Reunion og rockhistorie til Jyske Bank Boxens fem års fødselsdag

Reunion og rockhistorie til Jyske Bank Boxens fem års fødselsdag

– Vi tager den fra toppen!

Sådan siger D-A-D's forsanger, Jesper Binzer, om den sætliste, han og resten af D-A-D den 24. oktober trykker af i forbindelse med Jyske Bank Boxens fem års fødselsdag. Sætlisten består af det Dansk Grammy- og GAFFA-prisvindende album Riskin' it All.

I 2016 fylder albummet 25 år, og med sine 450.000 solgte eksemplarer er det bandets bedst sælgende album til dato. På tracklisten finder man både sange, der aldrig før er blevet spillet live, og hits som Bad Craziness, Grow or Pay og Laugh 'n' a ½.

For at fuldende nostalgien har bandet gravet den gamle scenografi fra Riskin' It All-turnéen frem – komplet med sofa, kohoved og hele molevitten.

– Vi har alle rekvisitterne fra dengang – det ligner lort, der er gået møl og slid i det hele. Men vi er helt vildt glade for det, det er pissesjovt, for der ligger en hel bunke fantasi, som stadig er levende, siger Jesper Binzer og forsikrer om, at den mølædte sofa er ved at blive ombetrukket til lejligheden.

Ud over D-A-D's albumkoncert kan man også opleve Herning-bandet Inside The Whale, der storhittede i 1998 med Hvor Er Tiden Der Ta'r Os. Det er 14 år siden, at bandet gik i opløsning, men for en enkelt aften lader bandet sig genopstå på hjemmebanen i Herning. 

Da bandet splittede op i 2001, var det ikke fordi, de ikke kunne enes, men fordi bandet på det tidspunkt havde nået det, de kunne. Derfor er opløsningen – trods genforeningen hjemme i Herning og Boxen – også definitiv. 

– Vi gør det, fordi det er den rigtige anledning, og fordi det har en storhed over sig. Det her er jo skide sjovt. Boxen er kæmpestor, og der kommer masser af mennesker, så det er en oplagt måde at tage en tur ned ad memory lane, fortæller bandets guitarist, Lars Skjærbæk.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA