Nyhed

Royal Metal Fest klar med nye navne

Destroyer 666, Bölzer og en-mands-hæren Trepaneringsritualen er på plakaten

Foreningen Metal Royale kan for niende gang præsentere Royal Metal Fest i Aarhus. De er nu klar med tre nye navne. Det drejer sig om Destroyer 666, Bölzer og Trepaneringsritualen.

Destroyer 666 startede ud som et soloprojekt af K. K. Warslut, i Melbourne, Australien, men blev til et fuldendt black/death/thrash metal band i 1994. Siden er bandet flyttet til Europa med base i Holland. Destroyer 666 har tidligere spillet turnéer med markante blackmetal-bands som Enthroned og Watain.

Bölzer har stadig udgivelsen af deres første fuldlængdealbum til gode, men har siden starten i 2008 produceret to ep'er, som fokuserer på hhv. mandlig og kvindelig energi, som et udtryk for livets dualismer. Selvom Bölzer kun indeholder to medlemmer, så kan de nemt fylde en koncertsal op med volumen.


Svenske Trepaneringsritualen er et noget anderledes navn i metalregi, kun bestående af et enkelt medlem, Thomas Martin Ekelund. Man bliver bragt ind i et dommedagsunivers af dystre lyde og tekster, som sætter gang i den okkulte del af bevidstheden. Genren kaldes Death Industrial, og det kan tydeligt høres, at disse to ord samtidig er stor inspiration for det musikalske udtryk.

På sidste års Royal Metal Fest var det ikke kun musikken, der trak. Men kunne også opleve tatoveringskunst, se middelalderkamp og komme til Royal Metal Whiskysmagning.

Mørket sænker sig atter over smilets by, når den årlige metalfestival afholdes på VoxHall og Atlas den 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudad på begge spillesteder. Billetter er i salg og kan skaffes via GAFFA Live

 


 

ANNONCE