Nikolaj Nørlund udgiver nyt album i samarbejde med Copenhagen Phil

Nikolaj Nørlund udgiver nyt album i samarbejde med Copenhagen Phil

Den danske sanger, sangskriver, musiker og producer Nikolaj Nørlund udgiver sit ottende dansksprogede soloalbum "Villa" den 20. februar.

Der er tale om et særligt album, både når man ser på Nikolaj Nørlunds bagkatalog isoleret og for dansk musik i det hele taget. Det 12 numre lange album er blevet til udelukkende med samarbejdet med symfoniorkestret Copenhagen Phil for øje og er blevet indspillet i samarbejde med det 25 mand store orkester og dirigent Hans Ek i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé i København.

Nørlunds faste rytmegruppe bestående af bassisten Anders Christensen, trommeslager Rasmus Valldorf og pianist Adi Zukanovic var også med i processen. Dog havde Nørlund fravalgt at inddrage guitar for at give plads til Copenhagen Phils lyd. 

Albummet har været undervejs siden sidste vinter.

Albummets stemning og klang skifter på hver side af pladen. Side A vil være dedikeret til balladerne og de store, episke numre, blandt andet den syv minutter lange åbner ''Amerika'', mens side B vil være præget af højere tempo og voldsommere volumen. Det er her, førstesinglen ''Inden Muren'' er taget fra. Side C er indspillet med blot en kvartet og har derfor en mere intim klang, mens side D vil afrunde og opsamle albummet ved at smelte alle stemninger sammen.

Nørlund udtaler om "Villa": – Vi har bestræbt os på at finde en form og et udtryk, som kunne få min og Copenhagen Phils verdener til at smelte sammen. Det var helt afgørende for mig, at der var tale om nyskrevet materiale for, at vi kunne få integreret orkesteret med mine sange. Min ambition var at få orkesteret ind og bære musikken frem for at være et lag, som blev tilført noget i forvejen eksisterende''

Nikolaj Nørlund debuterede solo i 1996 med pladen ''Navnløs'', der fortolkede en række af Michael Strunges digte. Ved siden af sit virke som musiker ejer Nørlund pladeselskabet Auditorium og har også produceret plader for blandt andet Jens Unmack, Ulige Numre og Mellemblond.

Hele albummet bliver uropført live på udgivelsesdagen 20. februar i Konservatoriets Koncertsal i København. Køb billetter her.

Lyt til førstesinglen ''Inden Muren'' her og få en forsmag på den specielle lyd, som Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil har skabt sammen:



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA