Father John Misty deler afviste promo-optagelser

Father John Misty deler afviste promo-optagelser

Josh Tillman, bedre kendt som karakteren Father John Misty, har delt en række "afviste promo-optagelser" på sin Soundcloud-konto. På i alt syv optagelser gør Tillman grin med den gratis streaming-tjeneste Pandora Radios ønske om at promovere hans musik på deres tjeneste. På optagelserne bruger han en karikeret reklame-stemme, der næppe sår nogen undren over, hvorfor promoerne blev afvist. 

"Dette er Father John Misty, og Pandora ønsker at promovere min turné og tilbyder 11 millioner afspilninger på deres platform i bytte for ikke ret meget. Det er et win, både fordi det er gratis reklame og marketing, og fordi min musik stadig mangler at slå an på deres platform. Dette er meget normalt for bands, som ikke helt er mainstream. Vores håb er, at det vil hjælpe mig med at sælge billetter og kick-starte min musik på Pandoraaa."

"Dette er Father John Misty. Da jeg var barn og gemte mig under dynen for mine forældre, plejede radio at blive spillet i radioen. Men nu er det på internettet, kun med Pandoraaa!" 

Father John Mistys holdning til mediedækningen og promoveringen af sin egen branche er ikke helt ukendt for omverden. Særligt ikke efter hans Taylor Swift-stunt, hvorefter han udtalte: "Jeg vidste godt lidt, hvad jeg havde gang i. Jeg vidste godt, at det ville give genlyd [i medierne, red.]. Men jeg troede ikke, det ville genlyde så meget, som det gjorde... hvilket jeg fandt ret frastødende," fortalte han til DIY Magazine


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA