C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen
Train
D. 13.04.2018 Kl. 21:00

Langt om længe!
C.V. Jørgensen tager på turné

Der er gået otte år, siden han sidst stod på en scene, men nu melder lysten sig igen til at spille. Danskrockens unikke sangskriver giver fire koncerter i april 2018

Der er store danske sangskrivere, og der er CV Jørgensen. Han er i en klasse for sig selv, og for mange er han den allerstørste af de store. Derfor er det en sand begivenhed, at han efter en længere koncertpause har besluttet at tage ud og møde sit store og trofaste publikum igen.
Til koncerterne har CV Jørgensen samlet et fantastisk hold af musikere, der om nogen kender sangskriverens store katalog af syregrønne evergreens. Som eneste nye mand er Rune Kjeldsen (guitar) med på holdet, der ellers består af Knut Henriksen (bas) og Gert Smedegaard (trommer) samt Gustav Ljunggren (tangenter, guitar m.m.).

Koncerterne bryder som sagt otte års scenetavshed fra CV Jørgensen, mens det er hele 16 år siden, han med Fraklip fra det fjerne (2002) sidst udgav et studiealbum. Det var hans tolvte i alt i en lang karriere, der blev indledt på plade helt tilbage i 1974 med En stynet strejfer. Det var dog først med treeren,Storbyens små oaser (1977), at der blev lagt mærke til CV Jørgensen i en bredere sammenhæng. Det helt store gennembrud fik han med de tre næste lp’er, Vild i varmen (1978),Solgt til stanglakrids (1979) og ikke mindst Tidens tern (1980), der dengang solgte i mere end imponerende 100.000 eksemplarer og kastede et par gedigne hits af sig i form af Costa del Sol og Sæsonen er slut, der begge er klassikere i den danske rockhistorie.

Op igennem 1980’erne udgav han flere store lp’er, og både Indian Summer fra albummet med samme titel (1988) og Det si’r sig selv fra I det muntre hjørne (1990) nyder en lignende status; sidstnævnte ikke mindst for sit guddommelige første vers: ”Der er næppe noget der swinger / som Bjerringbro by night / hele hovedgaden emmer / af landmænd fit for fight”.

Siden tog CV Jørgensen et musikalsk tigerspring med albummet Sjælland (1994) og til dels Fraklip fra det fjerne (2002), hvor han søgte mod et mere frit og svævende, blåt udtryk, ikke uden påvirkning fra jazzens verden. Resultatet var vellykket og frem for alt meget personligt.

CV Jørgensen har siden da ikke udgivet nogen nye plader, men han arbejder konstant på nye sange, og som det meste med ham er intet givet på forhånd. Bortset fra at han nu vil ud og møde sit publikum igen ved fire koncerter i foråret 2018. Det er sikkert og vist.

Se C.V. Jørgensen – en (kort) blå bog under "Mere information"

Dørene åbner kl. 20:00

Handicappladser er inkl. 1 gratis ledsager og sælges via Ticketmaster Service center: 7015 6565.
Gyldigt ledsagerkort skal medbringes på aftenen.

Se mere på www.train.dk