Raw Music sætter fokus på nye talenter – måske dig?

Raw Music sætter fokus på nye talenter – måske dig?

Som uprøvet, men entusiastisk musikudøver kan det være svært at vide, hvad der lige skal gøres, hvis man vil opnå både eksponering og erfaring i liveregi. Dette er præmissen for et nyt samarbejde mellem Promus, Sound of Aarhus, Århus Stiftstidende og Sway, der er gået sammen om konceptet Raw Music, som giver nye talentfulde musikere chancen for at møde publikum og branchefolk. Første arrangement finder sted den 17. marts på klubben Sway i Aarhus.

Fire gange årligt vil de fire samarbejdspartnere invitere til Raw Music, hvor tre bands, udvalgt på baggrund af deres ansøgninger, får lov til at optræde i et forum, der er skabt til at promovere deres musik for omverdenen. Det er også arrangørernens ambition, at Raw Music på længere sigt skal være et mødested for musikbranchen, så de fortsat kan holde fingeren på pulsen med uopdagede talenter. Læs mere om ansøgningsproceduren her.

"Som aktører indenfor musikbranchen i Aarhus er det vigtigt, at vi graver i mulden og inviterer ny musik til den danske scene og på den måde samarbejder for at holde byens position oppe", udtaler Asbjørn Lyhne fra Sound of Aarhus om Raw Music. De optrædende får mulighed for at optræde på en aarhusiansk klubscene, ligesom de også vil modtage pressedækning både hos Sound of Aarhus og Århus Stiftstidende.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA