Fans laver Bowie-mindevæg i København

Fans laver Bowie-mindevæg i København

Rundt om i verden har fans samlet sig for at mindes David Bowie, der døde søndag af leverkræft, 69 år gammel. Nu har Bowie også fået en spontan mindevæg i København. Det er sket i forbindelse med fotoudstillingen Rock'n'Road ved metrobyggeriet ved Østerport Station.

Her har fotografen Jørgen Angel udstillet en række store fotos af ikoniske rockmusikere taget i 60'erne og 70'erne, heriblandt David Bowie, som Angel har fotograferet ved Bowies første danske koncert, i Falkoner Salen i København 29. april 1976.

Nu har fans lagt blomster og tændt lys ved Bowie-billedet, som du kan se ovenfor, og du kan se flere billeder fra mindevæggen her.

På udstillingen Rock'n'Road kan man også se billeder af navne som Freddie Mercury (Queen), Johnny Rotten (Sex Pistols), Jimi Hendrix, Gasolin', Jimmy Page (Led Zeppelin), Kate Bush og Annisette. Læs mere om udstillingen, der er åben frem til sommer, på Facebook.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA