Se, hvad David Bowie lavede, da han var i din alder

Se, hvad David Bowie lavede, da han var i din alder

På fredag den 8. januar, på sin 69 års fødselsdag, udgiver David Bowie sit nye album, (udtales "Blackstar"), og i den forbindelse har NME gjort opmærksom på websitet supbowie.com. Det består i al sin enkelhed i, at man kan skrive, hvor gammel man er, og så fortæller sitet, hvad Bowie lavede, da han var i ens alder. Han var formodentlig kommet længere i sin karriere, end man selv er, fristes man til at skrive. Sitet er dog allerede et år gammelt og er derfor ikke opdateret med, hvad Bowie har lavet det sidste år, men ellers er det stærkt underholdende.

Hvis man for eksempel er 22 år – som GAFFA.dk's yngste nyhedsskribent Rose Agergaard – kan man se, at David Bowie her fik sit første engelske hit med "Space Oddity", tilbage i 1969. 

Hvis man er 32 år, som GAFFAs webmaster Morten Yde, kan man se, at Bowie her fik et slag i ansigtet af sin ven og kollega Lou Reed efter en åbenbart ophidset middag i Hammersmith i London. Han tog det pænt.

Og hvis man er 41 år, som GAFFAs aldrende webredaktør Ole Rosenstand Svidt, får man at vide, at Bowie her spillede rollen som Pontilus Pilatus i Martin Scorseses kontroversielle film "The Last Temptation of Christ".

Find selv ud af, hvad Bowie lavede, da han var i din alder lige her. Kan du slå, hvad han har bedrevet?

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA