Se Zayn Maliks første video som solokunstner

Se Zayn Maliks første video som solokunstner

Zayn Malik, der forlod One Direction i marts sidste år, har i dag udgivet sin første solosingle med tilhørende video – under kunstnernavnet Zayn. Sangen hedder "Pillowtalk", og du kan se videoen nedenfor. Sangen er skrevet og produceret af Zayn i selskab med de indtil videre ret ukendte sangskrivere og producere MYKL og Levi Lennox (ingen af dem har i skrivende stund selvstændige Wikipedia-opslag).

I november 2015 gav Malik sit første større interview, til The Fader, efter at have forladt One Direction, og her udtalte han blandt andet følgende: "Jeg tror ikke, at folk virkelig ved, hvad jeg kommer til at give dem musikalsk. Og når de hører det, tror jeg, de vil forstå mig lidt mere, og de vil forstå, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, og hvorfor jeg forlod bandet, og hvorfor jeg var nødt til at skrive dette her. Fordi i fem – nej ikke engang i fem, i ti – år har dette album været i mine tanker, og det har bare været der og har været nødt til at komme ud."

Da Malik forlod One Direction i marts, udtalte han, at årsagen til, at han gik ud af bandet var, "at han ville leve som en normal 22-årig, som har mulighed for at slappe af og være noget tid ude af spotlyset." I juli udtalte han dog, at han havde skrevet solokontrakt med pladeselskabet RCA Records, og i forbindelse med interviewet med The Fader offentliggjorde han en del af sangen "Befour".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA