GAFFA-Pris-aktuelle Alex Vargas: Den fortabte søn vender slagkraftigt hjem

GAFFA-Pris-aktuelle Alex Vargas: Den fortabte søn vender slagkraftigt hjem

Hører man Alex Vargas' tidligere YouTube-hit Solid Ground, er ligheden i stemme, udtryk og tilstedeværelse snublende nær hedengangne Jeff Buckley, der med sin særlige intensitet, nærvær og desperation i den grad har efterladt et tomrum. Alex Vargas kan noget i samme boldgade, har stemmen, udtrykket, dybden, tør udstille sjælen og lade den stå nøgen og porøs frem. På Solid Ground kun akkompagneret af en akustisk guitar. Så er den ged ligesom barberet, Vargas placeret og kategoriseret, ingen problemer.

Og så alligevel langt fra. Det nye materiale som singlen Givin' up the Ghost er Vargas med velkendt vokal, der ubesværet veksler mellem lys falset og kraftfulde fraseringer, men musikken er overvejende elektronisk, opfindsom og varieret. GAFFA mødte Vargas, der både fortalte om den umiddelbare kovending og gav overbevisende smagsprøver med sin faste makker i studiet på, hvordan det lyder, når to musikalske og teknologiske ekvilibrister folder sig ud sammen.

– Jeg elsker Jeff Buckley, og det er ikke mere end en uge siden, at jeg postede coveret til Grace (Buckleys hovedværk, red.) på Instagram, men jeg er også vild med en masse andre ting og elsker at gå på opdagelse i, hvad man kan udi det elektroniske. Fx kan en trommelyd være genredefinerende, det synes jeg er enormt interessant. At Solid Ground er så enkel, hænger også lidt sammen med, at vi ikke havde nogen penge at indspille for.

Skatteøen

27-årige Alex Vargas har boet i London i ti år, men udtrykker sig ikke desto mindre på pæredansk og boede, indtil han var 17 med sin mor i Hørsholm, spillede fodbold i den lokale idrætsforening og nåede endda at starte på Aurehøj Gymnasium i Hellerup, men et par skrå brædder og en guitar kom på tværs.

– Jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg går forbi Folketeatret ved Nørregade. Jeg fik en rolle som 12-årig i Skatteøen, og det forandrede mit liv, det var det, jeg skulle (senere var Vargas Ivan Olsen i Gummi Tarzan, red.). Sang og skuespil, jeg elskede det. Jeg fortsatte i folkeskolen, charmede mig igennem, men i gymnasiet kunne jeg slet ikke koncentrere mig om biologiseksamen, det var noget helt andet, jeg ville.

Min nuværende manager Thomas Arnby tilbød mig at tage med til London og gøre forsøget. Min mor kunne se, hvordan jeg mistrivedes, vidste hvad det var jeg egentlig brændte for, gav (15-20 år ældre, red.) Arnby en række håndfaste formaninger, men støttede mig derefter i at tage af sted, rykke teltpælene op og leve drømmen ud.

Vagabond

Det har Vargas' så i den grad gjort, og det er gået både op og ned i showbizz, som Franz Beckerlees udødelige frase lyder, da folk spurgte, hvad han lavede på bistandskontoret tre måneder efter Gasolin's opløsning. Alex har spillet vildt mange jobs, blandt andet som fast inventar på kultspillestedet 12 Bar Club i Londons musikgade over dem alle, Denmark Street.

Dårligt ude af teenage-årene fik han kæmpe kontrakt med bandet Vagabond, indspillede debutalbum og turnerede, men det gik løbende skævt med Girls Aloud-producer Brian Higgins, der ville fjernstyre Vargas som en nikkedukke. Vargas valgte integritet frem for potentiel popsucces, og rev kontrakten itu, da Higgins var betingelse for album nummer to, men kom på benene igen.

– Jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg har været loaded og har brændt to millioner af på taxaboner og champagne, og så boede jeg i årevis rundt omkring på røven, hvor jeg sagtens kunne vågne i mit værelse, mens der lå syv-otte venner og sov brandert ud rundt omkring. Jeg har turneret op og ned langs England, har arbejdet på utallige sessions, haft en forskellige dayjobs og været ludfattig i perioder. Jeg er ikke kræsen, det har været fedt, men i perioder også totalt kaotisk. Men jeg har en fantastisk følelse i dag af at kunne mit lort, fordi jeg har arbejdet røven ud af bukserne.

Danmark

Trods status som udenlandsdansker har hjemlandet altid trukket, vennerne og familien, der nu er rykket til Nørrebro. Den danske sang er en ung, blond pige og et givet pragteksemplar af slagsen bor i dag med Alex i London. Men også musikalsk er Vargas ved at genetablere forbindelsen med fødelandet. Den to år gamle ep Howl blev solgt i Tiger-butikkerne, solgte over 10.000 eksemplarer ("Jeg fik betaling for hver cd, der blev trykt"!!!) og nu er Alex på kontrakt med Copenhagen Records, der snart udgiver hans næste album. Alex Vargas har længe været "talk of the town", og når han træder op, strømmer folket til.

– Jeg har aldrig glemt Danmark og føler mig nu hjemme her, hvilket er skønt, og har været meget overvældet over den stærke respons, jeg har fået, når vi spiller live. Største oplevelse indtil videre var at fylde Lille Vega og at spille på Demoland en søndag her i sommer for omkring 1000 mennesker. Min far tog mig med tit med på Christiania, da jeg var lille, så det var en helt særlig oplevelse.

Hvem:

– Jeg er 27 år gammel. Min far er fra Uruguay (ja, sangeren fra The World, som gav sønnen sit eget navn, red.), har dansk pas, men har nu boet i Californien i 12 år. Min mor har engelsk pas, men er født og opvokset i Danmark. Jeg er født i Danmark, var med min mor i Afrika i et år, blev syg, og så rykkede vi til Hørsholm. Som 17-rig flyttede jeg til London og har boet der lige siden.

Hvad:

Vargas spænder bredt, fra det inderlige akustiske til det stærkt eksperimenterende elektroniske, soul- og R&b-inspirerede, altid med Vargas' karakteristiske vokal i front.

Hvor:

Jeg har boet rundt omkring i London, heraf 7 1/2 år ved Portobello Road indtil for få måneder siden. Jeg elsker London, men er så heldig nu, at jeg føler mig hjemme i både London og København. Men i lang tid følte jeg mig som gæst i Danmark, jeg stak jo på en måde af fra det hele.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA