Reportage: Radiohuset Rocker 2007

Generelt højt musikalsk niveau i Radiohuset

Radiohuset Rocker - 28-04-2007

Man har virkelig travlt, hvis man skal nå rundt til bare en brøkdel af Radiohuset Rocker-koncerterne, som overlapper hinanden, og bliver afholdt i husets forskellige indspilningsstudier; ”en indendørs, hidsig enkeltaftensudgave af Roskilde Festival” ville ikke være en helt ude i hampen beskrivelse.

I det mindste – og i øvrigt også mindst ideelle – af studierne, nemlig Studie 3, åbnede Murder aftenens koncertprogram. I Studie 3 var der alt for varmt, samtidig med at det var uhyre svært at se, hvad der foregik på scenen, hvis man stod længere væk end række tre. Et problem, som de andre studier også led under, dog i en mindre udpræget grad.

Stærk start
Murder er egentlig en duo, men i anledningen havde de medbragt både en kontrabassist og cellist til deres akustiske sæt. Midtvejs i koncerten blev lyd og lys ramt af en strømafbrydelse, som heldigvis hurtigt blev udbedret. Murder er en behagelig musikalsk hængekøje, der hurtigt leder tankerne hen på alternativ country a la Lambchop. I længden lød sangene dog lidt for ens. (****)

Så kunne man haste videre til den store studie 2, hvor Maria Køhnke gav den solidt gas. Hun har arbejdet sammen med nogle af de største sangerinder i Danmark såsom Kira Skov, Randi Laubek og Pernille Rosendahl inden hun albumdebuterede som solist tidligere i år. Hendes koncert bød på upoleret rock af gode slags. Og den blev leveret af et kompetent band blandt andre bestående af Kashmirs bassist Mads Tunebjerg. (****)

Forfatteren til programmet mente, at Beta Satan er ”skæv og kontant pop”… det var dog langt fra det indtryk man havde af efter koncerten. Selvom bandet udspringer af resterne af Tiger Tunes, og selvom der da også var synthesizer med i lydbilledet, så var det er ekstremt støjende og tungt, men samtidig originalt udtryk, man blev præsenteret for. Der var både elementer af støjrock, punk og sågar metal. Rigtig interessant. (*****)

De tre piger og den ene dreng i Marybell Katastrophy bød på direkte og kontant indiepop med et strejf af disko, og det blev forholdsvist nemt at forstå, hvorfor de har opnået succes i udlandet og netop var hjemvendt fra en turné i Frankrig. Sættet gav anledning til at publikum kom på dansegulvet i på trods af den høje temperatur i studie 3. (****)

Metal, nørderock og reggae
”Hovednavnet” kunne man næsten kalde Volbeat, der drønede igennem med deres melodiske metal. Den store sal 2 var proppet til randen. Folk stod sågar i kø for at komme ind og høre Michael Poulsen & Co., der skabte ren stadionrockstemning i Radiohuset. At Volbeats nyeste album har solgt meget godt, og har appelleret til en bred del af befolkningen, kunne man se på den brogede publikumskare, hvor især kvindekønnet var velrepræsenteret til trods for metallens machoimage. (****)

Tilbage i studie 3 spillede Gravy. Den interessante idé med to trommeslagere tilføjede lydbilledet et ekstra strejf af dynamik. Musikalsk befinder Gravy sig i nørderockspektret, og lød det ene øjeblik som Pavement og det næste som Weezer. Det var noget, der gik rent ind hos det fremmødte publikum, og så var kvinderne med garanti vilde med det indlagte stripshow til sidst, hvor herrerne smed trøjerne. (****)

Århusianske Kong Salami gav en middelmådig forestilling i et ret tomt studie 2. Uanset hvor dygtigt bandet er, var det uhyre svært at gennemskue, hvordan de har fået tiltusket sig en pladekontrakt med deres udvandede reggaeudtryk. Eneste argument kan være, at markedet herhjemme jo ikke flyder over med ganjabands, der synger på modersmålet. (**)

Noget mere interessant var The Floor Is Made of Lava der gav en halv times mægtig dansabel rock, der sendte tankerne hen på den igangværende britiske bølge af samme slags. Undergrundshypen omkring Lava-bandet viste sig at være velbegrundet, og det mindre studie 4, som de spillede i, var stopfyldt under det meste af koncerten. (****)

Fra bunden til toppen
Så kom man ned på jorden igen med The Blue Van der spiller klassisk rock af den mest klichéfyldte slags. D’herrer burde skifte navn til ”The Who Van”. Man fik indtryk af, at så længe man bare er god til at ligne Pete Townshend, så er sangene sekundære. Blue Vans koncert var blottet for originalitet og efterlod intet indtryk. Det hjalp ikke med psykedeliske jams og kravlen rundt på forstærkerne etc.. (**)

Under Byen afsluttede aftenen akkompagneret af Radiounderholdningsorkestret i Radiohusets egen koncertsal. Sangerinden Henriette Sennenvaldt fungerede – ligesom på cd – som den helt store tågespreder af en vokalist: det er nærmest komplet umuligt at forstå et ord af, hvad hun synger, så det ligger mere ligefor at opfatte hendes stemme som et instrument. Der var virkelig gjort noget ud af sceneshowet med animationer på bagtæppet og en røgmaskine, der indhyllede de klassiske musikanters fødder i tåge. Lyden var helt i top, uanset om der blev spillet på sav, xylofon eller cello. Alt gik op i en højere enhed under den timelange koncert, der blev et sanseligt bombardement af en afslutning på en – overordnet set – overvældende aften. (*****)

Radiohuset Rocker 2007