Volbeat mister bassist

Volbeat mister bassist

Det tegner til at blive et tempofyldt 2016 for Volbeat, men her i de afsluttende måneder af 2015 mister bandet en bassist. Anders Kjølholm, der har været medlem siden 2001, meddeler, at han forlader bandet. Det skriver Blabbermouth.net.

Bruddet sker i al venskabelighed. Volbeats guitarist/sanger Michael Poulsen og trommeslager Jon Larsen uddyber: "Anders har været en loyal ven og bandkammerat siden 2001. Vi har turneret i det meste af verden sammen og delt oplevelser, som kun er få bands forundt. Vi er meget taknemmelige for dette og ønsker Anders alt det bedste i fremtiden."

Kjølholm selv tilføjer: "Det har været en utrolig oplevelse at være en del af Volbeat-familien så længe, og jeg ønsker Michael, Jon og Rob [Caggiano, guitar], alle involveret i bandet og selvfølgelig alle fans det bedste på den fortsatte rejse."

Volbeat er indtil videre blevet bekræftet til næste års Tinderbox samt Nibe Festival, og de arbejder også på et nyt album. De spillede det nye nummer, "The Devil's Bleeding Crown", tidligere i år, da de spillede for 37.000 glade publikummer i Odense.

"Lige nu skriver jeg sange på vejen. Vi har øvet nok fem nye sange under lydprøverne. Så forhåbentligt har vi seks nye sange, når vi vender hjemad om et par uger, og så må jeg færddiggøre resten af albummet, når jeg kommer hjem. Og så er vi klar til at gå i studiet omkring november," fortalte Michael Poulsen i maj under et interview med en amerikansk radiostation.

Volbeat var sidst album aktuelle i 2013 med "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies". GAFFAs musikanmelder Keld Rud kvitterede med fire stjerner og skrev: "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies kan på mange måder minde om sin forgænger. Det er på en og samme tid konservativt og ambitiøst. Konservativt i sin sværmen for bandets karakteristiske mikstur af metal, rock, 50'er- og 60'er-musik. Og ambitiøst i sit forsøg på at bygge bro mellem så forskellige udtryk og favne alle på et album."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA