Nytårsforsæt: Kings of Leon vil udgive nyt album i 2016

Nytårsforsæt: Kings of Leon vil udgive nyt album i 2016

De fleste af os har et nytårsforsæt, og det har Kings of Leon så sandelig også. Kvartetten har nemlig besluttet sig for, at de i 2016 endelig vil blive klar med en opfølger til deres seneste album, "Mechanical Bull" fra 2013. Det skriver NME.

Trommeslager Nathan Followill - som fortæller, at hans eget personlige nytårsforsæt er at tage noget mavefedt - fortæller Associated Press i et interview fra den 30. december, at bandet er ved at gøre klar til det nye album. "Vi er allerede begyndt præ-produktionen for næste album i vores studie, men hovedsagen er, at det, der fylder mest i vores kalender for 2016, er at blive færdige med det nye album."

Hans bror, forsanger Caleb Followill, tilføjer: "Vi nyder den her del af processen. Der er selvfølgelig en masse arbejde, og det kan blive en smule stressende til tider, men vi er et godt sted mentalt og har det sjovt, og vi glæder os alle over at lave noget nyt."

"Mechanical Bull" faldt ikke helt i GAFFAs musikanmelder Lars Löbner Jeppesens smag. Han følte, at bandet kørte for meget på autopilot og kvitterede med tre stjerner. Han skrev: "Det kan godt være, at Kings Of Leon har skuffet deres stærkt religiøse bagland ved at kaste passionen over djævlens musik, men med seks album på 10 år kan kvartetten i hvert fald ikke klandres for at slække på arbejdsmoral og dedikation. Sommetider må man dog mistænke Followill-klanen for at vægte kvantitet højere end kvalitet, for i tilfældet Mechanical Bull havde det sgu været et stærkere udspil, hvis det var udsendt som en ep."

Du kan læse et stort interview med Kings of Leon fra 2013, som GAFFAs Ole Rosenstand Svidt lavede, her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA