Efter en kreativ kunstpause på otte år har Søren Huss fået sjælen krænget ud på dansk og har nu igen fundet melodien med de gamle venner. Saybia er tilbage.
Se flere billeder af Saybia i GAFFAs gallerisektion
Efter otte halvhemmelige år i øvelokalet blev de nationale superstjerner på en sommeraften. Og når man starter på toppen, kan det kun gå en vej. Saybia mærkede presset. Efter en kreativ kunstpause på otte år har Søren fået sjælen krænget ud på dansk og har nu igen fundet melodien med de gamle venner. Saybia er tilbage.
Forsanger og komponist Søren Huss og trommeslager Palle Sørensen hænger veltilfredse og afslappede i pladeselskabets sofaarrangement for at give første interview på det dugfriske album, No Sound From The Outside. Ro på sættet.
Så var det noget anderledes anstrengt i de tidlige Saybia-dage. De fem gamle venner, der havde spillet musik sammen i årevis uden omverdenens synderlige interesse, bragede igennem som superstjerner sådan nærmest over night. The Second You Sleep solgte over 300.000 eksemplarer, Day After Tomorrow og titelnummeret blev regulære landeplager, der var medvind på autostradaen, og alt var fantastisk, sådan næsten. Som alle, der når toppen, spørg Nephew, Dizzy, Sanne, Anne osv. er superstjernestatus også øretævernes holdeplads.
Trods minimalt kendskab til – og ingen inspiration fra – Coldplay blev Kashmir og særligt Saybia slået i hartkorn med tidens giganter og fik det diskutable label "tuderock" klistret på sig, og selvom opfølgeren These Are The Days solgte svimlende 150.000 eksemplarer, var det jo "kun" halvdelen af debuten. Sidste udspil fra Saybia var Eyes On The Highway fra 2007. I forhold til markedet i øvrigt med flotte salgstal, men for de fynske venner en støt nedadgående kurve. Saybia – og særligt Søren – smagte på succesens besnærende glæder, men også medaljens bagside, og så blev han ramt af den ultimative tragedie. En meget omtalt trafikulykke, som Søren på glimrende vis har bearbejdet på solopladerne Troen & Ingen og Oppefra & Ned. Grundigt beskrevet her i bladet ved gentagne lejligheder, så den lader vi ligge og vender blikket tilbage mod Saybia. Dengang og i dag.
Anton Corbijn, Tchad Blake og Nelson Mandela
Søren: – Det var jo fantastisk at opleve den succes, en drengedrøm, men vi var ikke altid lige gode til at tackle alt det andet, der kom oveni. Vi blev af nogle journalister placeret i en bås, som vi ikke kunne genkende, og sjovt nok var det kun i Danmark. Det er lige meget nu, men dengang var det pisseirriterende. Det gik også rigtig godt for os i Norge, Schweiz og særligt Holland, og der har vi bare været et band, som blev gradvist større, og live peakede vi på den tredje plade.
– Vi var bare nogle glade drenge, da vi kom frem, men presset på toeren var stort og blev aldrig rigtigt italesat. Hverken af os eller dem vi arbejdede sammen med. Men vi havde jo oplevelser som at mikse anden plade i Peter Gabriels studie med produceren Tchad Blake, arbejde med Anthon Corbijn, møde Nelson Mandela og så, vigtigst af alt, utallige aftener i selskab med vores publikum i både ind- og udland. Fantastiske oplevelser, som vi nok aldrig rigtigt fik kommunikeret ud.
Palle og Søren: – Den eneste gang, vi rigtig var ved at "tude", var efter den modtagelse, vi fik, da vi spillede hele The Second You Sleep i DR's Koncertsal i 2012, haha!
Var der enighed om at stoppe i sin tid?
Søren: – Det var mig, der satte ord på, men alle havde det på samme måde, vi havde brug en pause fra hinanden. Vi var vokset op sammen, fra vi var helt unge, og det svære er at blive voksne sammen som band. Det går typisk i forskellige hastigheder for hver enkelt. Nogle får børn, andre vil køre festen lidt længere ud, nogle vil lidt tidligere hjem, og pludselig er man forskellige steder.
Det at du efterfølgende – på en tragisk baggrund – har kunnet udtrykke dig så fyldestgørende på dansk, har det givet en anderledes ballast og lyst til at vende tilbage til Saybia?
Søren: – Ja, helt sikkert. Troen & Ingen var for mig min svendeprøve som sangskriver. Det har været både fantastisk og skræmmende at udtrykke sig på den måde, og der har været mange intime og intense koncerter. Jeg er meget taknemmelig over både opmærksomhed, positiv omtale og salgstal. Forskellen på dengang og nu er, at jeg føler mig etableret. Den ro har jeg taget med mig ind i Saybia. Og det var mere et dybt behov end en lyst at "vende tilbage".
Kreativiteten kom tilbage
Hvad med dig Palle, havde du brug for at droppe musikken?
Palle: – Både ja og nej. Først skulle jeg prøve noget helt andet og tog et job som lagerarbejder, det var en anden virkelighed og logik. Men jeg har holdt fast i musikken, og det har vi alle sammen. Spillet i andre sammenhænge, og jeg tror, at vi alle har en større musikalsk horisont i dag, på grund af det vi har lavet hver især. Jess tog sig en uddannelse som grafisk designer og har WAAITT sammen med to af dem, han læste sammen med, og Jeppe er lige nu i gang med at uddanne sig til pædagog.
Søren: – Nu har vi jo heller ikke været stoppet i Saybia, vi har spillet koncerter sammen om sommeren både i Danmark, Holland og Schweiz. Vi prøvede et par gange at starte op igen, kreativt, men den var der bare ikke rigtigt. Men i sommeren 2013 skete der noget. Jeppe og jeg kom lidt længere med nogle demoer, og der begyndte at tegne sig et billede. Jess og Palle begyndte at dukke op hver tirsdag, og da vi i starten af januar kiggede på det, vi havde, syntes vi alle fire, at vi havde konturerne til en plade. Sebastian var optaget af andre projekter og kunne ikke afsætte tid til at indspille. Så vores veje skiltes, og vi fire andre blev nødt til at finde en ny guitarist. Der faldt valget på Kasper Rasmussen. Han har mange års erfaring både som guitarist, trommeslager og producer, og det har været en kæmpe gevinst at få ham med i bandet. Både socialt og musikalsk.
Når man hører pladen, er der ikke meget af den oprindelige patos tilbage, men mange træk, man kan genkende fra dine soloplader. Som før er det dig, der skriver sangene, Søren, er det her ikke bare en soloplade på engelsk, backet op af gamle venner?
Søren: – Nej, der er en stor forskel. Jeg skriver teksterne, ja, men i modsætning til mit solo, hvor sangene bliver skrevet færdigt, før det musikalske arrangement, så er sangene på det her album startet med et fælles musikalsk aftryk som udgangspunkt. Teksterne er kommet til sidst eller under tilblivelsen af musikken. Og vi har desuden vores helt egen håndspillede stil, hvor vi kender hinanden intuitivt. Når Palle rammer fireslaget, kan vi andre allerede fornemme, hvordan han kommer til at lægge et-slaget. Det rammer helt præcist, som han lyster, haha! Den intuitive fornemmelse for hinanden er fantastisk, når det hele bare koger. Det er der næsten ikke noget, der slår.
Hold nu kæft, kællinger
Er det at være så sammentømrede et ubetinget gode, eller kan man også låse hinanden fast?
Søren: – Det, at man er vokset op sammen, personligt og musikalsk er unikt: Det betyder også, at man kan køre træt, miste den fælles kreativitet, som vi på sin vis gjorde midt i plade nummer tre, men når man så finder den igen, har man en helt særlig frihed sammen. Det her var en slags sidste skud i bøssen. Ikke kniven for struben, vi har alle vores individuelle liv, det er ikke alt eller intet som i starten. Men der er grænser for, hvor mange gange, man kan starte op igen, og vi havde prøvet nogle gange, hvor den kreative fællesnævner bare ikke var der.
Palle: – Det er som et gammelt ægteskab. Nogle gange kan vi have konflikter, som må se helt åndsvage ud udefra. Men efter vi har fået Kasper Rasmussen med i bandet som guitarist, kan vi tit spejle os selv via ham. Der var en dag, hvor et grundspor ikke fungerede, og vi sad og diskuterede, hvis skyld det var. "Nu vil jeg gå ud og drikke mig en kop kaffe og beslutte mig for, hvem jeg skal være sur på", sagde han. Så kunne vi tygge lidt på den.
Søren: – Han har haft samme effekt som en anstandsdame i starten. "Hold nu kæft, kællinger", kunne han også ha' sagt.
Livet omkring de 40
I virker langt mere afslappede og glade i dag, og No Sound From The Outside lyder som en velspillet og dynamisk plade, men kan det også blive lidt for hyggeligt? Er I parate som i gamle dage til at gå all-in for at forfølge successen?
Søren: – Vi er vel grundlæggende bare et andet sted i dag. Musikken er tilbage i centrum. Det synes jeg skinner igennem. Og nej til anden del af spørgsmålet. Vi er alle omkring de 40 i dag, og du ser ikke os turnere Frankrig rundt i et folkevognsrugbrød for at jagte succesen. Ambitionen har været at lave en plade, vi selv virkelig godt kan lide, og det er lykkedes. Nu skal vi ud og spille i de lande, hvor vi ved, der er et Saybia-publikum. Holland, Schweiz, Belgien, Norge og selvfølgelig Danmark. Vi kan mærke, at glæden over de nye numre siver ned i vores bagkatalog, og jeg synes aldrig, de gamle sange har lydt bedre live.
Meget af albummet er indspillet i USA, hvordan hænger det sammen?
Søren: – Vi havde et lyd-ideal, vi gerne ville forfølge. Jeppe er gear- og lydnørd og havde idéer om de helt rigtige mikrofoner, den helt rigtige pult, og jeg ville gerne indspille med en engelsk eller amerikansk producer, nu hvor jeg sang på engelsk igen. Michael Patterson, som havde mikset min anden soloplade, blev meget begejstret for de demoer, han hørte, så Michael og Nic Jodoin undersøgte mulighederne og fandt frem til, at Ocean Way, Frank Sinatras gamle studie B på Sunset Boulevard, var det rigtige sted at være. Vi arbejdede i mange timer hver dag, men fik da også set en smule af LA, havde fri 4th of July, fik en tur i Stillehavet og den slags.
– Og så sker der åbenbart også altid et eller andet skørt. Foo Fighters rykkede en morgen ind i studie A med en gigantisk produktion, hvorefter de indspillede deres L.A.- del af Sonic Highways, mens vi var i studiet ved siden af. Jeg var tilbage senere på sommeren i 14 dage for at indspille vokal. Vi har efterfølgende brugt otte måneder på at færdiggøre pladen herhjemme i Black Tornado Studiet med Lars Lundholm, hvorefter Mads Nørgaard til sidst samlede og løftede det hele i mikset.
Tina Dickow:
Søren, du har lige spillet med Tina på Grøn Koncert, hvordan var det?
Søren: – Det var fantastisk, ikke kun at optræde med Tina, som i min øjne er en af de største danske sangere og sangskrivere, men også at være en del af den faste karavane, der tæller 650 mennesker, hvor mange har været med i 10-15-20 år. For eksempel stod dem, der havde flyttet hegn om natten i en ordentlig brandert, når vi holdt lydprøve. Det var dejligt at mærke fællesskabet, både blandt musikere, crew og publikum.
Det er ikke første gang, hverken du eller I støder på hende?
Søren: Nej, vi har en særlig connection og historie med hende. Vi var i Cannes sammen på Midem-festival, samme dag som vores debutalbum udkom, som også var samme dag, hun underskrev sin første store publishingkontrakt. Vi festede igennem og har delt karriere sammen. Nogle af os rendte faktisk rundt med et TV2-kamera den aften og filmede hendes bryster, uden hun opdagede det, haha! Drengerøvsagtigt, unge, fulde, kække knægte.
Saybia spiller fire sid ned-koncerter i Danmark i november.
