Nyhed

Steffen Brandt afsluttede årets GAFFA Library Sessions

Det var en mand med sine meningers mod og med visdommen fra et levet liv, der sluttede dette års GAFFA Library Sessions

Se et stort fotogalleri fra aftenen her

– Når man går på biblioteket, er det som regel noget, man beslutter inden. Det er ikke noget, man bare gør. Jeg tager personligt altid et par pæne sko på. Jeg husker engang, jeg holdt en dobbeltkoncert med Kim Larsen. Vi møder hinanden på gangen. Han kigger op og ned ad mig, da vi passerer hinanden og lader ordene falde: Hvad fanden, Brandt. Skal du på biblioteket?

Manden, der denne aften lader ordene falde, er ingen ringere end Steffen Brandt. Poeten, fortælleren, musikeren og forsangeren i Danmarks selvudnævnte "kedeligste orkester", tv2.


Rammen om dette års sidste udgave af GAFFA Library Sessions er i vanlig stil, og som navnet og Brandts indledning ekspliciterer, Frederiksberg Bibliotek, hvor omkring 300 spændte Steffen Brandt-tilhængere er mødt op for at komme helt tæt på aftenens absolutte hovedperson.

Med guitaren i skødet indtager Brandt scenen alene. Resten af tv2 har han ikke med sig denne tirsdag aften, og GAFFAs Henrik Tuxen, der skal agere live-interviewer, venter med at entrere scenen. Først er det tid til en mini-koncert.

Visdom fra et levet liv


Aftenens hovedperson er en gribende fortæller – i både tale og i sang. Var man det sig ikke bevidst inden, så bliver man det i hvert fald i aften.

Fængslende beretter og belærer Steffen Brandt på charmerende vis; fortæller om små anekdoter og store iagttagelser. Eksplicitte såvel som lettere skjulte holdninger til samfundet flettes ind i talestrømmen, og man fornemmer med det samme, at der sidder en mand, ikke blot med sin guitar, men med sine meningers mod, tyngde og visdom fra et levet liv.

– Lad os starte med at gå tilbage i tiden. Til dagene i gymnasiet. Til festen, hvor pigen, der i dét øjeblik føltes som den eneste ene, stod ved buffeten. Jeg tog mod til mig. Gik hen og spurgte: "Hvor står tallerknerne?" "Dér", svarede hun. Værdigede mig ikke et blik. Pegede blot og var væk igen, før jeg nåede at kigge op. Så hvis man vil vide, hvor tallerknerne er, så spørger man. Men vil man et andet menneske, så skal man agere, mens tid er.


Ordene overtages af aftenens første nummer. Gendigtningen af Bob Dylans "Visions of Johanna", der i Brandts version lyder titlen "Drømmen om Johanna".

Før sidste uges folkeafstemning får et par bemærkninger med og lader antydningen af et smil kruse hen over ja-stemmernes læber, mens nej-stemmerne måske sidder tilbage med følelsen af at være lidt ramt. Eller med følelsen af stolthed? Måske med lidt eftertænksomhed i sindet?

– Vinderne i sidste uge må siges at være Danmarks mest nationalistiske og mest marxistiske parti, og der går nok noget tid, før vi forstår resultatet. Så lad os i stedet bruge tid på næste sang, der handler om et lille, dejligt og velfungerende land, der mister troen på sig selv, beretter Brandt, og snart lyder tonerne af "Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude)".


Barometer på tingenes tilstand

Med små 45 minutter tilbage til at fortælle om et liv ved musikken gennem mere end 30 år får Steffen Brandt nu selskab af Henrik Tuxen på scenen.

Netop "Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude)" fra tv2's 18. og seneste studiealbum "Det Gode Liv" fra i år bliver startskuddet til aftenens samtale fra scenen, for med udgivelsen i dagene omkring terrorangrebet på Krudttønden i København er Brandts ord med ét blevet barometer på samfundets tilstand.


En sang, der er skrevet direkte ind i begivenhedernes centrum, om end den så dagens lys godt 365 dage, før terroren ramte Danmark en februardag i år. En sang om at fokusere på de værdier, vi skal overleve på. Inden frygten sætter ild til vores hus.

– Sangen er skrevet på baggrund af et skred i nogle værdier, der også blev stadfæstet ved sidste folketingsvalg. Som sangskriver er det mit job at skitsere følelser og fortælle vores fælles historie, også når det ikke går så godt. Vi må se problemerne i øjnene. Min opgave er ikke at sidde derhjemme som blogger og lade mine holdninger komme til udtryk i en hurtig vending. Den er derimod at lade tingene sive ud mellem nogle lag, efter jeg har tænkt mig om. Alt for mange skriver om ting uden at tænke sig om først, lyder det fra Steffen Brandt, der fortsætter:

– Sverige er i gang med at lukke grænserne, og den kloge blogger holder mund. Det hele går så stærkt, og man er nødt til at stoppe op og mærke efter. De kategorier, man oplever verden med, skal sættes til diskussion.


Albummet "Det Gode Liv" blev sendt på gaden i februar; et album om kærlighed. Men også et album indeholdende tekster, hvor det atter fremgår, at Steffen Brandt fokuserer på handling som en løsning, der ofte virker, sådan som Henrik Tuxen bemærker det denne aften.

