Fallulah er klar med ny single – se video

Fallulah er klar med ny single – se video

Den danske sangerinde og sangskriver Fallulah er tilbage med sin nye single ''Perfect Tense'', som bliver titel-sangen til hendes kommende album, der udkommer den 26. februar. 

Singlen er rendyrket pop med en stærk melodi, bygget op omkring skæve synths og en tung bas. 

Fallulah, der vandt P3-prisen i 2011, udtaler følgende om ''Perfect Tense'' til sitet The 405: "Da jeg skrev denne sang, handlede det om at indfange en bestemt følelse og vibe. Sangen føltes som et polaroidfoto, der hurtigt bliver taget midt i det hele til en sjov fest. Den var klar på under en time og kom meget nemt til mig."

Fallulah fortsætter: "Sangens budskab er, at man skal bryde fri fra et uinspirerende og forslidt mindset. Jeg brugte alt for mange år på at tage mig selv for seriøst og på at bekymre mig om, hvad andre mennesker tænker om mig. At give slip på de usikkerheder har hjulpet mig til at kunne tro på mig selv og sige ja til ting, jeg i første omgang finder for intimiderende eller svære. Jeg går ikke op i at være perfekt, og finder faktisk fejl meget mere interessante nu. Sangen vil forhåbentlig blive et opløftende ''anthem'' for alle lyttere og inspirere til at gøre hvad man vil, også selvom man har fejl."

Fallulahs nye album er indspillet i London med produceren Liam Howe, der tidligere har arbejdet med navne som FKA Twigs, Lana Del Rey og Marina & the Diamonds. Han har haft positive oplevelser med arbejdet med Fallulah og udtaler til The 405: "Det var i vinterlige januar 2015, at vi begyndte at indspille ''Perfect Tense''. Maria (Fallulahs borgerlige navn, red.) var ikke mærket af det frygtelige engelske vejr. I sand skandinavisk stil tog hun ud og svømmede udendørs i London Fields de fleste morgener. Takket være Instant Records' tro på os har vi haft mulighed for at lave albummet i præcis den kreative retning, vi fandt passende. Det var meget vigtigt for os at beholde det rå og friske fra demoerne i de endelige sange." 

Dansk-rumænske Fallulah med det borgerlige navne Maria Apetri debuterede i 2010 med ''The Black Cat Neighbourhood'', og brød for alvor igennem med temasangen ''Out of It'' til komedieserien ''Lykke'' i 2011. Sidst Fallulah var albumaktuel var i 2012 med albummet ''Escapism'', som fik en flot anmeldelse med på vejen af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez. Læs anmeldelsen her.

Lyt til den nye single ''Perfect Tense'' og se en "lyric video" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA