Programmet til Vegas Udvalgte 2016 er fundet

Programmet til Vegas Udvalgte 2016 er fundet

Den 29. januar finder Vegas Udvalgte sted, en hyldest til og et springbræt for upcoming danske kunstnere, som Vegas bookere forventer at høre meget mere til i det kommende år. Det er sjette gang, Vegas Udvalgte bliver afholdt. 

De seks navne, der får del i spotlightet på aftenen i januar, er Chinah, Code Walk, Guldregn, Katie Keller, Molly og Soleima. Blandt tidligere kunstnere, der har været udvalgt af Vega, kan nævnes både MØ, Ulige Numre, Rangleklods, Kwamie Liv, Anya, Saint Cava og TopGunn.

Billetter kan købes i forsalg på billetnet.

Chinah har i lang tid været i rotation på P6 Beat med debutsinglen "Away From Me", men har også fået international anerkendelse for de to følgende singler, "We Go Back" og "Minds". Gruppen laver elektro-pop med en ungdommelig melankoli.

Code Walk udgøres af Søren Gregersen og Jesper Nørbæk. Med baggrund i henholdsvis Mont Oliver og Sekuoia bliver de meget passende beskrevet af Vega som det danske svar på Disclosure med et strejf af Chicagos r&b- og soulscene som inspiration. Duoen laver mørk electronica. Hør deres mixtape herunder.

Guldregn er en musikalsk cocktail bestående af vidt forskellige kræfter fra både Dig & Mig, Diefenbach, White Pony, The Floor Is Made Of Lava og Pitchshifters, resulterende i nede-på-jorden, dansksproget pop. Og så er musikvideoen til førstesinglen "Stadig Væk" bestemt et nostalgisk kig værd.

Katie Keller fik sit gennembrug i år med "Eller Ikk" featuring Bai-D, der fik titlen som P3's Uundgåelige og The Voices Voice Choice. Musikken er rå, dansksproget r&b, noget, Keller er en af de få danske kvinder, der kan bryste sig af at have succes med. I 2016 udkommer hende endnu ubetitlede ep. 

Molly har været på banen siden 2014, hvor debuten "Hernia" kom efterfulgt af 2015's "Peach Melba". Drengene er en københavnsk punk/garagerocktrio med et klassisk ensemble af guitar, trommer og laver både melodiske, aggressive og højenergiske sange. Tjek "Bagu Bagu" herunder. 

Soleima er for mange allerede et velkendt navn, efter hun i 2009 brød igennem sammen med Flødeklinikken, som du måske husker for "Piger med Pistoler". Soleima har også skabt opmærksomhed som solist, hvor hun laver amerikansk inspireret elektronisk r&b. Hør successinglen "My Boi" fra 2014 herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA