Gangway

Gangway
DR Koncerthuset
D. 07.10.2017 Kl. 21:30

Gangway annoncerede tirsdag formiddag, at de gendannes efter 20 år, ved koncert i DR Koncerthuset. Interessen for koncerten er så overvældende og koncerten er udsolgt på få timer. Gangway har besluttet at sætte endnu en koncert op i Koncertsalen.

De fleste kan stadig synge med på Gangways storhittende sang ’My Girl and Me’, som stadig bliver spillet i stor stil på DRs radiokanaler. Til efteråret får fans af det velklingende popband igen mulighed for at opleve dem live, når de genforenes til en særlig koncert i DR Koncerthuset. Gangway glæder sig til at spille deres gamle sange og nok også helt nye:

"Der er gået næsten tyve år siden vi spillede sammen sidst. Vi har mødtes engang imellem i den mellemliggende tid men aldrig talt om at gendanne bandet. Først sidste år begyndte vi at tale om muligheden for at samles igen og tage ud at spille de gamle sange, og prøve at skrive nogle nye. Alle syntes, det var en god ide. Så det er det vi gør, " fortæller guitarist og sangskriver Henrik Balling.  

Gangway blev dannnet i 1982 og slog for alvor igennem med sommerhittet ’My Girl And Me’ fra 1986, som bragede igennem på alverdens radioer, blandt andet på BBC's Radio 1. På albummet 'Happy Ever After' fra 1992 kunne man finde et andet af bandets største hits, nemlig ’Mountain Song’. De danske hitmagere var nogle af de første danske bands herhjemme til at finde inspiration på den britiske indie-scene blandt bands som The Cure, The Smiths og Pet Shop Boys.

Med deres musikalitet og flair for at skabe velklingende popsange fik de et stort folkeligt gennembrud herhjemme, og i 1994 vandt de hele 5 priser ved Danish Music Awards. I løbet af karrieren nåede bandet at udgive otte albums fra 1984 til 1998 med perler som ’The Party Is Over’, ’Sitting In The Park’, ’Didn't I Make You Laugh’, ’Going Away’ og ’Come Back As A Dog’. Hits som publikum nu kan se frem til at (gen)opleve live, når de gæster Koncertsalen i DR Koncerthuset lørdag d. 7. oktober 2017.