Surfacts turnedagbog kapitel 5
Det danske grungeband er på turne i Skandinavien. Læs deres beretning fra landevejen, hvor de afslutter touren i København
21. april: Sweet home Copenhagen!
Så kom dagen, hvor finalen skulle stå på Loppen. Der var super-stemning i bandet. Loppen er bare et fedt spillested, bandcare er 100 procent i orden. Vores trofaste merchandise-sælger blev erstattet af to helt friske piger (Mette og Christel), og så var det bare at vente, til vi skulle spille. Stemningen på Loppen var elektrisk, og omkring 300 mennesker tog imod os. Herfra fik den bare gas og båret af det fantastiske publikum afsluttede vi vores første Skandinavien-tour.
Status for touren er, at vi havde en kæmpe oplevelse. Vores musik og venskab bestod prøven til fulde, så det er faktisk en lidt mærkelig følelse at være tilbage i det virkelige liv. Touren gav os ud over nye fans et mere afslappet forhold til at spille live. Vi føler ikke længere den store nervøsitet før et gig, og spilleglæden er kun blevet større.
Nu ser vi frem mod nye mål, ikke mindst bliver det stort at spille i Canada og USA. I maj, for ikke at nævne vores danske jobs (der tikker hele tiden flere ind). Vores job på Studenterhuset i Århus på torsdag er udsat, men på lørdag rammer vi Café Von Hatten i Randers, og den 18. maj gælder det Pumpehuset i København.
Slutteligt er det på sin plads at takke de fantastiske folk, der hjalp os og stod bag touren. En speciel stor tak til John Narroway, Peter Krogholm og Jeppe Nissen fra DKB-Motor (folkene bag Spring Wonderland Festival, som Surfact rejste rundt i Skandinavien med, red.). Imponerende arbejde, I har udført, og tak for jeres tro på og begejstring for Surfact. Ligeledes en stor tak Til Nicolai Bach (Danmarks bedste chauffør), Michael Dahm (merchandise) og Sylvester Zimsen (konge-lydmanden). I har været super-vigtige at have med!
Rock out and stay high!










Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.