Black Rebel Motorcycle Club: Verden er et fucked up sted

Black Rebel Motorcycle Club: Verden er et fucked up sted

Det amerikanske rockband Black Rebel Motorcycle Club med danske Leah Shapiro bag tønderne gæstede lørdag den 27. juni den dugfriske fynske festival Tinderbox. Rock'n'roll-bandet var ligesom resten af musikprogrammet en del af det store åbningsår, og når det er tilfældet, er nervøsiteten så større end normalt?

Det er måske det mindste af Black Rebel Motorcycle Clubs bekymring, da Leah Shapiro for nylig gennemgik en omfattende hjerneoperation, og indtil for kort tid siden, var der rejst stor usikkerhed omkring, hvad der kunne forventes af bandets fremtid. Men eftersom det hele gik som planlagt, er bandet nu tilbage på landevejen og diskede på Tinderbox op med en god gammeldags omgang rock'n'roll. Vi mødtes med forsanger og guitarist Peter Hayes og trommeslager Leah Shapiro inden koncerten til en snak om følelser, kreativitet, og hvordan man som musiker forholder sig til de udfordringer, der er større, end man kunne forestille sig.

Trommeslager Leah Shapiro gennemgik for nylig en omfangsrig hjerneoperation – hvordan har det påvirket bandet?

Leah: – Det stoppede lidt det hele for en stund. Jeg har aldrig været så intensivt væk fra bandet og musikken så længe før. Det drejede sig om seks måneder, hvilket netop er længere tid væk fra bandet end normalt, men på den anden side er det næsten lige sket. Det ligger stadig meget tæt på.

Peter: – Det var nervepirrende uden tvivl. Jeg er overrasket over, at Leah faktisk spiller lige nu, for at være ærlig. Når nogen graver sig ind i hjernen på dig, tror man ikke, at man vil gå rundt og spille trommer seks måneder senere. Hun er vild nok alligevel.

Hvordan er det at være samlet igen som band, og endda på turné?

Leah: – Jeg var super nervøs for en masse ting inden vores første show forleden. Jeg var bekymret for en million ting, men det er jo også nemmere at gennemgå alle de ting, der potentielt kunne gå galt til en koncert. Det er totalt åndssvagt og ikke en særlig god måde at tænke på, men efter den første koncert forsvandt alle de tanker heldigvis. Det er en fornøjelse at spille sammen igen, og jeg føler mig meget heldig allerede at kunne være en del af det.

Peter: – Vi har ikke spillet sammen i lang tid, så det er alt sammen ret rodet, men det kan vel også være en god ting, specielt med den musik, vi laver.

I startede en GoFundMe-kampagne for at dække omkostningerne for operationen – hvordan fik I det op at køre?

Leah: – Det var vores rigtig gode ven Iain, der startede kampagnen. Jeg har kendt ham i noget tid, og han har altid været en god ven af bandet. På daværende tidspunkt havde jeg slet ikke tænkt på sådan nogle ting, men så tog Iain initiativ og fik det hele op at køre. Jeg blev meget overrasket over, hvordan positivt folk reagerede på kampagnen og det, at den også nåede sit mål – det var helt vildt.

Peter: – Det amerikanske sygesikringssystem smider altid lige 200.000 dollars oven i regningen, så der er altid ret gode chancer for, at man er økonomisk fucked efter sådan noget. Vi skylder helt sikkert en masse mennesker en stor tak.

I udgav for nylig et live-album optaget i Paris – hvad gjorde det show så specielt, at det skulle udgives?

Leah: – Vi har dokumenteret et par koncerter fra de sidste par plader. Det er egentlig meget rart at have noget, der kan hjælpe en med at huske det hele. Desuden er spillestedet virkelig smukt, og vi har spillet der flere gange før.

Peter: – Vi håbede faktisk bare, at det skulle blive godt, da vi havde planlagt det i forvejen. Vi optager ikke alle vores koncerter. Ham fyren, der optog koncerten, var kommet med idéen til hos inden da, og det lød som et ret fedt projekt. Forinden koncerten i Paris havde vi lige spillet en række koncerter i Frankrig, og det er et land, der altid har været ret gode mod os. Så den ene side af det er en tak til Frankrig, og så havde vi aldrig spillet et album live fra start til slut før. ("Specter at the Feast", 2013, red.) 

Hvis du ikke har noget at sige, bør du hellere sætte dig og lytte

I år markerer den første udgave af Tinderbox, som I er en del af – bringer det noget nervøsitet at være en del af det store åbningsår?

Leah: – Det anede jeg faktisk ikke, at det var. Jeg var godt klar over, at det var en ny festival, men jeg troede, den havde været i gang i et par år. Men det er da super cool, at vi har fået lov til at være en del af det.

Peter:Men nu er vi da i hvert fald fucking nervøse for at spille, når vi ved, at det er det første år.

Udover jeres nuværende turné har I så gang i noget ved siden af – måske noget nyt materiale?

Peter: – Vi skal tilbage til at skrive musik, når vi kommer hjem fra turnéen. Det er planen i hvert fald. Men vi prøver hele tiden at finde på noget at sige. Vi har et par ting fra den sidste plade, og så har vi fire-fem sange, der er på vej, hvor noget af det bare mangler en sidste hånd.

Er der et bestemt tema, der udgør jeres kreativitet? Jeg kan forstå, at noget af materialet fra jeres sidste plade var inspireret af Michael Beens død (sanger i bandet The Call og far til gruppens sanger og bassist Robert Levon Been, red.).

Leah: – For mig er det bare livet og alt det, der sker for tiden. Der er aldrig noget helt konkret, der inspirerer mig, men mere det, jeg oplever.

Peter: ­– Det er så mange fucked op ting ude i verden. Verden er sgu fucked op, mand. Jeg prøver at trække inspiration fra alle de ting, men det er sgu for meget nogle gange. Der er smadret derude, og at kunne beskrive det er ikke altid lige nemt. Det er altid noget, jeg går og tænker meget over.

Er det vigtigt for jer at have et følelsesmæssigt spin på jeres musik?

Peter: – Jeg har altid haft den opfattelse af, hvis du ikke har noget at sige, kan du lige så godt sætte dig og lytte. Men jeg kan ikke påstå at sige forfærdeligt meget alligevel. Musikken er ikke nødvendigvis sekundær, men den skal helt klart gå hånd i hånd med teksterne.

Leah: – Jeg har det lidt modsat, faktisk. Hvis du kan få musikken til at tale på egen hånd, uden at tilføje en masse ord for at gøre det specifikt, så er man virkelig en dygtig musiker. Det er sådan jeg har det med instrumentalmusik, hvis man fjerner sangeren og ordene, og samtidig kan få folk til at holde fokus, så har du gjort et virkelig godt stykke arbejde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA