Nyhed

Kill J laver dystert Barbie Girl-cover

Den danske sangerinde har lavet en alvorlig fortolkning af Aquas 90'er-megahit

Kill J er stormet frem. Med seks singler på to år har hun med sit markante ydre, de hårdtslående beats, stærke sangskrivning og den overrumplende vokal etableret sig som en kontrastfyldt, selvbevidst popartist.

Nu er hun så klar med sit første covernummer, som er en fortolkning af Aquas verdensomspændende hit "Barbie Girl".

Kill J's version af "Barbie Girl" er i en hel anden boldgade end originalen. Den er holdt i en meget dystopisk stemning. Kill J udtaler følgende om sin coverversion:


"Barbie Girl er ikke et nummer, der skal få os til at le – ikke engang af os selv. Det skal få os til at tænke. Det skal få os til at blive pisse bange for os selv."  

Og det er ingen tilfældighed, at valget faldt på "Barbie Girl". Kill J har nemlig skarpe holdninger til og et skarpt fokus på ligeværd.

"Jeg hører "Barbie Girl" som et potent og flabet feministisk manifest. Kvinden som en ydre skal, hvor indhold, personlighed og sjæl ikke bare er sekundært, men uønsket. Et værk, der via parodi og ironi tager det moderne, pornofiserede kvindeideal helt derud, hvor vi er tvunget til at revurdere os selv og vores værdier."


Kill J har altså med fuldt overlæg gjort sin version langt mere alvorlig og fjernet al ironi:

"Originalnummeret er jo serveret i et lydunivers, der driver af ironi. Og det er fedt, fordi det gør budskabet så afvæbnende. Men fjerner du ironien i lydbilledet, og giver det en ordentlig indsprøjtning uhygge, vil budskabet stå frem på en ny og mere alvorlig måde, som jeg tror vil være virkelig stærk – og – og i sidste ende en samfundskommentar her 18 år efter, originalnummeret kom ud. For ja, så meget længere er vi jo ikke kommet. Stadig aktuelt. Måske mere end nogensinde," forklarer Julie.

Hør det dystre cover af "Barbie Girl" Her: 

ANNONCE