– Det er jeg glad for, at du siger. Det vil jeg gerne have på skrift, lyder det med et grin fra Steffen Brandt og som et vidne om, at hovedet på sømmet i Brandts sangskrivning netop rammes her.

– Nogle gange må man handle, selvom det kan smerte andre. Men at handle er vigtigt. Men der er også dem, der står tilbage med det, man kalder "det feje valg", og det er altid ledigt. Og så er der igen gjort plads til at skrive en ny sang om at få tingene gjort. 


Kulturen som fælles sprog

Omkring 2001 så projektet "Uden for Sæsonen" dagens lys; et projekt startet af Steffen Brandt med den hensigt at bygge bro mellem forskellige musikalske genrer og mellem kunstnere, der befinder sig forskellige steder i livet og karrieren.

For Steffen Brandt er "Uden for Sæsonen" et af de steder, der både inviterer til stor inspiration for den anerkendte sangskriver og for publikum.


– Det hele startede med, at medierne havde så travlt med at segment-inddele vores samfund i en sådan grad, at jeg måtte handle på det. Og årene, der nu er gået, og de mange samarbejder, projektet har udmøntet sig i, vidner blot om, at opdelingerne på tværs af alder, køn og genrer er falske, fortæller Steffen Brandt, der lever med særligt én lov in mente, når det gælder det menneskelige. Nemlig karmaloven, om hvilken Dan Turèll underviste ham før sin alt for tidlige død.

– "Karmaloven, knægt." Sådan sagde han til mig, fortæller Steffen Brandt og fortsætter:

– Så der ligger et personligt ønske fra min side i samarbejdet med de andre kunstnere. Det giver en energi, som forhåbentlig sætter nogle ting i gang.


Men er det en kliché, at kunsten og kulturen bringer et fælles sprog med sig, eller er man bundet af sin tid?

– Ligesom man ser det i billedkunsten, står vi på skuldrene af hinanden. Men det skal gøres med respekt. Vi skal se fremad, men uden at glemme.

GAFFA Library Sessions vender tilbage i 2016 med mange flere spændende gæster på plakaten. Vi kan allerede nu afsløre, at Poul Krebs og Michael Falch gæster Frederiksberg Bibliotek den 19. april. For mere info om kommende navne og billetter er det en god idé at følge GAFFA Library Sessions på Facebook.


Se et stort fotogalleri fra aftenen her 

Spørgsmål fra publikum:

Dine sange bliver med tiden mere gennemtænkte. Er du med årene vokset fra titlen "Vi Bli'r Alligevel Aldrig Voksne"?


– Nej! Så skulle du have set mig i går. Nej, man bruger ikke sådan en titel, hvis man regner med at vokse fra den.

Hvis vi bliver enige om, at musik og kunst kan en masse, er der så omvendt noget, som musikken ikke kan?

– I princippet nej. Musik skal ville det hele, og det, tror jeg, er en forudsætning for, at det kan det hele. Men jeg tror ikke på, at vi skal arbejde partipolitisk med musik. Vi skal ikke bevæge os derud. Vi skal derimod finde en følelse af fællesskab i musikken, for det har vi brug for i disse tider.


I 80'erne gik vi glade til koncerter og hørte albums hjemme på vores værelser. Det er noget, vi har svært ved at give videre til vores børn i disse digitale tider. Hvad mener du om den digitale udvikling?

– Dengang vinylen tog over for kassettebåndet, gik der et sug gennem pladebranchen. Vi er nødt til at se mulighederne, og det har aldrig gået bedre for dansk musik, end det gør i disse år. Vi ønsker alle at komme ud og opleve et nærvær og en oplevelse nu og her, så der bliver ved med at være en lyst til musik og koncerter. Også for de kommende generationer.

Du har både modtaget Dan Turèll Medaljen og Modersmål-Prisen. Hvilken pris betyder mest for dig?


– Jeg er rigtig glad for opmærksomheden og anerkendelsen, men det gør bestemt ikke sangskrivningen nemmere dagen efter. Jeg har også netop modtaget Studenternes Æreskunstner 2015, hvor jeg skulle bære en krans af laurbær på hovedet. Det må være det næstmest sete klip på nettet efter det med Poul Nyrups cykelhjelm.

tv2 har holdt sammen i over 30 år. Hvad er hemmeligheden bag succesen?

– Jeg tror ikke, at der er en hemmelighed, men vi accepterer, at vi er forskellige, og at det netop fungerer, fordi vi er forskellige.


Steffen Brandt selv: Hvis I ikke har flere spørgsmål, har jeg et til mig selv. Hvordan holder du dig så godt, Steffen Brandt?

– Inde bag det smilende ansigt gemmer der sig svaret på en joke, jeg ikke kan fortælle højt her i aften. Men hold kæft hvor er den sjov.

Efter arrangementet var der en gratis slow beer til alle deltagere i Vinstue 90 på Gl. Kongevej 90 på Frederiksberg  


Sætliste:

"Drømmen om Johanna" (gendigtning af Bob Dylans "Visions of Johanna)

"Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude)"


"Stjernen Over Bjerringbro (Marilyn)"

"Hospitalet For Ødelagte Ting"

"Alt Hvad Hun Ville Var At Danse"


Se et stort fotogalleri fra aftenen her 

 

ANNONCE