Reportage: Copenhagen Guitar & Bass Show – ti års succes

Reportage: Copenhagen Guitar & Bass Show – ti års succes

Se flere billeder fra showet her

Østerbrohuset lagde rammer til Nordeuropas største guitarmesse, der løb af stabelen lørdag og søndag. Det var 10 gang og tydeligvis en lykkens gang. Til et show der på en gang samlede importører, butikker, reparatører og samlere på cirka 60 stande. Ligesom notabiliteter som Volbeats amerikanske guitarist, Rob Caggiano, engelske Alex Hutchings og veteraner som Mick Box fra 1970'er-heavybandet Uriah Heep og hjemlige helte som Mercyful Fate-guitaristerne Hank Sherman og Michael Denner og uopslidelige Billy Cross ville optræde til velbesøgte såkaldte Clinics, der formede sig som samtaler med publikum og smagsprøver i ekvilibrisme på diverse gribebrætter. Dertil den gamle prog-pioner, Finn Olafsson, fra Ache og bassisten Thomas Risell, kendt fra YouTube-siden MarloweDK.

 

Startede i Svendborg

Tilbage i 2005 fik tre venner fra Svendborg at starte en messe i hjembyen. Vilde med de såkaldte Vintage-guitarer gik fritidsmusikerne Per Ørum, Allan Mariager og Bruno Rasmussen – henholdsvis ejendomsmægler, chef for en Føtex og nu pensioneret instrumentforhandler – i gang med at etablere den første messe:

- Vi besluttede os så for at lave en messe med vintage-grej, og holdt det under beskedne forhold. Billy Cross kom over og spillede til vores første show, så vi lavede en kombination af udstilling, køb og salg og små koncerter. Det er derfor, at Billy Cross er her igen, for det var en fornøjelse og nu er det tiårsjubilæet. De første år holdt vi til i borgerforeningen, så kom vi ud i en hal, og så kom finanskrisen. Og med den blev det umuligt at satse på vintage-guitarer, for folk havde ikke mere råd til at købe dem. Og vi var ved at opgive, for det gik ikke økonomisk.

Men så blev vi kontaktet af importører af instrumenter, som gerne ville have en messe i København for almindeligt grej, og selv om vi var skeptiske, kunne det jo være spændende. Og så startede vi i Lokomotivværkstedet i Sydhavnen, og for tre år siden flyttede vi herud til Østerbro, beretter Per Ørum og fortsætter:

- Det er jo en lille branchemesse, men også så bredt som det kan være. Dels udstiller de store importører deres varer, men sælger ikke. Og dels er der butikkerne, som Woodstock og Wood Sound, som har deres guitarer, de normalt har til salg. Der er svenskere og tyskere, og der er guitarbyggere og private samlere, der har guitarer, de vil vise frem.

- Der sker det, at publikum kommer og kan få en oplevelse. Prøve en ny pedal eller forstærker hos de store importører, eller forhandle sig frem til en god pris hos de små butikker. Eller man kan have en guitar med og bytte eller den kan indgå i en handel. Eller møde musikere, som man kan lære af, eller som giver små koncerter, fortsætter Allan Mariager.

Han sekunderes af Bruno Rasmussen:

- Vi er størst i Skandinavien og er næsten der, hvor vi er 100 procent kundeorienteret. Altså på at du kan komme ind fra gaden og måske møde et idol, som nu Rob Caggiano eller Mick Box fra det legendariske 1970'er-band, Uriah Heep. I går da Mick Box var her, gik der en lang kø ned ad trappen, fortæller den tidligere instrumentforhandler og fastslår:

-Alt i alt er der vel et par tusinde forbi over de to dage, og nogle betaler, mens andre kommer ind gratis. Og da musikere er en lille del af befolkningen, er det ret godt.

De to optrædener på messen var første gang Volbeats Rob Caggiano stod i den situation. Og selv om det var en fed oplevelse, var det også mærkeligt for den ellers scenevante New York-guitarist, der ud over Volbeat er kendt fra thrashmetalbandet Anthrax.

- Jeg kan spille foran 100.000 uden at være nervøs, men jeg var faktisk nervøs i går (lørdag). Sådan på den måde at være under et mikroskop er underligt, men da jeg først var der, havde jeg det fint med at tale med publikum. Ikke mindst fordi folk går så meget op i de ting, jeg selv brænder for.

Rob Caggiano spiller fast på ESP-guitarer, hvor der er en signaturmodel på vej, og på scenen fremviste han en smuk lille guitar, hvor han til på opfordring leverede egne bud på kendte soloer fra Volbeat-repertoiret. Han var dog ikke på messen som repræsentant for ESP:

- Jeg repræsenterer mig selv. Men jeg er selvfølgelig en ESP-fyr. Jeg elsker selvfølgelig Gibson-guitarer, Fender "strats" og "tele"s, som jeg bruger meget i studiet, men det er den lilla ESP, som er min spade. Men jeg er ikke typen, der har en masse guitarer. På scenen er det egentlig kun en gammel Gibson SG, som jeg tager frem ind i mellem. Jeg er faktisk "håbløs", når det gælder guitarer, ikke spor nørdet.

Rob Caggiano er særdeles glad for at spille med Volbeat, som stiger støt i popularitet, og berettede om det album, Michael Poulsen, han og det øvrige band har i støbeskeen. Han er desuden opmærksom på, at han er på Master Of Puppets-territorium, og jeg kan ikke dy mig for at spørge, om han har opsøgt Flemming Rasmussen:

- Jeg har aldrig mødt Flemming Rasmussen, selv om han har været en af mine yndlingsproducere. Han er fantastisk, og jeg er en enorm Mercyful Fate- og King Diamond-fan, beretter Rob Caggiano, som adspurgt af publikum tidligere nævnte AC/DC's Angus Young og Eddie Van Halen som de to guitarister, der var hans største inspirationer. 

 

Guitarbygger på 1. klasse

Danmark har en række guitarbyggere, og nogle af de mest kendte er faktisk gift ind i hinandens familier, nemlig Johnny Mørch, der er mest kendt for elektriske guitarer, og mesteren Ole Kehlet, der i samarbejde med guitaristen Finn Olafsson har udviklet akustiske guitarer på et meget højt – og dyrt – plan. Den billigste koster 30.000 kroner. Og skal du have en specielmodel tilpasset dine personlige behov, stiger prisen proportionalt. Det har dog ikke afskrækket en lang række internationale kunder, ligesom D-A-D-guitarist Jacob "Copper" Binzer lige har fået udviklet en såkaldt signaturmodel bygget af Ole Kehlet.

-Jeg kom i lære som instrumentbygger i 1973, og reparerede i de år ved siden af. Fik en indsigt i de eksisterende modeller og mente, at det kunne gøres bedre og anderledes. Startede så med klassiske guitarer.

Ole Kehlet måtte dog snart indse, at konkurrencen fra Spanien med de mange guitarbyggere og både klassisk- og flamencotradition var for stor en mundfuld. Derfor blev det til såkaldte westernguitarer med stålstrenge.

- Jeg blev inspireret af grupper som Crosby, Stills, Nash & Young og herhjemme af Finn Olafsson, som efter Ache lagde den elektriske guitar fra sig og næsten udelukkende satte sig for at udforske stålstrengsguitarens muligheder. Og fra starten fik mine guitarer deres helt egen form. Intet var fra andre guitarer, og det er måske det, der har skabt den specielle lyd?

- Samarbejdet med Finn Olafsson rykkede virkelig, for han havde spillet på Martin-guitarer i mange år, men prøvede en af mine og blev vildt begejstret. Og samarbejdet er bare vokset lige siden og i dag har Finn otte af mine guitarer, ligesom jeg har udviklet en Signature-model, som hedder Finn Olafsson Signature, og som han optræder med i hele Europa.

Ole Kehlet har travlt, men han bygger fortsat hjemme i Tølløse på Sjælland. Ligesom han kører butikken Wood Sound, som ligger på Blågårdsgade på Nørrebro, og hvor han blandt andet er berømmet for de fantastiske amerikanske Bad Cat-guitarforstærkere:

- Jeg er meget glad for dem, ligesom mit samarbejde med japanske Tokai. Men i Tølløse bygger jeg udelukkende og alt foregår i hånden. Det skal være 100 procent. Tag bare stemningen af en guitar. Mange fabriksguitarer stemmer ikke helt, og på stålstrengsguitarer snakker vi om et træk på op mod 70 kilo. Det kræver materiel af fineste klasse, slutter Ole Kehlet.

 

Bob's Brownies

Alle instrumentfreaks i København kender "Bob". Den altid smilende fyr møder dig, når du ankommer til 4sound, butikken der tidligere hed Aage Jensen. Som han tidligere gjorde det i hedengangne butikker son SuperSound. Faktisk er "Bob" så kendt, at det var et chok for de fleste, da han lod det lange hår falde for et par år siden.

"Bob", som i virkeligheden hedder Jan Knudsen, har en last. En virkelig nørdet en af slagsen: Han samler på brune Fender-guitarer og –basser. En farve der kun blev lavet i 1970'erne. Og som det kunne ses under navnet Bob's Brownies, har han mindst 30 af slagsen. Et godt eksempel på, hvad messen på Østerbro også er:

- Den farve var kun standard i 1970'erne. Og det er så mit mål at få fat i alle modeller, som kom i de år. I år er det kun en udstilling, men jeg har da nogle dubletter, som er til salg. Men folk vil jo kun købe de sjældne. Men det får de ikke lov til, griner "Bob", der ikke repræsenterer 4sound på messen i år. Det er helt hans eget projekt.

Han vil dog ikke udnævne en personlig favorit blandt de elskede brune spader:

- Der er godt nok en Telecaster Thinline, som i hvert fald er den dyreste. Men det er svært. Jeg tror faktisk, at den første, jeg fik, som tilhørte Ian Gillan, legendarisk sanger fra Deep Purple. Jeg var jo Deep Purple-fan, og den var brun, og vi havde i butikken en anden brun Stratocaster, og så sagde min chef "hvorfor køber du ikke den og starter en brun samling?" Og så gik det der ud af stille og roligt.

Se flere billeder fra showet her 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA