Annisette: – Vi er nødt til at vågne op

Legendariske The Savage Rose drager på torsdag på efterårstour, men allerede i starten af september spillede bandet en tidlig koncert i Aarhus – en fuldstændig formidabel koncert, der vel at mærke blev tildelt fuldt hus i form af seks stjerner i nærværende medie – og dagen efter mødtes GAFFAs udsendte med Annisette til en kop morgenkaffe og en samtale om tingenes tilstand. Det forløb sådan her.

Lidt afsides i hotelrestauranten sidder Annisette med en kop kaffe mellem hænderne. Hun er let at kende, ikke kun på grund af det karakteristiske sorte hår, men lige så meget på øjnene, der siger næsten lige så meget med et enkelt blik som stemmen – dén stemme. Hun smiler glad og byder på kaffe, der indtages til lyden af leende musikere et par borde bag os, og de stjålne blikke fra nabobordene får varme smil tilbage.

Koncerten i går var fantastisk, men der var også nærmest en nødvendighed over musikken, og det den gjorde ved publikum…

– Jeg har det sådan, at når jeg skriver en sang, så skal den være nødvendig, og tiden lige nu presser én til at tænke ud over, hvad der bare er underholdning. Det har nok altid ligget hos mig, at jeg ikke bare skulle være underholder. Jeg har altid følt, at det forpligtede, når jeg stod på en scene – at jeg skulle tage mig ekstra sammen, når jeg stod der – konfronteret med en masse mennesker, der lyttede til, hvad jeg havde på hjerte. Når jeg skriver de sange, jeg gør, er det også fordi jeg føler, der er en stor del af verden, som lige nu ikke bliver hørt og ikke bliver taget alvorligt. En del af verden hvis eksistens, man prøver at lukke øjnene for. I de værste tilfælde ser vi endda udryddelse, og jeg føler ikke, det nogensinde har været værre, end det er lige nu. Det har en nærmest traumatisk effekt på mig.

– Når man skal skrive nye sange, er man fyldt med alle de her ulykkelige ting, og man skal finde ud af, hvordan man kan formidle det på bedst mulig vis, uden at man skræmmer folk væk. Der er jo nogle, der får en berøringsangst over for at høre sandheden – at få den for tæt på. Musikken kan jo føre folk hen til ting, og så ting, de måske ikke havde håbet på, de skulle konfronteres med. Men man kan jo godt forbinde det at nyde toner og rytme med at se nogle sandheder. Det er jo ikke sådan, at jeg kalkulerer med det på nogen måde, men jeg kan godt selv lide, at hele kroppen og hele ens væsen er med i musikken, og at det ikke bare kommer ud som tv-avisen, men at det i stedet bliver følt, bliver levet og bliver mærket. 

Men det er jo ikke altid, det har været sådan.

– Nej, men jeg har jo kunnet følge den udvikling, musikken har taget, siden jeg var barn i 50'erne, hvor det bare var almindelig underholdning, man gik og trallede med på, og op igennem 60'erne, hvor der jo kom en hel eksplosion med blandt andre Bob Dylan – folk som ville noget og havde noget at sige med musikken. Selvom jeg ikke kunne forstå engelsk, kunne jeg jo høre, at han lagde vægt på, at ordene og udtalen kom helt ind under huden på lytteren. Siden var det Beatles og Stones og afroamerikansk musik, der betog mig.

Vi sår frøene

Mange af sangene føles jo aktuelle som aldrig før, selvom de ikke ligefrem er skrevet i går. Kan det på den baggrund være svært at bevare troen på, at tingene bliver bedre?

– Den tro har jeg jo, hver gang, vi er ude at spille. Jeg kan mærke, at folk er der. Når vi for eksempel spiller på festivaler, hvor der er rigtig mange mennesker, står folk i alle aldre på samme måde som i går aftes og jubler og er helt suget fast, mens de råber og danser og er med i sangene. Den vidunderlige oplevelse, vi havde ved koncerten sammen med publikum kan sætte nye frø ,så kærligheden kan slå rod, og sprede sig ud over verden. Så kan jeg godt tillade mig at være optimistisk, synes jeg. Ligesom når mit barnebarn på tre år går og synger "Freedom To Love". Men til koncerterne føler jeg, vi er med til at så nogle af de frø og redskaber, vi hver især har brug for. Redskaber, jeg også selv har brug for.

Hvem kan give dig de redskaber?

– Forleden hørte jeg Richie Havens synge "Freedom", og der blev jeg ramt af den der følelse af, at vi i virkeligheden er så mange, der vil det samme. Vi vil ikke den krig og dårligdom i verden. Og hvis ikke politikerne vil være med os, så må vi isolere dem.

Det er vel også der, de sociale medier kan noget – i forhold til udbredelse af oplysning…

– Ja, helt klart, selvom jeg har haft svært ved at finde mig til rette i hele computer-delen af det, for da Thomas levede, var det ham, der tog det på sig, og jeg lod det bare være hos ham. Indtil jeg, da jeg skulle skrive min første mail, opdagede, at jeg ikke anede, hvordan jeg slukkede for computeren igen, haha! Så den blinkede hele natten, og jeg måtte lægge en frakke over den, fordi jeg ikke turde hive stikket ud.

– Men da det gik i gang med 11. september og krigen i Afganistan, mens vi jo boede i USA, blomstrede det også frem på nettet med det, som man fra politisk side kalder konspirationsteorier, men som jo bare var folk, der fandt ud af nogle ting, som de lod sive videre. Ting der pludselig gav mening. De almindelige medier var lukket ned. Alle aviserne havde forandret karakter; det var pludselig nogle andre skribenter, der arbejdede der, og de gode talk shows i fjernsynet blev aflyst og erstattet af andre. Thomas sagde: "Hold da op, det er lige som i nazi-tiden, det her. Hvad sker der?" Og det eneste jeg kunne finde ud af, var, at vi nok hellere måtte rejse hjem.

– Men der røg Thomas på nettet og fandt ud af nogle af de ting, der foregik derinde, og der blev blandt andet arrangeret kæmpe demonstrationer med millioner af mennesker fra alle verdens lande på gaden: indianere, japanere, kinesere, englændere, irlændere – alle de folkeslag, Amerika i virkeligheden består af. De markerede sig og gik i samlet trop gennem gaderne, og der kørte busser til San Fransisco, hvor Joan Baez stod og sang arabiske vuggeviser. Folk sad oppe i træerne, og vi tænkte bare: "Wow, hvor er det her fantastisk at være med til!" Hele dan modstand gav et lykkefølelse af tro og håb på fremtiden. Budskabet var, at folk var i en fastlåst situation, der skulle brydes. Og nu er vi i samme situation herhjemme i Danmark, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan det kan foregå.

Det hele bliver ødelagt

Hvad er det, der især frustrerer dig?

– At vi har en regering, der ikke tager klimaet alvorligt, og som ikke vil hjælpe mennesker i nød. Alt det, vi har bygget op, bliver opløst nu. På trods af, at politikken ikke altid var lige god, var vi dog på vej mod nogle bedre løsninger, men nu bliver det hele bare smidt væk og ødelagt. Så kan vores børnebørn få lov at begynde igen forfra. Jeg forstår slet ikke, hvordan mange af politikerne overhovedet kan være politikere, jeg kan ikke begribe, hvad folk har valgt dem på. Dårlig propaganda, de aldrig nogensinde kommer til at efterleve. Jeg talte med en ung pige, der ville stemme Dansk Folkeparti, fordi hun mente, de gik ind for dyrevelfærd. Og jeg kiggede bare på hende og sagde: "Det må du love mig ikke at gøre!" Hun havde set en plakat, hvor der var én, der sad med en gris…

– Og så er der hele den krigspolitik, vi er ved at få herhjemme, som koster folk milliarder – jeg tror, de der F-16 bombefly koster omkring 30 milliarder. Og så er det oven i købet sindssygt dyrt at vedligeholde dem. Og hvad skal vi med dem?! Vi skal jo af med dem! Vi skal af med krig og alt det ulykkelige. Og så vil de ikke engang tage imod de flygtninge, de selv har skabt. De bomber landene sønder og sammen og skaber et totalt kaos, som folk må flygte fra… Og det ondeste er, når de folk, der så rent faktisk kommer hertil bliver behandlet dårligt. Der viser ondskaben virkelig sit ansigt. Hvordan kan det være, det er dem, der sidder og manipulerer hele den danske befolkning? Det er mig fuldstændigt uforståeligt… Hvordan kan folk finde på at tisse på flygtningebørn eller spytte på folk fra en bro?

– Men jeg spurgte mig selv om det samme, da vi besøgte de palæstinensiske flygtningelejre i sin tid, hvor vi blandt andet var inde på et børnehospital. Jeg var gravid i syvende måned med mit andet barn, og sygeplejersken viste mig hen til en lille pige på tre år, der lå i en seng og var rigtig glad, fordi hun havde fået en masse bamser. Vi hilste på hinanden, og hun smilede til mig. Og mens jeg sad der, sagde sygeplejersken: "Ja, hun ved jo ikke endnu, at hele hendes familie ikke er der mere. De er væk alle sammen. Den dag vi fandt hende, var alt bombet omkring hende."

– Jeg gik helt ned og tudede i 24 timer i træk – fuldstændig tømt ud af sorg over at høre de historier om hende og alle de andre børn, som havde lidt frygtelige skæbner. Blandt andet en dreng, der havde ligget i krampechok et år efter, han havde set sin familie blive myrdet for øjnene af sig i en flygtningelejr. Han lå stadig og så det. Hvem kan gøre det!? Hvordan kan et menneske komme dertil? I Amerika læste vi om soldaterne, der kom hjem og skød deres familier. Det viser sig, at de får opbygget traumer og får masser af stoffer, når de skal op i bombeflyene for at kunne gøre de ting, de gør. Speed og alt sådan noget. Nej, tiden den er ikke rar, og det værste er, hvis folk bliver manipuleret til at tro på løgnene og modbydelighederne, og synes det er okay at behandle andre mennesker uligeværdigt.

Hvad tror du, man kan gøre for at vende udviklingen?

– Jeg tror, det er vigtigt, at folk begynder at snakke sammen ude i deres lokalsamfund og begynder at tale med de mennesker, de kan mærke, der er et hul igennem til. Lave nogle arrangementer i kvarteret og skabe noget, der er anderledes, og som bryder med de der nye fortolkninger af verden. De mere miljøbeviste kunne lave nogle arrangementer om miljøet og gøre opmærksomme på de problematikker, der er der. Man kunne også lave noget for børn. De stakkels lærere løber stærkt nok i forvejen, så det kunne være fedt, hvis de simpelthen krævede noget ordentligt materiale til børnene og en hverdag, hvor det kunne hænge sammen for alle. De er ikke burhøns, og de skal ikke spærres inde en hel dag – det er at dræne folk og tappe dem for det overskud, der kunne bruges til netop at vende sådan en udvikling og give mennesker et fornuftigt syn på verden fra barns ben.

Vi vil have livet tilbage

Det kan også være svært for folk at finde overskud til oplysning efter en lang arbejdsdag. Så kan det nogle gange være lettere at stene foran en serie eller Facebook…

– Ja, vi bliver kørt trætte. Hvis bare vi kunne sætte flere spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal have sådan et liv, hvor vi er adskilt fra vores børn, og de gamle sidder alene ovre på plejehjemmet. Der er ingen, der rigtig ser hinanden, og den fritid, der er, skal fyldes ud af noget, der er så letfordøjeligt som muligt. Man orker næsten ikke engang at se en rigtig film, man vil hellere bare falde hen til en krimi, der er ligesom den i går. Men vi er nødt til at vågne op og sige: "Vi vil ikke det her, vi vil have livet tilbage."

Se Savage Roses turnédatoer og info om billetsalg på GAFFA Live