Nyhed

Lukas Graham slår ny Spotify-rekord – 100 millioner streams på én sang

Det danske band runder en imponerende milepæl med hittet 7 Years

Lukas Graham nærmest vader i succes for tiden, og bandet med Lukas Forchhammer i front har rundet endnu en imponerende milepæl. Lukas Graham er det første danske band, der runder 100.000.000 streams på Spotify med et nummer, nemlig kæmpehittet "7 Years".

Siden Lukas Graham i sommer udsendte "7 Years", har den eftertænksomme sang om opvækst, barndom og fremtid hittet hos først de danske lyttere, siden skandinaviske fans, og nu ser det ud til, at en stor del af resten af verden er ved at få ørerne op for nummeret. Sangen ligger i øjeblikket nummer 19 på Spotifys liste over de mest streamede sange i verden, hvilket betyder, at der dagligt lyttes 1.200.000 gange til "7 Years".

"7 Years" ligger ifølge gruppens pladeselskab Copenhagen Records nummer 1 i på Spotify-hitlisten i Østrig, Belgien og Schweiz. Desuden ligger den på Top 30-listerne i USA, England, Canada, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Italien, Sverige, Norge, Finland og Holland.


Erika Wiklund, Account Manager, Label Relations hos Spotify udtaler i en pressemeddelelse:

"Vi har fulgt Lukas Graham helt fra starten, og det glæder os at se, hvor godt det går dem på Spotify. Det er fantastisk at se en dansk gruppe få global succes så hurtigt i streamingens grænseløse univers. Lukas Graham har opbygget en dedikeret fanskare både i de nordiske lande og nu også i resten af verden, og i de sidste fire måneder alene har flere end syv millioner nye fans lyttet til deres musik på Spotify."

Det er første gang, at et dansk band har opnået 100.000.000 streams på et nummer, men det er ikke første gang, at Lukas Graham slår rekorder på streamingtjenesten Spotify. Senest var det ved udgivelsen af albummet "Lukas Graham (Blue Album)", hvor 840.000 streams på 24 timer slog alle tidligere rekorder og de 12 sange – inklusive albummets korte instrumentalnummer "Interlude" – gik ind på Top 40. Albummet har efterfølgende opnået firdobbelt platin i Danmark samt guld i både Norge og Sverige. Det udkommer i resten af verden senere på året. 


Lukas Grahams rekord gælder dog kun, hvis man ikke medregner MØ og hendes globale megahit "Lean On", der i skrivende stund er streamet 639 millioner gange – men den sang er heller ikke udelukkende dansk, men skabt i samarbejde med amerikanske Major Lazer og franske DJ Snake.

(Gen)hør "7 Years":


ANNONCE