Musikstreaming fordoblet i USA i 2015 – og Adele storsælger

Musikstreaming fordoblet i USA i 2015 – og Adele storsælger

Det amerikanske branchemagasin Billboard har netop offentliggjort nogle nøgletal for markedet for indspillet musik i USA i 2015, opgjort af analysefirmaet Nielsen Music.

Ifølge Nielsen og Billboard streamede amerikanerne næsten dobbelt så mange sange i 2015 som året før – helt præcist 317,2 milliarder sange i 2015 mod 164,5 milliarder i 2014. Da den amerikanske befolkning tæller cirka 322 millioner personer, svarer det altså til, at den gennemsnitlige amerikaner, uanset alder, i meget runde tal har streamet 1000 sange i 2015, altså cirka 3 om dagen.

Det rent digitale musiksalg i USA faldt i 2015 til gengæld med 12,5 procent svarende til 964,8 millioner enheder i forhold til 1,1 milliarder året før.

Salget af fysiske album, samlet af både cd'er og vinyl, er faldet til 137,5 millioner fra 150 millioner, en tilbagegang på 8,3 procent.

Salget af vinylplader alene er til gengæld steget med 29,8 procent til 11,9 millioner fra 9,2 millioner.

Det mest solgte album i USA i 2015 var Adeles "25", der har solgt 7,4 millioner enheder. "Enheder" betyder i denne sang en kombination af fysiske albums, købte downloads og streams, idet 1500 streamede sange fra et givet album bliver omregnet til én albumenhed. I tilfældet Adele har albummet dog slet ikke været tilgængeligt på streamingtjenesterne bortset fra singlen "Hello". Helt præcist har Adele-albummet solgt 5 millioner fysiske cd'er, 2,3 millioner downloads og 116.000 vinylalbum. I øvrigt står Adele alene for tre procent af det samlede albumsalg i USA.

Nummer 2 på listen er Taylor Swifts "1989", der udkom i slutningen af 2014 og har solgt 1,99 millioner enheder. Dette album er også langt overvejende blevet solgt fysisk og som download, idet det ikke findes på Spotify og flere andre store streamingtjenester.

Den mest solgte, downloadede og streamede sang i USA i 2015 var Mark Ronson featuring Bruno Mars' "Uptown Funk", der har solgt 5,53 millioner enheder.

Hvor mange penge, musikforbruget i USA har omsat for i 2015, nævner rapporten ikke.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA