Nyhed

Janet Jackson-fans fik slettet Instagram-profiler – Jackson beklager

Flere Jackson-fans har fået tilsendt truende mails efter at have lagt videoer op online

Har du planer om at høre Janet Jackson, når hun den 30. april 2016 spiller i Forum, skal du måske holde lidt igen med at dele dine koncertoptagelser på de sociale medier.

Page Six har nemlig rapporteret om, at flere fans, som har delt billeder og videoer fra koncerter på hendes igangværende turné, har fået deres profiler på Instagram slettet eller videoer på Instagram slettet grundet bud på ophavsrettighederne. Dette gælder også fans, som kun har delt still-billeder, skriver Page Six.

Janet Jackson skriver nu på Instagram, at det ikke var meningen at fare så hårdt frem, men hun er stadig kritisk over for fans, der lægger længere videoer fra koncerterne online. Hun skriver:


"I skal vide, at jeg nyder at se korte klip af, hvordan I er "Burning It Up" (ordspil på Jacksons og Missy Elliotts aktuelle single "Burn it Up", red.) til "Unbreakable"-koncerterne. Bliv endelig ved med at poste dem. Mit hold er lidenskabelige omkring at beskytte de intellektuelle rettigheder, vi skaber til turnéen og fremtidige mulige projekter. Det var aldrig deres intention, på mine vegne, at få slettet profiler på sociale medier."

Jackson fortsætter: "Men at give tilladelse til lange klip skaber et kontraktmæssigt problem for disse projekter. Jeg håber, I forstår. Jeg stoler på, at mine fans vil bruge deres korte optagelser for deres egne minders skyld og for at dele på de sociale medier, de anvender."

Hvornår et klip er langt nok til at udgøre et kontraktmæssigt problem for Janet Jackson, fremgår dog ikke.


Sangerinden, som i denne måned udgav comeback-albummet "Unbreakable" der fik fire stjerner af GAFFA, har også tidligere på turnéen fået negativ opmærksomhed grundet de konktrakter, pressefotograferne skulle skrive under på inden koncerterne. 

Ifølge den anerkendte hjemmeside for fotografi, Petapixel, må pressefotograferne kun tage billeder fra mikserpulten ude i salen i 30 sekunder af den første sang. Oven i dette indebærer kontrakten, at alle rettigheder til billederne tilfalder Jacksons management, og derfor ikke må bruges til magasiner eller aviser, før management-bureauet har givet tilladelsen. Se den kontroversielle kontrakt her.

Hør Janet Jacksons "No Sleep" feat. J. Cole fra den nyeste udgivelse her:

ANNONCE