Boganmeldelse: Troels Frøkjær – Bogen Om Allan Olsen

Allan Olsen er en ener på den danske sanger-sangskriverscene. Kendt for sine både billedrige og ætsende skarpe tekster og for sin særegne status som både forholdsvis folkelig og samtidig utilpasset. Hvem andre end Allan Olsen kan finde på at kritisere Danish Music Awards i en sang – og så fremføre sangen til selv samme show? Med andre ord er Allan Olsen oplagt at skildre i en biografi, og det er det, musiklæreren Troels Frøkjær gør i sin forfatterdebut, ”Bogen Om Allan Olsen”, som er værkets enkle titel. Og så er Olsen også blevet 50 i år.

Ved første øjekast imponerer bogen med sin visuelle udformning. Værket er fornemt layoutet med masser af flotte fotos, og modsat mange andre biografier er farvebillederne ikke samlet på nogle få indstik, men er spredt ud over hele bogen. Billederne er hentet helt tilbage fra Olsens barndom i Grønholt ved Frederikshavn og op til nutidens Århus, fra private såvel som professionelle sammenhænge, både foran og bag scenen, og er generelt af høj kvalitet.

Også tekstmæssigt vidner ”Bogen Om Allan Olsen” om et omfattende researcharbejde. Frøkjær har både med Olsen selv, hans familie, venner og kolleger som Johnny Madsen og Knud Møller, og selv den tidligere kulturminister og storfan Elsebeth Gerner Nielsen giver sit besyv med. Vi får da også mange gode anekdoter og historier især fra Olsens unge år. Om hvordan han hurtigt opdagede, at en guitar kunne være vejen ud af lillebyens kvælende kedsomhed og om hans ungdom som særdeles aktiv, men mindre succesfuld omrejsende folkesanger, hvor der både var øretæver og underskud i luften på de små værtshuse. Men livet på landevejen gav samtidig hård hud på fingrene, så Olsen var mere end klar, da han i en moden alder af næsten 34 pladedebuterede i 1989 med ”Norlan”.

Gode anekdoter – men ofte hørt før
Fra og med Olsens pladedebut ændrer ”Bogen Om Allan Olsen” en smule karakter, idet den nu går over til at blive en blanding af fakta og anekdoter på den ene side og en form for anmeldelser eller analyser af de enkelte sange og plader på den anden side. En lidt sjov kombination, som dog egentlig fungerer ganske fint. Vi får da også mange yderst underholdende og tankevækkende forklaringer til de enkelte sange og album af Olsen selv og hans musikere. Desværre har en stor del af Olsens anekdoter været offentliggjort før, primært på Olsens meget udførlige hjemmeside og i Jens Larsens interviewbog ”Sangskriver”, som begge citeres gentagne gange (dog – bortset fra en smutter omkring sangen ”Rødt Jern” – med tydelig kildeangivelse). Dermed får denne del af ”Bogen Om Allan Olsen” et lidt uoriginalt præg, som samtidig bevirker, at gamle Olsen-fans nok vil have begrænset udbytte af bogen, da de formodentlig vil kende mange af historierne i forvejen. Forklaringen på genbrugen kan muligvis skyldes, at Frøkjær i bogens forord fortæller, at Olsen nok har svaret beredvilligt på konkrete spørgsmål, men ikke har ønsket at fortælle længere historier om de enkelte sange eller begivenheder. En ærgerlig og noget uforklarlig modvillighed fra Olsens side, da det givetvis ville have resulteret i en bog med mere gods i – og det er da også i Olsens egen interesse!

Frøkjærs egne gennemgange af de enkelte plader er desværre lidt overfladiske. Han gengiver en lang række Olsen-tekster i deres helhed og karakteriserer dem temmelig kortfattet. Det ville have været mere interessant med færre sange, der så blev gennemgået lidt mere dybdegående. Frøkjær siger selv i bogens forord, at han ikke vil lege ”Fortolker Holger”, men det er faktisk, når han undtagelsesvis begynder at gå lidt mere i dybden med Olsens tekster – for eksempel om, hvad Olsen mon mener med linjer som ”Forbandet ungdoms alvor / Ligegyldigt voksen-pjat” eller ”Han vander sin sten” – at der kommer lidt substans i gennemgangen af sangene. Også den musikalske side af pladerne bliver behandlet noget nødtørftigt, selvom Frøkjær som nævnt er uddannet musiklærer. Frøkjær skriver blandt andet, at han ikke bryder sig særlig meget om musikken på Olsens ”Onomatopoietikon”-album – men hvorfor får vi ikke rigtigt nogen forklaring på. Også redigeringsmæssigt er det nogle gange gået lidt stærkt, når man eksempelvis på side 64 kan læse, at Olsens ”Gajo”-plade er blevet en hans største kommercielle succeser til dato – og så en halv side længere, at selv samme plade ”får relativ kommerciel succes”. Vælg selv...

”Bogen Om Allan Olsen” er altså blevet et visuelt vellykket værk og tekstmæssigt en lidt blandet fornøjelse. Man kan dog ikke undgå at blive smittet af den Olsen-begejstring, Troels Frøkjær hele bogen igennem lægger for dagen, også når han er kritisk over for Olsen – hvilket han som antydet lejlighedsvis er, hvilket klæder bogen, så det ikke bliver den rene omgang rygklapperi. Nye Olsen-fans kan bestemt også få glæde af teksten, mens de mere garvede nok mest vil finde tilfredsstillelse i billederne.

Troels Frøkjær: ”Bogen Om Allan Olsen”. Husets Forlag. 248 sider, vejledende pris 249,-. Er udkommet.

Bogen Om Allan Olsens hjemmeside