The White Album: Musikalsk treenighed debuterer med ren og ærlig folk

The White Album: Musikalsk treenighed debuterer med ren og ærlig folk

Tre voksne mænd med stort fuldskæg og iført skovmandsskjorter, der lytter til Take That, er måske ikke lige en kombination, man hører om hver dag. Ikke desto mindre er det tilfældet med Frederik Vedersø, Claus Arvad og Jakob Eilsø, også kendt som The White Album, der blev dannet tilbage i 2011, og som i 2012 udgav ep'en Conquistador.

– Det er ikke fordi, vi skamlytter Take That. Men bag alle de kvalmende produktioner gemmer sig nogle gode melodier. Det hører jeg nu efter mange år, lyder det fra Claus Arvad.

Hver med en dåbsattest, der lyder på 30 plus, indrømmer de tre musikere gerne, at det ikke kun er store idoler og inspirationskilder som Neil Young, Paul Simon og The Beatles, der finder vej til pladespilleren. Noget, de ellers ihærdigt forsøgte at skjule for vennerne, da de var yngre.

– Med alderen er vi alle begyndt at lytte til musik for vores egen skyld og ikke ud fra tanken om, hvordan musikken er med til at positionere os, fortæller Claus Arvad.

– Man bliver måske mere egoistisk med alderen. Man fjerner filtret og står ved, hvad det egentlig er, man godt kan lide, supplerer Jakob Eilsø og fortsætter:

– På samme måde er vi også blevet mere tro os selv i måden at lave musik på. Førhen tenderede vi måske til at lave musik ud fra en idé om, hvad andre gerne ville høre. Nu går vi udelukkende efter, hvad vi selv ønsker at lave.

 

Renheden som pejlemærke

Samme ærlighed, man bliver mødt med hos de tre herrer, samme ærlighed handler det for dem om at kommunikere ud gennem deres musik.

– Man kan producere sig ud af en masse, men det hele handler i bund og grund om at have den gode sang og det ærlige udtryk, fortæller Claus Arvad.

– Det handler om at søge indad i stedet for at søge udad og om enkelthed og renhed. Renheden er en form for programerklæring fra vores side, som vi gerne vil bruge som udgangspunkt for det, vi laver, påpeger Frederik Vedersø.

Derfor er sangene på The White Albums debutalbum The Quiet Strum også skåret helt ind til benet og uden for meget fyld i form af lange introer og outroer. For når følelsen er ramt og formidlet, er der ingen grund til at trække den ud.

 

De tre musketerer

Lytter man godt efter på The Quiet Strum, vil man høre lyden af bacon, der steger. Bacon er nemlig en fast del af de mange sommerhusturer, som bandet ofte er på. Sommerhusture, hvor arbejdsomhed og musikalsk treenighed er i centrum.

I fortællingen om The White Album hører nemlig et helt særligt venskab og en dynamik så stærk, at bandet er enige om, at de på ingen måde er i stand til at ramme samme nerve, hvis en af dem ikke er til stede.

– Det bliver en radikal anderledes lyd, når vi ikke er der alle tre. Det fungerer bare slet ikke, fortæller Jakob Eilsø ærligt.

Generelt er der intet forceret over The White Album, og måske er det også derfor, at bandet aldrig har tænkt over et specifikt image, eller hvordan de vil brande sig selv. At der ligger en vis signalværdi i, at alle tre har stort fuldskæg, er de godt klar over, om end det hele bunder i tilfældigheder.

– Men vi vælger også at tro, at hvis vi barberede vores skæg af, var vi stadig et band, siger Claus Arvad.

Det kommer bare aldrig til at ske, lyder det hurtigt fra de to andre, mens de alle forsigtigt kører fingrene gennem skægget, som for at sikre sig, at det stadig sidder.

Hvem:

Frederik Vedersø, 33 år, synger og spiller guitar. Også kendt som forsanger i bandet The Eclectic Moniker.

Claus Arvad, 34 år, synger og spiller guitar og mandolin.

Jakob Eilsø, 36 år, spiller guitar og synger.

Hvad:

En større diskussion tager form, da bandet bliver bedt om at beskrive deres musik.

– Det er folk. Måske indiefolk. Måske folkpop. Eller neofolk? Nej, dejlig folk. Bare skriv, at det er dejlig musik.

Hvor:

Alle tre er fra Fyn, men kun Jakob Eilsø bor i Odense nu, mens Frederik Vedersø og Claus Arvad er bosat i København.

Læs GAFFAs anmeldelse af "The Quiet Strum" under overskriften "Charmerende folk-pop fra den danske trio"

Se musikvideoen til The White Albums "Kings and Aces": 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA