Varme vintage vibes fra Christiania

Varme vintage vibes fra Christiania

På lørdag bliver der i bogstaveligste grad tændt lys på Loppen. På scenen der mere end nogen anden symboliserer store koncerter gennem en menneskealder på Christiania. Hvor det københavnske rockfolk altid har samledes, mindes vi for anden gang skjalden Hans Vinding, der om nogen hørte fristaden til indtil sin alt for tidlige død i 1999.

"Åh, mand, kan du ikke se, at jeg kan se lige igennem dig, åh mand, kan du ikke se, at du er lige så gennemsigtig som jeg!" lyder sanglinjerne i en af tidens mest hørte sange, fremført af en hvidskægget herre, som nogle kalder for Guf og andre for Lorenzo Woodrose, og som står i spidsen for et retro-hippieforetagende, der hedder Spids Nøgenhat. Manden der engang blev døbt Uffe, er selvfølgelig bevidst om, at det lige der er Hans Vinding, han kanaliserer. Som han gør det med Leif Roden, når det er Alrune Rod, der bliver fortolket med kærlig kompetence og hilsen fra de varme vibrationers tid i kølvandet på kærlighedssommeren i 1967.

Med Hip fra netop det år indledte Steppeulvene med sangeren Eik Skaløe og hans Dylan-inspirerede tekster på et helt eget æterbåret nydansk et nyt kapitel i danskrocken, som digteren Laus Bengtsson ikke var sen til at følge op på med som tekstforfatter for grupper som Beefeaters, Alrune Rod og Povl Dissing, hvor han gav os uudslettelige indtryk fra det psykedeliske overdrev på Natskyggevej og på mesterværker som Nøgne Øjne. Og så var der en tidligere elitegymnast fra Thisted, som havde foretaget den obligatoriske dannelsesrejse over land til Indien og vendte tilbage med glødende tekster og snart fra et kollektiv på Nivågaard dannede orkestret Furekaaben og indspillede to album.

Hans Vinding var i den grad landet midt på en scene, der talte spillesteder som Klub 27 og kollektiver som Røde Roser ude på Amager. Herfra var der ikke langt ind gennem det berømte hul i hegnet til et nyt land, hvor de psykedeliske visioner kunne leves helt ud. På Fristaden Christiania flyttede Hans og hans musikere ind i lokaliteter med nye navne som Løvehuset og Landet Labora alias Mælkebøtten, og snart blev resterne af Furekaaben til et nyt projekt, der først fik det finurlige og tidstypiske navn Hyldemors Grønsaligheder, som dog efterhånden kulminerede med en anden besætning, navnet Hyldemor og lp'en Glem Det Hele.

Denne psykedeliske milepæl blev udsendt på cd foran et fyldt Loppen for et år siden, mens en perlerække af fortolkere, der blandt andre talte foromtalte Guf fra Spids Nøgenhat, gik på scenen med de gamle musikere til en uforglemmelig aften. En aften hvor hele det gamle og hippiehistoriske rum emmede af savnet af det savnede geni. For i lighed med Eik Skaløe - der med Niels Skousens ord på hippiegenerationens måske mest berømte sang på albummet Herfra Hvor Vi Står var den "ven der tog afsted lidt før de andre, og nu si'r de, at han kom for langt ud, men når der ikke er nogen der kender retningen, er der altid en eller anden fyr, der må stå for skud" – var det alle savnede fraværet af Hans Vinding. Den følsomme, finurlige, underspillet geniale og skidesøde fyr, som vi sådan savner. Som for evigt har sat sit mærke på de mange, han berørte. Det kunne mærkes i de mange knus mellem os, der havde danset utrætteligt foran det magiske orkester, og som nu var tilbage 30 år senere med samme psykedeliske glimt i øjne på stilke. Hans' stamme der var kommet hjem til Loppen.

 

Ny mand i front

Og det kan kun være på Loppen, at stammen samles igen på lørdag. Nu er det bare Hyldemors Grønsaligheders legendariske kassettebånd-udgivelse, der blev udsendt i 200 eksemplarer tilbage i 1975, som er den søde årsag til at flippe ud til noget god musik. Nu frisket op med et par ekstranumre, blandt andet en liveudgave af Den gennemsigtige mand med de før citerede linjer, en sang der allerede blev skrevet på Nivågaard sammen med vennen Leif Johnsen – i øvrigt onkel til Aura Dione - under Furekaaben-tiden, men først for alvor fandt sin form og dramatiske udtryk på Glem Det Hele.

Men hvor Hyldemor for et år siden var resultatet af, at guitaristerne John Teglgaard og Jens Thorning Hansen i nogen tid havde mødtes i øvelokalet og med Beatbox-chefen og den gamle Christianiaaktivist, Peter Sørensen, som igangsætter fik sat det imponerende projekt på skinner, er der i dag tale om et orkester, som har fundet sin form.

En ny sanger er fundet i den 27-årige Louis Puggaard-Müller, og han har blandt andet selskab af de tre gamle musikere fra Hans Vinding-dagene, nemlig føromtalte John Teglgaard, violinist Steen Claësson og trommeslager Jens Breum. De vil til koncerten på lørdag få selskab af grønsaligheder som Tommy "Bas" Pedersen, Jens Thorning Hansen og Helle Vibeke Riiskjær Steffensen. Til en aften, som vi er rigtigt mange, der glæder os helt vildt til.

Puritanere vil måske stoppe op og tænke ny sanger og så ønske Guf. John Teglgaard beretter her om fundet af den nye sanger: "Det var Søren Berlevs kone, som gik en tur på Strøget, da to gademusikere fangede hende så meget, at de siden blev hyret til at spille til en fest i familien. Jeg spiller jo med Søren i det genopstandne Masala Dosa, så jeg hørte Louis. Vi tog en øver sammen og indspillede et nummer, som jeg sendte til Steen (Claësson). Han meldte tilbage, at han fik kuldegysninger af glæde, og siden har det været Louis, så jeg håber at alle vil modtage ham med samme glæde".

Når det ikke kan være Hans, må nye kræfter til. Og for den rockhistoriske nørd er der den finurlighed, at Louis såmænd er nevø til den gamle Culpeper's Orchard-guitarist, Thomas Puggard-Müller.

 

Ikke-jeget's dans

Der er en helt egen lyd på Lysene Tændes. På de bedste sange er der en helt unik fortættet stemning, hvor Steen Claësson med sin violin trækker trådene til sin direkte inspiration, som var John Cale som han lød, når han spillede sin elektriske bratch (på engelsk: viola) på Velvet Underground-album som den såkaldte "Bananplade" og White Light/White Heat. Og hvor den allerede dengang erfarne og dybt kompetente bassist, Tommy Pedersen – som konsekvent blev kaldt for Tommy Bas, vel sagtens for at kunne skelnes fra en anden Tommy – Tommy Petersen - som han havde spillet med i pigtrådsorkestret fra 1960'erne, Matadorene. De hed derfor konsekvent Tommy P og Tommy Bas.

Hans selv har en anden og mindre presset stemmeføring på pladen, som har en vidunderligt psykedelisk vibe af overskud med en stribe sange, der var på vej og for nogles vedkommende ville kulminere langt senere. Tag bare Spring Ud, som blev et mindre hit med christianitten Lone Kellermann, som med Rockbandet på en og samme plade ville synge om Luigi i Venedig og lægge stemme til skelsættende sange som Spring Ud - den hedder Porten er åbenLysene Tændes - og Fuglen Er Fløjet, som begge bar den umiskendelige Hans Vinding-signatur, og hvor sidstnævntes omkvæd "fuglen er fløjet" blev fulgt af sætningen, "når natten bli'r til dag" som også blev albummets titel.

Vi er på Lysene Tændes i fristadens første par år, hvor der endnu er et års tid til mobiliseringen omkring Regnbuehæren, da den danske regering første gang havde fået den idé, at det gamle militærområde skulle fratages dets nye beboere. Den bevægelse der også fandt sit udtryk i Christianiapladen, hvor navnet Hyldemor for første gang optræder, og hvor undertegnede kom ind fra forstaden og sov på staden som del af den fredelige hær. Hvor Hans og Hyldemor sammen med Kellermann i bandet Osiris og ikke mindst Bifrost blev soundtracket til fællesskabsfølelsen omkring Staden og den stamme af venner, som det var så berusende at være en del af.

Lysene Tændes havde desuden som en markant stemme violinisten Helle Vibeke Riiskjær Steffensen, som - da jeg sidste år lavede research til Glem Det Hele-genudgivelsen, som jeg skrev den 48 sider lange booklet til – ville berette om, hvordan hun sammen med Hans havde turneret i Skotland som duo på guitar og violin. Og man kan godt høre de keltiske rundgange, når hun tager fat, ligesom man må sige, at hun får sunget på en måde, der er særpræget. Udtryk for Hans' tilgang, hvor alle fik plads hos en mand, der til fulde syntes at leve op til sine ord fra en af kongesangene på pladen, Wah-Wah Pedalen, hvor han synger "lad os danse frem, ikke-jegets dans, lad os blive ved, ja ud i al evighed".

Som Helle Vibeke sagde det i interviewet sidste år:

"Hos Hans var der store visioner, og han ville slutte Furekaaben og fantaserede om et nyt orkester. Det snakkede vi om, og vi fandt også på navnet sammen. Også at det skulle hedde Hyldemors Grønsaligheder!!! Hvordan kunne vi finde på noget så tosset??? Men det skulle det.

Så der opstod det nye orkester med Steen, Tommy (Bas) og Jens (Thorning) Hansen. Jeg var så betaget at hans evner som sangskriver. Digtene, ordene, og så også hans helt utrolige åbenhed. Hans hev nærmest fat i hvem som helst. Når vi spillede og var midt i det hele, var det sådan, at hvis der var nogle med instrumenter, ville han opfordre dem: "Kom herop og spil med os! Kom!" Og nogle gange ville musikken falde sammen og jeg blev da lidt frustreret. Jeg mener: fandens til kaos. Men det var også meget flot på en måde".

Helle Vibeke fortsætter: "Det var sjovt at udvikle Hyldemors Grønsaligheder, og da vi lavede båndudgivelsen Lysene Tændes oppe i Nordjylland var det en spændende proces, fordi det var meget Steen og Tommy Bas, der arbejdede med Hans' melodier. Alligevel det var os alle sammen, der kom på som medkomponister. Typisk Hans".

 

Hjem til Loppen

Da vi for et år siden samledes på Loppen, var der som sagt en helt egen magi i luften. For dels stod der blandt publikummerne alle os, der havde danset hæmningsløst til Hans Vindings musik tilbage i 1970'erne og ind på den anden side af 1980.

Det var jo netop hjemme på Loppen, at bandet nærmest altid formåede at hive det der ekstra udefinerlige frem, der ikke mindst fik andre musikere til efter jobs i både København og provinsen til at valfarte til det vidunderlige gamle træbeklædte hus, hvor chillumrøgen ville være tæt, og man hos Hanne og de andre i baren fik skænket lige dele varme vibrationer og øl fra Nykøbing Falsters bryghus.

Angående Nykøbing, så tror jeg at det var noget med, at Carlsberg og Tuborg i de år konsekvent nægtede at sælge til Christiania, og så blev Blå Nykøbing den foretrukne, hvis man da ikke var svenske bands på besøg, og rakte ud efter kassen med Dynamit, som Göteborg-orkestret Motvind gjorde engang. Med det resultat, at det ellers med spænding imødesete orkester fra det dengang banebrydende alternative label, Nakksving, efter en del sejlen rundt på scenen, måtte afbryde koncerten med ordene: "Vi får stoppa nu. Dom där Dynamit er jäkla stärka!!" Vi rystede på hovedet. Dynamit var jo trods alt opfundet af Nobelprisens ophavsmand. Så man tænkte, at de måske kunne have fundet anledning til at tænke, hvorfor et dansk bryghus lige gav en øl det navn!!!

Men tilbage til Hans Vinding og Hyldemor, som i årene efter Lysene Tændes formidlede Hans Vindings tekster og sammen med ham lavede en lang række sange:

 

Musikernes orkester

Orkestret var i de år et musikernes orkester. Her ville Steen Claësson med sin violin og smil på det smukke ansigt være manden, der med baggrund i Burnin' Red Ivanhoe havde sit helt eget lyriske attack på scenen, og ville veksle mellem at fatte buen og hanke op i en Gibson SG, på hvilken han ville sætte strøm til sange med sanglinjer som "Juletræet har ingen rødder".

Rytmegruppen bestod i de år af den allestedsværende trommeslager, Jens Breum, som havde en tendens til at give den med himmelvendte øjne, når det rigtigt var oppe at køre. Han havde et helt eget niveau, og ved hans side stod den norskfødte bassist, Thor Matthiesen, som med hippieorkestret The Zodiacs var ankommet til københavnske Stengade omkring 1968 – den tids Pusherstreet – og aldrig var vendt hjem til de norske fjelde. Thor var nemlig blevet bedste venner med orkestrets anden solist, guitarist John Teglgaard.

John var oprindelig fra Horsens, hvor han havde spillet rock fra tidlig alder, men det var især fra midt-1970'erne, at vi begyndte at lægge mærke til den flotte fyr, der med hår af afro-dimensioner og den størst mulige Morley-wahwah-pedal, samt tidens absolutte udstyrsstykke, når man var el-guitarist: Echoplex-maskinen, hvor et lille kassettebånd indeni leverede en ekkoeffekt. Dertil kom, at John med sit sagnomspundne og nu gendannede orkester, Masala Dosa, sammen med den gamle Secret Oyster-guitarist, Claus Bøhling, i den grad formåede at vise, at sitartimerne ved guruens fødder nede i Indien ikke var spildt.

Hans spil havde en egen altfavnende modal kvalitet, hvilket ikke bare fik Hans Vinding og Steen Claësson til at spærre øjnene op, men også fik vennerne i det andet Christiania-band, Bifrost, til at hyre manden. John Teglgaard var en af den tids fedeste danske guitarister.

Endelig husede orkestret mesteren selv i form af Hans Vinding. En ofte undseelig mandsling med et ansigt, der kunne få ham til at ligne en fugl, specielt når lidt for venlige beundrere havde givet ham en elefantbajer for meget, og hans øjne begyndte at plirre lidt vel meget, mens han sang sine lange og vidunderlige tekster.

Hans formåede i sine tekster dels at komme med ofte spidende kommentarer til tidens tilstande, men også med referencer til østens mystik ligesom den åndelige bror, steppeulven Eik Skaløe, som på føromtalte Hip i 1967 havde rapporteret fra Nepal og veje "lavet af rågummisåler" og talt om afghanerpelsen broderet med isblomster fra Gylhana – den fordanskede version af hippievejens berømte Hotel Gulkhane (blomsternes hus) i Kabul.

Hos Hans Vinding var det lokaliteter som Verdens Tag (i den episke sang WahWah Pedalen) og referencer til den kristne libanesiske mystiker, Khalil Gibran, som på kendingsmelodien Hallo Hallo Frøken – fra Lysene Tændes - bliver citeret med sætningen "fra dit skib kan du se din vugges kyst". Og som fik os til at flække af grin over tekstbidder som det sidste vers, hvor Hans synger:

"De der bygger op det allerhøjeste hus

falder hurtigt i mørkets kulsorte grus

og de der kigger ned i overraskelsernes bog

aner ikke engang hvornår der går et tog

hypnotisøren spiller nu sin egen vals

og alle skråler med af fuld hals......

Hallo hallo frøken

ka' De gi' mig nummeret på jorden

er der frost på ledningen eller

hva' er der galt?"

Rendyrket Vinding.

Profetisk overblik iblandet finurlig humor og snusfornuftig undren.

 

Koda: Vinding revisited

Vi mistede Hans Vinding på hans 51-års fødselsdag, den 15. februar 1999. Man sårer ham nok ikke ved at sige, at han havde gennemlevet en fysisk deroute, der startede omkring 1982, når hans hang til de våde varer fik ham til at glemme de ofte meget lange tekster. Til nogle af de koncerter, som jeg siden ville have på bånd, fordi jeg var så stor fan og endda havde haft Hans ude at spille i den klub i Lyngby, jeg kørte dammen med min daværende klike, hvor orkestret nåede højden, men hvor musikerne med stadig stigende frustration ville spille vers efter vers, mens forsangeren ville stirre ned på scenegulvet, på hvilken sangtekster ville ligge over det hele. Det var som om tråden helt blev tabt, mens vi alle sammen græd indvendigt og følte Hans' blues.

Et halvt år før var han blevet fundet i sin lejlighed i Nansensgade med pivåbne vinduer. Det var midt om vinteren, og han havde haft et af sine epileptiske anfald, så da musikerkollegaen og vennen Niels "Pind" Pedersen og Hans' søster Karen ved hjælp af en låsesmed fik åbnet døren, havde Hans en kropstemperatur på bare 28 grader. Lægerne var mest tilbøjelige til at opgive ham på stedet.

I stedet blev det til et ophold på institutionen ved Roskilde Fjord, der ironisk nok er kendt som Sankt Hans. Hvor det endelig sluttede, uden at han på noget tidspunkt fattede guitaren. Det kapitel var simpelthen slut.

Indtil sidste år, hvor der kom nyt liv i drømmene, og det legendariske band igen spredte de vibrationer, vi forbinder med Hans Vinding og hans verden.

Lørdag aften samles vi igen på Loppen.

Jeg glæder mig helt vildt.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA