Nekrolog: Else Marie Pade 1924-2016 – elektronmusikkens Pippi Langstrømpe

Nekrolog: Else Marie Pade 1924-2016 – elektronmusikkens Pippi Langstrømpe

På billedet ses Else Marie Pade yderst til højre sammen med, fra venstre, Martin Hall, Casper Clausen (Efterklang, Liima) og den bedrageridømte musiker og tidligere kendis Marcel de Sade. Billedet er taget i forbindelse med udgivelsen af Martin Halls 2009-album "Hospital Cafeterias", hvor Pade, Clausen og Marcel de Sade medvirker.

Det er i sandhed ikke helt let at være musikelsker i disse dage; på mindre end en måned har vi mistet vidt forskellige, men prominente navne som Lemmy, Natalie Cole, Pierre Boulez, David Bowie, Glenn Frey og nu altså også den danske electronicapioner, Else Marie Pade, i det man vel må kalde en respektabel alder af 91 år. Hun nåede i øvrigt i løbet af sit lange virke at pleje en vis omgang med også nævnte Pierre Boulez, ironisk nok.

I Else Marie Pade har Danmark mistet en af sine tidligste pionerer indenfor elektronisk musik, med rødder i det man i dag velsagtens kunne kalde den traditionelle elektroniske avantgarde, men når hun mindes med nekrologer og omtales med respekt, så hører det med til historien, at Pade i en lang periode af sit liv som komponist og lydskaber reelt stod ikke bare meget alene, men også meget glemt. Det blev der heldigvis lavet om på efter årtusindskiftet, hvor anerkendelsen langt om længe dukkede op, og det hele fik lidt karakter af Den Grimme Ælling, men vi kommer ikke uden om, at historien om Else Marie Pade ikke kun er historien om en musiker, der turde gå egne veje, det er også en historie om et til tider forstokket og meget lidt nysgerrigt musik-Danmark, som skulle bruge alt for mange år på at vænne sig til, at sådan kan musik også lyde, og den kan også skabes af kvinder.

Et drømmende sind i et sygt legeme
Pade bliver født i Århus i 1924, og hendes tidlige år er plaget af en del sygdom med lange sengeliggende perioder, hvilket utvivlsomt har fostret en rig indre fantasi, men formentlig også en følelse af ensomhed. De lange stunder med inaktivitet bliver brugt på at læse, at lytte til musik, til regnens trommen mod ruden eller børnenes leg udenfor, som den unge Else Marie jo altså sjældent kan deltage i. Som en anden Karl Løvehjerte betragter hun nattehimmelen gennem vinduet og lytter til lydene udenfor og i lejligheden, og mange år senere, i sin alderdom, efter anerkendelsen som komponist, peger Pade selv på disse barndommens oplevelser med inaktivitet og lyde som væsentlige byggesten i det, der siden skulle blive til en regulær musikalsk interesse.

Det er dog ikke lydmalerier, der for alvor drager Else Marie Pade ind i musikken, men derimod jazz, som hun introduceres til som ung teenager. Ikke mange år senere begynder hun selv at spille jazz med gruppen The Blue Star Band. Gennem en bror til gruppens trommeslager, kommer Pade i kontakt med pianisten Karen Brieg, hos hvem hun modtager undervisning. De to udvikler også et nært venskab, og den ældre Brieg bliver lidt en kombineret mentor- og moderfigur.

Modstandsbevægelsen
Else Marie Pade er teenager, da Danmark besættes af nazisterne, og den unge pige har absolut ikke meget til overs for invasionsmagten, som hun i bogstavelig forstand spytter efter, så hun må tage benene på nakken. Gennem Karen Brieg bliver Pade en del af mondstandsbevægelsen, hvor hun deler illegale blade rundt. Sammen med Brieg og makkeren Hedda Lundh arbejdes der også med planer om at bombesprænge telefonkabler i Århus for at obstruere nazisternes kommunikationskanaler.

I efteråret 1944 bliver Else Marie Pade imidlertid stukket, og Gestapo dukker op for at hente hende – hun bor stadig hos sine forældre. Hun tager flugten, men pågribes og bringes tilbage til sit hjem, hvor hun, som grotesk farce, tvinges til at spille klaver for nazisterne, der drikker kaffe hos den lille familie, hvis datter de altså just har pågrebet under mistanke om modstandsvirksomhed. Else Marie Pade bringes til forhør, som foregår på ægte nazistmanér, med trusler og knipler, og ad flere omgange, for hun sladrer ikke om sine modstandskammerater.

En nat i arresten ligger Pade vågen og betragter stjernerne gennem fængselsvinduet og fyldes med musikalske idéer, som en anden vision. Morgenen efter ridser hun noder ind i cellevæggen, for hun har ikke papir, og med tiden forbarmer vagterne sig over hende og giver hende nodepapir - bl.a. pga. hendes store viden om og fascination af Richard Wagner. Else Marie Pade sendes dog ikke desto mindre til den danske interneringslejr, Frøslevlejren. Det gør Karen Brieg også, og mens de sidder i lejren skriver de bl.a. sange sammen, delvist i et forsøg på at bekæmpe frygten for at blive sendt østpå, til koncentrationslejre i Polen.

Den elektroniske musik
Krigen slutter heldigvis, og Pade sendes aldrig til koncentrationslejre østpå. I stedet beslutter hun sig for at studere musik på konservatoriet, først klaver og derefter som komponist. Hendes musikalske retning ændres dog radikalt, da hun i 1952, via radioprogrammet Horisont, introduceres til den franske avantgardekomponist Pierre Schaeffer og dennes banebrydende tanker omkring musique concrete, musik skabt via reallyde, optagelser af hverdagens lyde, fra togets rumlen til vindens tuden, klippet sammen og behandlet elektronisk til en form for collageagtig lydmaleri. Musikken og måske ikke mindst filosofien bag vækker i den grad genklang hos Else Marie Pade, der mindes om sin barndoms lydoplevelser i sygesengen.

Pade bjergtages i en sådan grad af Pierre Schaeffer, at hun opsøger ham i Frankrig. Den franske komponist og lydmager bliver på mange måder katalysator for den yngre Else Marie Pades interesse for elektronisk musik, på samme måde som han i øvrigt bliver det flere år senere for den elektroniske musiks superstjerne, Jean Michel Jarre. Schaeffer og musique concrete bliver den direkte inspiration til Pades egne spæde forsøg med lydcollage i form af soundtrack til tv-udsendelsen "En Dag På Dyrehavsbakken". Et par år senere fortsætter Pade sine elektroniske lydeksperimenter i forbindelse med en stribe radioeventyr, og lydsiden til det første, "Klumpedumpeland", modtager rosende ord fra ingen ringere end den på daværende tidspunkt fremadstormende Elektronische Musik-avantgardist, Karlheinz Stockhausen – en mand som i øvrigt, karrieren igennem, ellers ikke er bleg for at være kritisk.

Videre op gennem halvtredserne og tresserne er Else Marie Pade produktiv og skaber de værker, som hun mange år senere høster respekt og anerkendelse for, såsom den meget Schaeffer-inspirerede "Symphonie magnetophonique" (1958-1959), "Syv cirkler" (1958-1959) og "Glasperlespil I-II" (1960), som læner sig mere op ad Stockhausen og Elektronische Musik-traditionen end musique concrete, samt "Græsstrået" (1964), en tv-ballet for præpareret klaver, violin og elektronik, skabt i samarbejde med koreografen, Nini Theilade.

I 1970 skaber hun "Fire radiodigte" i samarbejde med Orla Bundgaard Povlsen, hvoraf "Se det i øjnene" synes en kamp med fortidens spøgelser; 'Hitler er ikke død,' gentages som mantra over en repetitiv marchtromme, tilsat pletvis elektronik og musique concrete-behandling af Hitler-taler, på én og samme tid fjollet absurd og ubehageligt skræmmende – og helt sikkert noget, der ville gøre både Throbbing Gristle og Laibach våde i bukserne i gamle dage.

Det er også i denne periode, at Pade deltager i Darmstadtkurser og bliver en del af kredsen omkring folk som Stockhausen, Boulez og naturligvis Schaeffer, som hun bevarer kontakten til. Imponerende selskab. Og alligevel er der stort set ingen anerkendelse at hente i Danmark, hvor elektronisk musik på dette tidspunkt stadig er stort set lukket land.

Op gennem halvfjerdserne bliver Else Marie Pades produktion upræget mere sporadisk, og man kan, lidt populært og temmelig trist sige, at hun indhentes af fortiden, af oplevelserne under krigen og mange års ubearbejdet frygt og traumer, som manifesterer sig i egentlige perioder med angst og depressionslignende tilstande.

Moden stjerne
Omkring årtusindskiftet tager historien så en uventet drejning, for en ung generation af hovedsageligt elektronisk orienterede musikere genopdager Else Marie Pade, først og fremmest via Henrik Marstals og Ingeborg Okkels artikel i Dansk Musiktidsskrift, hvilket fører til cd-udgivelser af gamle værker, såvel som konceptprojektet, "7 cirkler - 5 remix", hvor nutidige electronicamusikere – Opiate, Hans Sydow, Ejnar Kanding, Bjørn Svin, Jens Hørsving – fortolker Pades Syv cirkler. Pade bliver siden tildelt flere priser, bl.a. Steppeulven i 2003. I årene, der følger bliver der skrevet artikler, bøger og lavet dokumentarfilm om Else Marie Pade, som er her og der og alle vegne, og det bliver ligefrem smart blandt selv unge halvstuderede house-røvere at namedroppe Pade til electroniafestivaler.

Pade selv tager hele virvarret med elegant ro, værdig taknemmelighed og en fin portion humor. Jeg møder hende selv i denne periode, til et arrangement i Odense, hvor man viser hele "Græsstrået", og måske meget sigende snakker vi både musik og syntetiske hårfarver, og det slår mig også ved samme lejlighed, hvor der aftenen igennem spilles alle mulige andre nutidige electronicanavne også, i hvor høj grad de bedste af Pades værker stadig lyder charmerende særegne, måske fordi de stammer fra en tid, hvor rammerne og genrekonventionerne endnu ikke var slået fast - ja, i flere tilfælde end ikke påbegyndt.

I de sidste år af sit liv når Pade også at samarbejde med Martin Hall og med Jacob Kirkegaard, inden alderen for alvor begynder at sætte begrænsninger for videre projekter. 91 er velsagtens en anselig alder, og man må takke skæbnen eller tilfældet for, at Pade netop bliver gammel nok til at opleve den anerkendelse, som jo nok ret beset var lidt for længe undervejs.

Hun vil blive husket som en modig komponist og lydskaber, der forud for sin tid herhjemme kastede sig over et klangunivers, som mange end ikke opfattede som musik dengang, hun vil blive husket for sin helt igennem utrolige livshistorie med sygdomsforløb, modstandskamp og parløb med de store europæiske avantgardister, og så håber jeg personligt, at hun også vil blive husket lidt som en elektronmusikkens Pippi Langstrømpe, en kvinde i en udpræget mandeverden, som troede nok på egne evner og passioner til at blæse konventionerne et stykke. Når endnu en spændende ny kvindelig electronicamusiker herhjemme forsøges tøjlet af smarte mandlige producere, så kan der gensvares: "ellers tak, jeg kan godt selv - vi var her faktisk først."

Hør en smagsprøve på Else Marie Pades musik nedenfor. 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA