The War On Drugs: Livet kan være meget intenst

The War On Drugs: Livet kan være meget intenst

"Hvor har du købt de støvler," siger Adam Granduciel, den store mastermind bag The War On Drugs. "Jeg kan virkelig godt li' dem."

Han står og peger ned på mine slidte Royal RepubliQ, der efter halvandet års traven op og ned ad byens gader og stræder er så slidte, at man næsten ikke kan kalde dem sorte mere. På sin vis forstår jeg godt hans kærlighedserklæring til mine støvler. Der er måske en skjult sammenhæng her, et møde mellem musikken, der buldrer løs i hans hoved, og det slidte læder, der dækker over mine sure tæer. Regel nummer et i rockmusik er i hvert fald, at man altid skal have fodtøjet i orden.

The War On Drugs er i Aarhus denne søndag aften for at spille på VoxHall. De kommer lige fra Stockholm, og mandagen bringer dem videre til Berlin. Mens jeg venter på at møde Granduciel, snakker jeg med en af de frivillige stagehands på VoxHall, og han fortæller, hvordan bandet har slæbt deres eget grej på scenen og sat det op.

Det er endnu en lille detalje, der afslører noget om, hvor jordbundet Granduciel og hans band egentlig er. De sætter stadig en ære i at bære deres eget udstyr. Succesen er da også kommet overrumplende i år med The War On Drugs' tredje udspil, "Lost In The Dream." Granduciel husker tydeligt, hvordan det føltes at køre til og fra koncerter i en lille tætpakket bil og senere i hans elskede van. Derfor tager han ikke gruppens succes for givet. Det kan godt være, at de for første gang i karrieren har plads i budgettet til en bus med chauffør, en lydmand, en lysmand og en mand til at sælge merchandise, men den slags kan man ikke forudse.

Adam Granduciel er en meget tilbagelænet personlighed, han er underfundigt vittig, og han taler passioneret om guitarer. Jeg får en detaljeret beskrivelse af hans yndlingsguitarer, og hvordan det er blevet en besættelse for ham at købe nye til samlingen, mens han er på vejen. "Jeg elsker ganske enkelt bare at spille guitar. Det er det bedste i verden," fortæller han mig med et lille smil.

Jeres nye album, "Lost In The Dream", er blevet utrolig godt modtaget. Allerede nu tegner den til at være på samtlige opgørelser over årets bedste albumudgivelser. Jeg kan forstå, at processen med at skabe sangene var skygget af depression, så hvordan føles det nu, hvor det er blevet en stor succes?

- Ja, du ved, livet kan være hårdt sådan generelt. Det indtraf bare tilfældigvis med, at jeg gik i gang med albummet.

- I forhold til, hvordan det er blevet modtaget, har det jo bare været overvældende. Jeg kunne hverken have forudset det eller bedt om mere. Jeg er meget tilfreds med det album, og jeg synes, at jeg arbejdede hårdt på det.

- Så når jeg oplever folk knytte sig til musikken på en anden måde, end de gjorde tidligere, er det selvfølgelig det, jeg ønskede at opnå bagerst i hovedet, mens jeg skrev sangene og kørte rundt og lyttede til rå-mixene af dem. Jeg havde det sådan, at jeg bare gerne ville skabe noget, som folk føler sig tættere på, end de ting jeg har lavet før.

- Det har været meget tilfredsstilende at høre folks reaktioner og spille shows og se dem reagere på de sange, som de elsker at høre. Der kommer også flere folk til vores shows nu, og det gør også os til et bedre band. Det er et slags bonus, at hver aften bliver vi en lille smule bedre og udbygger lyden på scenen.

- Det påvirker alt sammen hinanden. Nu kan vi for eksempel tage på turné på en lidt mere behagelig måde og have det rette udstyr med til at præsentere det show, som vi gerne vil have folk oplever.

 

Lyden vokser live

Det nye album har en meget fortættet lyd. Hvad går I efter live? Er det sådan, at I prøver at genskabe sangene præcis, som de lyder på albummet, eller udvider i dem gennem fortolkning?

- Det er nok en blanding af begge. Vi prøver helt klart at genskabe mange af lydene fra albummet. Der er bestemte dele af sangene, som læner sig tæt opad, hvordan de lyder på plade. Men vi går ikke for meget på afveje hver aften i forhold til arrangementerne. Altså, vi spiller dem selvfølgelig ikke ens hver gang, men sangene går naturligvis i den samme retning aften efter aften.

- Når jeg lytter til "Lost In The Dream" nu, bliver jeg fascineret over, hvor stor forskel der er på, hvordan sangene lyder live, og hvordan de lyder på pladen. Det er utvivlsomt de samme sange, men de bliver fremført med så meget mere selvtillid og den helt store band-tilgang. Det er sådan, jeg selv tænker sangene nu, og når jeg så hører dem på pladen, tænker jeg: "Wow! Det er jo helt anderledes!".

- Men jeg synes, at det er fedt. Jeg elsker, at jeg kan lave pladen på én måde og så tage bandet med ud og lade dem fortolke den på en anden måde. Lyden vokser og bliver større. Det er stadig de samme sange, men for det meste handler det om at grave sig dybere ind i dem og lade dem vokse sig store og forsøge at gøre dem så dynamiske som muligt.

- Og det er noget, der har været dejligt at se med det her band. For hvert nyt medlem er sangene blevet mere og mere dynamiske.

Når du nu er vant til at arbejde alene på sangene, hvordan er det så at arbejde inden for rammerne af et egentligt band?

- Under indspilningerne var der gange, hvor vi forsøgte os fuldtalligt i studiet. Jeg beholdt dog ikke mange af de optagede spor. Men hvert medlem bidrog individuelt med øjeblikke til albummet. Vi stod aldrig rigtig i samme rum på samme tid og spillede. Det gjorde vi vist kun én gang.

- Og det var svært for mig, fordi jeg foretrækker at sammenstykke sangene i små bidder og høre dem vokse. Som regel skal jeg afprøve alle ideer, før jeg er tilfreds. Hvis albummet tager ni måneder at lave, bruger jeg oftest syv eller otte måneder på alle sangene, og så mixer vi dem alle sammen på samme tid.

- Så det er ikke sådan, at der er én sang, der har været færdig i to måneder. Som regel er de alle undervejs, og selv når vi er gået i gang med at mixe, kan jeg finde på at tilføje spor eller dele eller helt arrangere dem om.

- Jeg har sjældent en bestemt lyd i hovedet, før jeg går i gang. Det handler mere om at lytte til sangen og så stole på de mennesker, som jeg vælger til at spille på bestemte sange. Jeg stoler på musikaliteten og lydene og prøver så bagefter at gå ind og forme dem.

 

Pludselig depression

Efter sidste turné – forud for det nye album – blev du ramt af depression. Er det sådan, at du foretrækker at være på vejen og har det bedst der?

- Lidt. Men det handlede nok mest om, at jeg ikke havde haft tid til at bearbejde livet, og pludselig havde jeg vildt meget tid alene. Du ved, ens rejse ind i sjælen kan være meget interessant. Når du har tid til at komme på afstand af tingene og tænke over dit liv, måske det sker, når du er 20 år gammel eller 33 år, det kan variere, men det kan være en meget intens oplevelse. 

- Så det skyldtes ikke, at vi ikke var på turné. Det var mest af alt, fordi jeg pludselig var helt alene og nok tænkte for meget.

- Men det er fedt at være på turné. Bandet spiller godt, vi er tæt på hinanden, det holder mig beskæftiget og ude af problemer. Det er inspirerende at møde nye fans og se alle de her fantastiske steder. Jeg forsøger at tage vare på mig selv, når vi er på vejen, og bare nyde det hele så meget som muligt, forsøge at gøre showet bedre end den forgangne aften.

Nu I spiller så meget, får du så skrevet nye sange, eller må det vente til, du kommer hjem igen?  

Vi arbejder lidt hist og pist. Hver chance jeg får for at få guitaren i hånden, prøver jeg nogle ideer af. Jeg har nogle stykker. Jeg fik en idé i dag, som jeg har spillet de sidste par dage til lydtjek, og det var en fantastisk fornemmelse, da bandet bare faldt i og spillede med. Wow, tænkte jeg, det her bliver en rigtig storslået sang.

- Når vi får en måned fri fra at turnere, har jeg da i sinde straks at gå i gang med at arbejde på nyt materiale og få nogle nye sange op at køre.

 

Du kan læse en anmeldelse af The War On Drugs' koncert på VoxHall her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA