Vikings on Tour (DK)
Global Copenhagen
D. 10.06.2016 Kl. 21:00

Der vanker et ægte brag af en solhvervsfest, når Global lægger hus til arrangementet Vikings On Tour. Her kan man lade mjødhornene skumme til intet mindre end fire bands, der hver især byder på en original blanding af nordisk ur-folk og moderne elementer. Alle fire har markeret sig stærkt med deres nyskabende fortolkinger af nordiske traditioner og musik i vikingernes fodspor. Og alle fire er kendte for at være fremragende livebands.

Asynje tryllebinder med en sofistikeret fortolkning af urnordisk folkemusik med elektroniske klange og beats og en scene fyldt med autentiske vikingeinstrumenter.

KRAUKA spiller med deres karismatiske islandske forsanger op til gedigen vikingefest. Med sin imponerende røst synger han de gamle sagaer ud med en autencitet, så selv fjeldene skælver.

VIRELAI sørger for en publikumsinddragende fest i øjenhøjde med indslag af gamle nordiske ballader, kædedanse og akustisk danse techno – direkte fra middelalderens markeder.

Huldre inviterer med lokkende melodier, fængende riffs og fortryllende vokal til svedig fest blandt trolde, ellekoner og andre underjordiske væsner fra vores nordiske kulturarv.

Aftenen sluttes af med i et brag af en fest, hvor alle går på scenen sammen i et stort nordisk all-stars vikingeorkester.