Nyhed

Pusha T giver koncert i Danmark

Den amerikanske rapper gæster København i forbindelse med nyt konceptalbum

Den amerikanske rapper Pusha T gæster Store Vega den 30. april næste år. Pusha T var tidligere den ene halvdel af gruppen Clipse, der blev opdaget af Pharell Williams tilbage i 1990'erne.

Gruppen udgav i 2002 debutpladen ''Lord Willin'' med producerteamet The Neptunes om bord, men det var først med 2006-albummet ''Hell Hath No Fury'', at Clipse cementerede sig som et af de største navne på 00'ernes rapscene. Clipse gik officielt i opløsning sidste år. 

Når Pusha T gæster København til april, bliver det med konceptalbummet ''King Push'', men allerede nu har Pusha T udsendt en appetitvækker i form af ''King Push - Darkest Before Dawn: The Prelude'', og her får han selskab af blandt andre Kanye West og A$AP Rocky. Ambitionerne for ''King Push'' fejler bestemt ikke noget, og Pusha T har udtalt, at hans mål er altid at producere årets hiphop-udgivelse. Tiden vil vise, om han kan gøre det igen.


Pusha T udgav i 2013 sit første soloalbum, ''My Name Is My Name'' i på Kanye Wests pladeselskab GOOD Music, og havde ingen ringere end Kendrick Lamar, Future, Big Sean og Pharrell med som gæster. Albummet fik en varm modtagelse, og GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr skrev følgende om skiven: Han er absolut bedst, når beatet er mørkt, råt og minimalistisk, og den type tracks måtte der gerne have været flere af, for den lyd og stil klæder både ham og hans tekster. Rigtig godt endda. På næste album behøver de slet ikke tage noget af det polerede med. Pusha T's troværdighed ligger i det rå."

Billetter til koncerten er i salg netop nu via billetlugen.dk.

Få en forsmag på ''King Push - Darkest Before Dawn: The Prelude'' med singlen ''M.F.T.R'' her: 

ANNONCE