David Bowie topper albumhitlisten i USA for første gang

David Bowie topper albumhitlisten i USA for første gang

En uge efter sin død topper David Bowie Billboard-albumhitlisten i USA for første gang nogensinde. Albummet "Blackstar", udgivet to dage før hans død, går direkte ind på førstepladsen og skubber dermed Adeles "25" væk fra tronen efter syv uger i træk på toppen og ned på en andenplads.

"Blackstar" har ifølge Billboard solgt 181.000 enheder på en uge, hvoraf de 174.000 var i rent albumsalg (det vil sige salg af fysiske albums og downloads – resten er streams, hvor 1500 streams svarer til ét album). Det er Bowies bedste salg, siden hitliste-statistikerne Nielsen SoundScan begyndte at opgøre hitlisten i 1991.

Bowies hidtil bedste placering på albumhitlisten i USA var med hans comebackalbum "The Next Day", der udkom i 2013 efter ti års albumpause. "The Next Day" nåede en andenplads på hitlisten med 85.000 solgte enheder den første uge.

David Bowies 2002-opsamling "Best of Bowie" vender også tilbage på hitlisten på en fjerdeplads med et salg på 94.000 enheder, hvilket svarer til forøgelse i salget på 6700 procent i forhold til ugen før. Albummet toppede i sin tid hitlisten på en 70. plads, skriver Billboard. Det er første gang siden marts 2012, at en kunstner har to album samtidig i top 4 – sidste gang det skete, var med Adele, der toppede med sit andet album, "21", mens hendes debut, "19", lå nummer fire kort efter, at hun havde vundet seks Grammys.

Bowies klassiske 1972-album, "The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars", går desuden ind på 21.-pladsen på hitlisten.

Adeles "25" har denne uge solgt 143.000 enheder i USA, mens tredjepladsen er Justin Biebers "Purpose".

Bowies "Blackstar" er også en nyhed på førstepladsen af albumhitlisten i England, hvilket dog langtfra er Bowies første topplacering dér.

David Bowie har i øvrigt to gange toppet singlehitlisten i USA, nemlig med "Fame" i 1975 og "Let's Dance" i 1983.

Den danske albumhitliste bliver offentliggjort midnat natten til onsdag, og så bliver det spændende at se, hvordan Bowie klarer sig dér.

 

 

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA