Nyhed

Copenhagen Psych Fest har nye navne klar

Der er tale om en række gendannelser af gamle syre-bands

Copenhagen Psych Fest har tilføjet nye navne på plakaten. Eller nye-og-nye navne. Tre af dem er nemlig reunions. Det drejer sig om: Kaleidoscope, Damo Suzuki's Network with Julie's Haircut og Polyfeen. Syrefesten løber af stablen den 14.-16. juli på Loppen og Den Grå Hal på Christiania.

De britiske freak-beat-legender Kaleidoscope blev dannet i 1967 og spillede frem til 1970. Herefter gik der helt ind til 2013, før gruppen atter blev aktive igen. Den tidligere Can-sanger, Damo Suzuki, har siden 2006 samarbejdet med italienske Julie's Haircut, og sammen har de flere udgivelser på bagen. Det danske blues-psych-band Polyfeen, hvis famøse album aldrig kom dengang i 70'erne, men senere blev vakt til live og udkom på Orpheus Records, som blandt andet har Morten Aron Larsen fra Spids Nøgenhat bag sig.

På plakaten er foreløbig Dean Allen Foyd (SE), Lucid Dream (US), Ved (SE), Monomyth (NL), Tales of Murder and Dust, Zeroine, Electric Orange (DE), Earthling Society (UK), The Vickers (IT), Tross (SE), Egocentrics (RO) Late Night Venture, Fribytterdrømme, Nacosatanicos og The Janitors (SE)


Det vil primært være Loppen, der lægger scene til de mange syrekunstnere, men om lørdagen vil der også blive åbnet op for Den Grå Hal, hvor Fribytterdrømme og en lille håndfuld topnavne slutter festivalen af i et psykedelisk klimaks.

Lige som i år vil du komme på psykedelisk rundfart i syre, stoner, kraut- og spacerockens tegn. Ud over et bredt musikprogram har festivalen allieret sig med både danske og udenlandske lyskunstnere, der vil sørge for musikkens visuelle rammer. Du kan allerede nu sikre dig billetter til festivalen.

Hør Kaleidoscope her: 


ANNONCE