Kommentar: Roskilde Festival ’07 – Farvel til Ballroom-scenen

Afviklingen af landets vigtigste scene for verdensmusik er en katastrofe

GAFFAs verdensmusikanmelder Torben Holleufer har følgende kommentar til Roskilde Festivals ændringer af den verdensmusikalske profil. For god ordens skyld skal det siges, at kommentaren udtrykker skribentens personlige vurdering og ikke er en officiel udmelding fra GAFFA.

Det er en katastrofe for verdensmusikken i Danmark, at de senere års mest konstante succes nu sløjfes. Her havde man i Peter Hvalkof en virkelig kompetent leder, der ikke var bange for at præsentere den rendyrkede verdensmusik og ikke bare leflede for de udtryksformer, hvor klodens musik gik på kompromis og blot var vestlig mainstream tilsat eksotisk krydderi.

Peter Hvalkof er nu indtrådt i selve festivalledelsen, og musikprogrammet er nu overladt til selve musikgruppen, der – kan man frygte – tæller folk, der ikke kan se det unikke i at tage den oprindelige musik fra verdens afkroge. Ikke at de ikke vil, men det kræver altså en specialiseret viden, lyst og åbenhed at kunne scanne verdensmusikken på et seriøst plan. Hvilket den hidtidige leder i alle årene har været en garant for.

I en tid, hvor Danmark synes stedse mere lukket over for fremmede kulturer, har Roskilde Ballroom været en oase, hvor det ikke var kommercielle interesser, der afgjorde, hvad der blev udbudt. Her kunne man gå ind og se så relativt udspacede grupper som de marokkanske Master Musicians of Jajouka feat. Bachir Attar, en hel aften med fokus på vestafrikansk blues, original gamelan fra Indonesien eller afropunkerne fra Congo i Konono no 1, ligesom det kunne lade sig gøre at holde afrikansk natklub med fantastiske Toumani Diabaté, som det var tilfældet sidste år.

Rigtigt mange, der ikke lige hele tiden tændte på de øvrige sceners rockudbud, kunne på Roskilde Ballroom finde en scene, hvor der var tid og plads, samt en herlig chillet atmosfære. Ligesom det var her, at man kunne finde hen, når temperamentet var til andet end fest tilsat maksimum decibel og en solid kæp i øret. Fra den scene kom der mange ud med forklarede blikke i øjnene, når de uforvarende var kommet til at høre Tinariwen fra Sahara eller havde danset i ekstase til bands som Antiballas.

Roskilde Festivals nye bud på en dækning af verdensmusikken bliver scenerne Roskilde Cosmopole og Roskilde Astoria. Her er det især sidstnævnte, der rummer muligheder for den oprindelige musik fra verdens afkroge. Hvis den samlede musikgruppe rent faktisk kan se, at umiddelbart fremmedartet musik skal have en plads. Vi får se.

Festivalen har alle dage opereret med det, som man i journalistikken kalder ”to kill your darlings”. Altså at lukke en succes ned, når den kører allerbedst. At slutte på toppen. I det her tilfælde kan man frygte, at fremsynetheden i stedet uforvaret bliver et knæfald for fremmedfrygten.
Ikke lige det man forventer på landets suverænt bedste fest.

Roskilde Festivals hjemmeside