Park, Chicago

Glad punkpop uden dikkedarer

The Smoking Popes er lokale helte i Chicago, og det var også til at se på en del af publikum, der hyldede bandets melodiske punk - eller nok snarere, glad melodisk rock, for selv om bandet er blevet hypet med en punketiket, så er det ikke just Ramones, der falder én ind som reference her. Men uanset etiket, så er det svært ikke at blive glad i låget af at lytte til The Smoking Popes. Og de afleverede varen effektivt og svingende.

(Fire stjerner)

Flaming Lips - Lollapalooza - Bud Light Scene, Chicago

Flaming Lips' totale triumf

Flaming Lips er fra Oklahoma. Alligevel er Chicago lidt af en hjemmebane for bandet, for det var her, de fik deres radiogennembrud med "She Don't Use Jelly" i 1994, og siden har de spillet ofte i byen. Og de fik da også en heltemodtagelse i den varme sommeraften, hvor solen mirakuløst brød igennem, netop da de gik på scenen.

Og Flaming Lips skuffede da heller ikke. De har i forvejen ry for at være et af de fedeste rockshows overhovedet, men her overgik de sig selv i overstadigt showmanship, startende med at frontmand Wayne Coyne tog sig en bizar crowdsurfing inde i en gigantisk ballon. Så var man ligesom i gang. Og med en flok dansende julemænd på den ene side af scenen, dansende rumpiger i lårkort på den anden side, og endeløse mængder af kampe balloner og graffiti ud over publikum, fyrede de et forrygende show af.

Undervejs havde de overskud til først at forsøge at stoppe trafikken på den nærliggende Lake Shore Drive ved hjælp af publikums åndelige kraft, for derefter at forsøge at stoppe krigen i Libanon med "The Yeah Yeah Yeah Song". Måske stoppede krigen ikke, men 50.000 mennesker på plænen gjorde hvad de kunne! Og da Flaming Lips slog an til "She Don't Use Jelly" gik publikum amok i nærmest ekstatisk rus.

Flaming Lips er et besynderligt rockfænomen, med deres sære blanding af musikalsk kompetence (bortset fra Coynes noget tynde stemme), fremragende sange og så en ironisk distance til alt og alle - der måske i virkeligheden mere er nærvær end distance. Men det virker, og her blev det nok til den bedste koncert overhovedet på en ellers fremragende Lollapalooza.

(Seks stjerner)

Thievery Corporation – Adidas-Champs Scene, Grant Park, Chicago

Interessant dance til en afveksling
Lad det være sagt med det samme: Dance er ikke min hjemmebane. Det er vel også mest derfor, at jeg ikke finder musikken interessant, og min personlige fordom er, at i vore dage kan nærmest enhver med et minimum af musikalitet og evne til at håndtere en computer sidde hjemme i soveværelset, lægge et beat, smide noget sfærisk flow henover og så tjene kassen, hvis man ellers har netværket i orden.

Thievery Corporation er et amerikansk fænomen, der effektivt eliminerer den slags fordomme. De to masterminds, Eric Hilton og Rob Garza, har samlet en flok levende musikere og sangere, der dæmper elektronikken og i stedet giver vibrerende krop og sjæl til dansen. Med udgangspunkt i downtempo house smider de alverdens musikalske inspiration ind (ved denne koncert ikke mindst arabisk og indisk), spillet og sunget live på rigtige instrumenter.

Derfor måtte selv jeg stoppe op og erkende, at det faktisk var interessant at lytte til, det her. Og på et tidspunkt måtte jeg vel også konstatere at fødderne var begyndt at flytte sig. Og når man kan flytte mine fødder med house, så kan man en hel del. Respekt!

(Fire stjerner)

Manu Chao - Bud Light Scene, Grant Park, Chicago

Slap dog af, lille Manu!

For nogen år siden var Manu Chao et forfriskende indspark på den europæiske musikscene. Men en fandenivoldsk disrespekt for genrer og barrierer genopfandt han verdensmusikken ind på pop/dansescenen, og gav dansegulvende et blødt svaj. Fra "sid' til sid'" som det hedder i et dansksproget ripoff.

På Lollapalooza blev ethvert tilløb til blødhed hamret til pindebrænde af et hæsblæsende tempo, og en voldsom, metallisk macholyd. Med god vilje kunne man høre reggaerytmer i larmen, men de blev også hamret til ensformige dancebeats. Det gik alt for stærkt simpelthen, uden pauser, ingen temposkift, bare speed. Måske også i en anden betydning af ordet, for Manu Chao virkede decideret overgearet.

Kun i ganske få sekunder fintede Chao med et halvakustisk, langsomt moment, men så hamrede energimaskinen igen. Det blev intetsigende, og det meste af det store amerikanske publikum stod da også med en stum undren, hvis ikke de valgte at gå. Man var fristet til at crashe scenen, stryge Manu Chao over håret og sige, "slap nu af, der er ingen, der vil slå dig". Men jeg ved såmænd ikke, om det havde hjulpet.

(Tre stjerner)