Metallica undskylder trussel om sagsanlæg mod cover-band

Metallica undskylder trussel om sagsanlæg mod cover-band

Det canadiske Metallica-hyldestband Sandman fik en dag et 41-sider langt brev fra Metallicas advokat, der officielt bad dem afstå fra at bruge Metallicas logo med øjeblikkelig virkning – ellers ville de blive sagsøgt. Det skriver Rolling Stone.

Det undrede medlemmerne i Sandman, der dannede bandet i 1994, og som har benyttet en stilisering af logoet i over 10 år uden et ord fra det band, de hylder. 

Metallica har nu opklaret situationen over for Rolling Stone. De afslår at have haft noget med brevet at gøre og tilskriver misforståelsen deres "overvrige advokat". 

"Vi hører, at et canadisk Metallica-hyldestband er lidt sure på os, og efter lidt graven har vi fundet ud af hvorfor. Det viser sig, at et vist brev blev sendt til bandet Sandman, som hverken vi eller vores management kendte til, før det figurerede online. Heldigvis for os var bandet venlige nok til at poste det, så vi kunne se det, og det viser sig, at vi har en meget overivrig advokat, som har sendt dette brev uden vores kendskab," skriver Metallica til Rolling Stone og fortsætter:

"Vi har en lang fortid med ikke bare at nyde hyldestbands; vi startede også som et. For pokker, vi indspillede endda en dobbelt-cd med covers! Vi vil altid huske de dage og fortsætte med at nyde hyldestbands og tilmed invitere dem med som opvarmning for os på diverse turnéer over årene."

Guitarist i Sandman Joe Di Taranto fortæller, at den danske trommeslager Lars Ulrich ringede til ham i onsdags for at undskylde situationen.

"Hav gav mig og bandet sin fulde velsignelse til at fortsætte, som vi hidtil har gjort. De vil have, at vi skal fortsætte med at hylde Metallica med deres velsignelse og bifald. Vi vil fortsat holde Metallica-fanen højt og stolt!," siger Di Taranto. 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA